Da meddelelsen om tyskernes kapitulation indløb den 4. maj, ringede biskop over Københavns Stift Hans Fuglsang-Damgaard til Kristeligt Dagblads redaktion og nævnte det store ansvar, som nu hvilede på avisen, der nu atter var en fri avis. Derfor ville han komme og holde en andagt for redaktion og medarbejdere. Det gjorde han. Samme dag, den 5. maj, bragte avisen hans befrielsesbudskab med overskriften: ”Herren har gjort store ting”. Den må han have skrevet om natten lige efter, befrielsesbudskabet havde lydt. Dette forløb var typisk for biskoppen.
I budskabet pegede han først på, at Danmark havde stået ved afgrundens kant, men Gud greb ind og frelste landet fra udslettelse, og han citerede Davids salme 126, 1-3, for ”disse Ord af Salmisten om Israels Folk i Befrielsens time gælder i Dag om vort danske Folk”.
Det var Guds nåde alene, som bevarede Danmark, for befolkningen havde ikke gjort sig fortjent til det. Derfor skulle folket nu bekende, at det havde syndet og ikke rettet sig efter Guds vilje, takke Gud for hans bevarelse af sammenholdet i folket og for, at kirken fik lov til at stå sammen med det og forkynde evangeliets tugtende og rensende kraft.
Fuglsang-Damgaard omtalte derefter de ofre, som mange landsmænd havde bragt gennem deres død eller landflygtighed, ophold i fængsler og i koncentrationslejre. Skulle ondskaben, lovløsheden og landsforræderiet ikke hævnes?
Nej, det var den lovlige øvrighed, som skulle dømme med retfærdighed i ansvar for Gud og lovens ukrænkelighed.
Det nye Danmark skulle bygge på Guds ånd og kraft. Hjælpemidler skulle stilles til rådighed imod den ubeskrivelige nød i verden. I kærlighedens ånd skulle danskerne arbejde for tilgivelse, fred og forsoning.
Disse tanker gik igen i de følgende dages begivenheder. Alle ni biskopper underskrev et hyrdebrev, som skulle læses op i kirkerne ved en takkegudstjeneste søndag den 6. maj.
De samme hovedpunkter blev nævnt, og brevet sluttede med et citat fra Davids salme 100, 3-4. Det var formentlig skrevet af Fuglsang-Damgaard, som kun har haft et døgns tid til at forfatte og udsende det til stifterne. Han har også skullet indhente kollegernes samtykke belært af bitre erfaringer fra udsendelsen af det berømte hyrdebrev af 29. september 1943 mod nazisternes jødeforfølgelser. Da havde han først bagefter fået deres – delvise – samtykke, som de ledsagede med bebrejdelser over hans egenrådige fremgangsmåde.
I den prædiken, som han holdt ved takkegudstjenesten i Københavns Domkirke, bevægede han sig ad de samme baner, men han uddybede emnerne noget. Navnlig fremhævede han, at han var enig i det syn på historien, som forfatteren af Davids salme 126 fremførte: Alt det ”vældige”, som var sket, var ikke et resultat af blinde kræfters spil, nej, det var den levende, personlige Gud, som handlede her. Han var ”historiens herre”. Den ulykke, som havde ramt landet – han tænker vel her på hele besættelsestiden og dens lidelser – kom også fra Gud, for ”Gud lader sig ikke spotte”. Men trods folkets synd havde Gud nu forbarmet sig, og derfor skulle folket omvende sig og leve i gudsfrygt.
Tre dage senere afholdt man Rigsdagens åbning med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke under ledelse af Fuglsang-Damgaard, som også var prædikant. Det blev en ganske særlig højtidelighed, som var fyldt til sidste plads af nye ministre, andre politikere, højere embedsmænd og repræsentanter for det officielle Danmark. Hele kirken var pyntet med talrige dannebrogsflag, på alteret stod røde og hvide blomster. Adgangskort var nødvendige, frihedskæmpere med armbind, stålhjelme og våben holdt publikum på afstand.
