SIDSTE ÅR KØRTE JEG i en bus igennem et område i de centrale Andesbjerge i det sydlige Peru. Bussen standsede i en lille by. Langs en skæv, lerklinet mur kunne jeg se en flok glade drenge spille fodbold midt i en mudderpøl iført sandaler lavet af gamle bildæk.
Det var højt oppe i bjergene, over trægrænsen, hvor hvide mennesker hiver efter det lidt ilt, der er i den tynde luft. Nøjagtig der, hvor hjertet kommer under pres bare for at kunne pumpe blodet rundt. Hvor lysende stier, terrorister, marxister og militæret for knap 10 år siden kæmpede om magten med folket som deres gidsel.
På det sted læste jeg disse ord omhyggeligt malet bogstav for bogstav på muren: "La paz no es un objeto encontrado par casualidad, es el producto de la iqualdad entre les hombres." "Fred er ikke noget, der findes ved en tilfældighed, den skabes af lighed mellem mennesker."
Peru og en hel del af resten af Latinamerika har de sidste 40-50 år gået igennem en folkelig demokratiseringsproces. Befolkningerne ønsker fred, retfærdighed og dermed livsmuligheder. For dem betyder det demokrati.
Det er ikke muligt at skrive om det peruvianske samfund, eller for den sags skyld Latinamerika og dets udvikling hen mod folkenes demokratier, uden at inddrage det religiøse. Det er i det religiøse, at folket henter sit håb. I 1960'erne var der en gruppe katolske præster og religiøse, som formulerede en teologi, der havde som ønske at arbejde for, at folket skulle befri sig selv fra undertrykkelse og fattigdom. Disse teologer argumenterede, at det havde Jesus selv gjort i forhold til sin samtid. Det var starten på befrielsesteologien.
Deres metode var, at folket organiserede sig i basismenigheder. Befrielsesteologiens fadder, den peruvianske munk Gustavo Gutiérrez, skriver, at folket selv skulle læste Bibelen. Og de skulle i fællesskab reflektere over teksterne i forhold til deres egen situation og efterfølgende formulere sig i bøn.
Derefter skulle de handle ifølge refleksionerne i den praktiske hverdag. Det lyder ikke af meget i vores grundtvigske land. Det er en sådan selvfølge for os. Men det var grænsebrydende at organisere sig i basismenigheder og selv tolke Ordet i den latinamerikanske katolske kirke.
FOR FØRSTE GANG fik folket et indblik i kristendom. I basismenighederne lærte man hinanden at læse, fortolke og forstå den politiske virkelighed. Det blev muligt for folk at orientere sig i et moderne samfund, blandt andet fordi de lærte at læse!
Folket blev bevidstgjort om sin egen situation. Det var vel at mærke mennesker, der var migreret ned fra bjergområderne, væk fra udpinte jorder og forarmede levevilkår. Disse mennesker søgte til storbyerne i håb om bedre livsmuligheder. De fleste var bønder, der talte indianske sprog. De kunne knap spansk. De havde været knyttet til jorden med egne religiøse forestillinger.
Disse forestillinger kom til kort, da bønderne landede i et moderne industrisamfunds storby uden deres landsbyfællesskaber. Ganske vist er Latinamerika katolsk, og folket er døbt, men kirken har aldrig nået at rodfæste sig i folket uden for byerne.
Siden gik det knap så godt med basismenighederne. De seneste to paver har begge været kritiske over for befrielsesteologien. Begge har forsøgt at tæmme befrielsesteologerne, basismenighederne og deres teologi ved at give dem mundkurv på. Først af frygt for kommunismens og marxismen, som befrielsesteologien lod sig inspirere af. Siden blev kritikken en frygt for, at basismenighederne skulle fortolke Bibelens ord anderledes, end traditionen foreskriver. Hvilket betyder anderledes, end paven mener, Bibelen skal fortolkes.
Paven og kirkens hierarki udtrykte, at de frygtede for en "forkert" og "kættersk" fortolkning. De nævnte ikke, at basismenighederne også var en trussel mod kirkens hierarki, især hvis de krævede indflydelse i kirken. Basismenighederne er i dag mere eller mindre afsnørede fra det katolske fællesskab. De er afsnørede, fordi paven har krævet, at der skal medvirke en præst i alle basismenigheders møder, og Latinamerika lider generelt under præstemangel med én præst pr. 10.000 medlemmer.
