Indvandringsrelaterede overskrifter er blevet en dagligdagsting i Europa, hvad enten historien handler om en illegal indvandrer fra Mali, der klatrer op ad en bygning i Paris for at redde et lille barn, eller dannelsen af en populistisk regering i Italien, som ønsker at deportere en halv million indvandrere. Men på trods af den konstante dækning af emnet – eller måske nærmere på grund af den – forbliver debatten om indvandringspolitik plaget af misforståelser og politisering.
I Storbritannien blev Brexit-afstemningen delvist næret af falske og forvrængede påstande, som for eksempel at uhæmmet indvandring fra resten af Europa ville presse lønningerne ned. Siden afstemningen er modstanderne af Brexit imidlertid kommet med lignende skævvridninger af virkeligheden og har advaret om, at når landet har forladt EU, vil Storbritannien stå over for en mangel på kvalificeret arbejdskraft. Men masser af lande – såsom Australien, Canada og Singapore – klarer sig fint uden aftaler, der garanterer fri bevægelighed fra andre lande, ved at udstede opholdstilladelser til folk med netop de kvalifikationer, der er brug for.
Disse fordrejninger af sandheden, der ses fra både forkæmpere for og modstandere af immigration på tværs af Europa, har konsekvent modarbejdet en sober debat om emnet. Selv når parterne tilsyneladende kommer med en fornuftig analyse af de økonomiske konsekvenser af indvandringen, har de tendens til kun at citere de undersøgelser og fakta, der bakker deres eget synspunkt op. Det udelukker, at man kan opnå en aftale, der sikrer kreative og effektive løsninger.
Det, jeg har fået med mig fra alle de år, jeg har brugt på at studere den internationale migration af højt kvalificeret arbejdskraft – og det at leve som indvandrer – er, at en rationel og afbalanceret debat om indvandring må begynde med indvandrernes eget perspektiv. Hvad får en person til at flytte til et nyt og for det meste ukendt land?
Når man skal besvare det spørgsmål, bliver det hurtigt klart, at immigration er mange forskellige ting, som afhænger af mange forskellige faktorer som nationalitet, uddannelsesniveau, forventet opholdstid i udlandet og motivation. En speciallæge, der flytter permanent til Storbritannien fra Indien, har en meget anderledes oplevelse sammenlignet med en bygningsarbejder fra Rumænien, der flytter i håbet om at sikre sig en bedre løn i Frankrig.
Det gælder lige fra selve rejsen til de levevilkår, som de hver især møder i det nye land, og begges oplevelser er også meget forskellige fra det, som en flygtning fra Syrien, der tager til Tyskland og håber på at kunne opholde sig der, indtil borgerkrigen i hjemlandet slutter, vil opleve.
Hvad disse forskellige indvandrere trods alt har tilfælles er, at de alle generelt er drevet af et ønske om at hæve deres levestandard enten ved at få et mere prestigefyldt job, en højere løn eller øget sikkerhed.
Kort sagt, indvandrere ønsker et bedre liv – ikke en ny kultur eller identitet.
I særdeleshed er de økonomiske indvandrere ganske enkelt jobsøgende fra udlandet. Hvis de kunne opnå lignende beskæftigelse i deres hjemland, ville de nok aldrig migrere overhovedet. I den forstand kan udfordringen med økonomisk migration koges ned til et spørgsmål om jobfordeling.
Derfor bør de økonomiske migranter blive matchet til jobs der, hvor der er brug for dem, eventuelt gennem nyoprettede jobfordelingsbureauer for de lande med flest emigranter. Et program inspireret af EU’s tilbagesendelsesaftale med Tyrkiet – hvor antallet af arbejdstilladelser, der bliver stillet til rådighed for et land, er afhængigt af antallet af illegale jobsøgende indvandrere, der hjemsendes til det pågældende land – kunne også blive oprettet.
Men er de først kommet ind i landet, skal indvandrernes rettigheder som udenlandske arbejdstagere selvfølgelig beskyttes. De behøver dog ikke at få adgang til de samme politiske rettigheder og sociale fordele som borgerne i værtslandet.
Det er nogenlunde det system, de har i De Forenede Arabiske Emirater, hvor millioner af udenlandske arbejdere frivilligt søger beskæftigelse. De ved, at de vil få arbejdsmæssige rettigheder og være beskyttet af menneskerettighederne, og at overtrædelser vil blive retsforfulgt i henhold til loven, men de har ingen yderligere privilegier. Dette system gør, at De Forenede Arabiske Emirater kan give næsten otte millioner mennesker mulighed for at hæve deres levestandard og samtidig undgå modstand mod det fra nationalbefolkningen.
En anden innovativ løsning, der måske kan fungere i nogle områder, er den schweiziske ordning for udlændinge, der bor i et grænseområde i deres hjemland og arbejder i et grænseområde i Schweiz (grænsezonerne er etableret i en traktat). Alle grænsependlerne skal vende tilbage til deres hjemland mindst en gang om ugen. Kunne EU skabe sin egen kategori af ”grænsezone” og tillade et system af fleksibel mobilitet for ikke-permanente arbejdere fra Afrika og Mellemøsten?
Det at nægte indvandrere de privilegier, der ellers hører med til at leve i værtslandet, strider tilsyneladende imod de traditionelle europæiske liberale og egalitære værdier. Det er værdier, jeg som liberal deler, men jeg erkender, at det at insistere på dem ud fra politiske principper i sidste ende underminerer migranternes interesser.
Med de stærke politiske kræfter imod immigration, der vinder frem i hele Europa, må man spørge, om tilflytterne, der er desperate efter et job, er bedre tjent med at blive optaget på et betinget grundlag (herunder potentielt i en begrænset periode) end med slet ikke at blive optaget.
Indvandringslove, der diskriminerer i forhold til kvalifikationer, giver anledning til et tilsvarende dilemma. Mange i Europa hævder, at denne tilgang ikke kun diskriminerer de svageste grupper af indvandrere, men også fører til hjerneflugt fra lande, der har brug for højt kvalificerede arbejdstagere.
Men igen må man se nærmere på byttehandlen. Veluddannede indvandrere vil typisk have meget nemmere ved at blive integreret i værtslandet, som de kan tilføje mere værdi. Dette gør det muligt at bygge kulturelle broer mellem værtslandet og indvandrernes hjemlande. Men mere vigtigt er det, at de indvandrere kan sende flere penge hjem, end de ville have været i stand til at bidrage med i skatter, hvis de var blevet i hjemlandet.
Indvandring har længe været en torn i øjet på EU ikke mindst på grund af den frygtskabende og følelsesmæssige manipulation, der har hæmmet en konstruktiv debat.
Nøglen til at mindske den torn, eller måske at få den fjernet helt, kunne være at lave en social kontrakt med økonomiske migranter på nationalt og EU-plan. En sådan aftale om ”udenlandske arbejdstageres rettigheder” ville beskytte indvandrernes rettigheder, mens den samtidig ville begrænse deres sociale privilegier.
Og hvis indvandring ikke længere dominerede den politiske dagsorden, kunne EU måske endelig få løst de mange andre udfordringer, unionen står over for. Ideelt set ville den gøre det med den sædvanlige samarbejdsvillige, kreative og klarsynede tilgang.
Project Syndicate, 2018. Oversat af Translated By Us.