Særligt bemærkelsesværdigt var, at kollekten, epistelen og trosbekendelsen blev læst fra alteret af Harald Sandbæk i militæruniform med frihedskæmpernes armbind. Han var feltpræst i Den Danske Brigade. At han ikke stod i sin præstekjole, tog ingen sig af, skrev Berlingske Tidende i sit referat, ”for alting er saa usædvanligt i denne Tid”.
I sin prædiken gentog Fuglsang-Damgaard, at Danmarks redning ikke skyldtes et sammentræf af heldige omstændigheder, men Guds direkte indgreb. Det var sket på trods af, at Danmark indtil nu ikke havde bygget på Guds vilje.
Gud havde villet sige os noget gennem de dramatiske begivenheder. Direkte appellerede han: ”Danske Rigsdagsmænd! Vi står ved et Vendepunkt i Danmarks Historie. I er Guds Tjenere for det danske Folk. I maa handle under Ansvar over for den evige Gud!”.
Det betød, at de skulle skabe et land, hvor man især tog sig af de sociale problemer. Han skyndte sig dog at tilføje, at kirken ikke direkte ville blande sig i politik, ”for Kirken staar alle Partier lige nær”. Gudstjenesten sluttede med salmen ”Mægtigste Kriste, menighedens Herre”, hvor alle rejste sig op. Kristeligt Dagblad mente i lederartiklen dagen efter, at biskoppen ramte i centrum med sin prædiken.
Et sidste arrangement i denne befrielsesmåned, hvor Fuglsang-Damgaard også medvirkede, fandt sted den 16. maj. Det var Statsradiofoniens udsendelse ”Kirken under Besættelsen”.
Foruden ham medvirkede professor i dogmatik K.E. Skydsgaard, biskop Axel Rosendal og redaktør af Præsteforeningens Blad, sognepræst Paul Nedergaard. Musikalske indslag blev leveret af kongelig kammersanger Einar Nørby, Københavns Drenge- og Mandskor, Studentersangforeningen, ved orglet sad Mogens Wøldike, og dirigent var kongelig kapelmester Johan Hye-Knudsen. Fuglsang-Damgaard fremhævede navnlig, at kirken stod last og brast med folket, at den stod i forreste række i bekæmpelsen af nazismen, at biskopper, præster og teologiske professorer stod ubrydeligt sammen, og at kirken bragte mange ofre.
Fuglsang-Damgaard var folkekirkens helt centrale mand i de arrangementer, som fandt sted omkring Befrielsen i maj måned, ligesom han havde været det i besættelsestiden. Som bekendt har vi ikke et enkelt åndeligt overhoved over folkekirken, en ærkebiskop eller overbiskop. Alle biskopperne er lige, men Københavns biskop er efter tradition og regler så at sige mere lige end de andre. Som sådan blev han også betragtet af sine kolleger – dog med vagtsomme og kritiske øjne. Under Besættelsen var der tilfælde, hvor hans aktivistiske handlinger stødte på modstand hos andre biskopper, men det er hævet over enhver tvivl, at hans vedholdende kamp for den kristne tro imod nazismen, for folkekirkens ret, var af uvurderlig betydning.
Gennemskuede han for eksempel, at præsters frihed i forkyndelse og kirkebønner blev truet af samarbejdsregeringen, greb han ind. For slet ikke at tale om hans utrættelige kamp imod nazisternes antisemitisme og hans modige hjælp til de danske jøder og tyske flygtninge af jødisk herkomst.
Man kan nok stille spørgsmål ved hans teologiske synspunkter og påstand om fællesskabet i kirken under Besættelsen, men man skal huske, at de fleste af hans her nævnte udsagn er fremsat i forkyndelsens form, ikke som akademiske overvejelser om historie eller politik. Majdagenes glædesrus, hans personlige temperament og urokkelige tro har også spillet en betydelig rolle.
Meget i kirkelivet under Besættelsen foregik, ”som om intet var hændt”. Der var dog præster, som gik aktivt ind i modstandskampen og måtte bøde med livet eller med fængsel og lidelser.
De blev hædret med rette. Men man kan roligt sige, at havde Fuglsang-Damgaard ikke været der og handlet, som han gjorde, var folkekirken ikke sluppet gennem besættelsestiden med den anerkendelse, som den høstede.