TIL GENGÆLD ER DER vokset en stærk og selvstændig latinamerikansk protestantisk bevægelse frem i form af pinsekirker og evangeliske kirker af forskellige afskygninger. Omverdenens teologer har været bekymret for, at disse mere spirituelle bevægelser ville blive for spirituelle, som Thomas Müntzer blev det under Reformationen. Andre teologer har været hånlige med spørgsmål om, hvad befrielsen skulle gøre godt for. Religionssociologer har set med stor fryd på, at disse protestantiske bevægelser har givet folket kraft og magt til at tage ansvar for deres eget liv. Religionssociologerne kalder det "empowerment".
Virkeligheden i Latinamerika med dens tilfældige politiske vold, fattigdom og undertrykkelse har udviklet de protestantiske kirker til også at rette blikket mod det politiske og til at bruge deres stemmer og stemmeret.
Er det svært at forestille sig, at en gruppe nyprotestanter, der holder gudstjeneste og priser Gud i Andesbjergene, ikke bliver påvirket af den konkrete virkelighed? Især når de bliver mejet ned af militæret, som forvekslede dem og terrorister. "Man kan ikke se forskel," sagde militæret og politiet.
Menighederne tog fat og søgte kontakt til andre demokratiske grupper for at medvirke til et samarbejde for fred og retfærdighed. Det lykkedes som bekendt i Peru sidst i 1990'erne at slå Den Lysende Sti ned, efter at bevægelsen havde kostet titusindvis af folk livet. Ingen ved nøjagtig, hvor mange det har kostet. Det er ikke muligt at vide i et land, hvor folketælling stadig foregår ved, at man går fra husstand til husstand, og antallet på landet estimeres.
Folkedemokratiseringsprocessen går ikke stille af sig. For 40 år siden var det "el blanco" den hvide altså den lille del af befolkningen, der var afkom af spanske familier, som bestemte politisk i Peru. Den situation har i løbet af de sidste 30 år gradvis ændret sig til, at det nu er de fattige mestizer, der er i politisk demokratisk flertal. I princippet kan denne to tredjedele af befolkningen bestemme, hvem der skal lede landet. Denne gruppe er økonomisk marginaliseret og kan som oftest ikke bidrage til den officielle økonomi. For at kunne stemme forudsættes det, at vælgeren sørger for at registrere sig som vælger hos myndighederne. For en fattig kan det være økonomisk uoverstigeligt at rejse tilbage til sin fødeby og få udstedt de nødvendige papirer, hvis han overhovedet er registreret.
DER FINDES IKKE NOGET centralt personregister, og derfor skal enhver peruvianer, der ønsker at stemme, hvert sjette år gå tilbage til sit fødested og forny sine dokumenter. Måske forklarer dette, at der sidst var syv millioner vælgere af 13 millioner mulige vælgere. Principielt findes vælgerflertallet hos de marginaliserede fattige.
Det indebærer en ulmende konflikt mellem den lille, skattebetalende middelklasse og det store flertal af dem, der lever under fattigdomsgrænsen. På den ene side er middelklassen urolig for, hvor de fattige vil placere deres stemme, som middelklassen påstår ofte er til fals for en pose ris og et løfte om elektricitet til en bestemt bydel. Disse mennesker er et let bytte for demagogiske nationalister.
Middelklassen frygter for de politiske tiltag, som demokratiet kan medføre og de har en lang erfaring for pludselige politiske omvæltninger. Samtidig har middelklassen vænnet sig til at benytte sig af en stor og billig, uformel arbejdskraft til for eksempel børnepasning, hushjælp, vagter og gartnere. I middelklassen finder man også en alvorlig desillusion over landets situation og i særdeleshed en desillusion over ikke at se nogen mulighed for fremgang trods uddannelse og arbejdsindsats.
Middelklassen er presset nedefra af de fattige, og opefter ser de ingen udviklingsmuligheder for sig selv og samfundet. Overklassen tæller en procent af befolkningen, og hvis det politiske klima bliver for krast for dem, så rejser de med deres penge til USA. Det har de gjort før. Det forarmer også et land.
Det er ikke let at ønske sig livsmuligheder og demokrati. Måske kan disse erfaringer fra en husgavl i et andet kontinent atter åbne vores øjne for, at demokrati kommer af, at man arbejder for retfærdige samfund over hele Jorden.
Ingrid Salinas er cand.scient. og cand.theol.