DEN 5. SEPTEMBER 1977 opsendte NASA rumsonden Voyager 1. Dens mission var at udforske de gigantiske ydre gasplaneter Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun og deres måner.
Den amerikanske astronom med mere Carl Sagan (1934-1996) havde presset på for at få Voyager til at tage et foto af Jorden, når den nåede solsystemets rand. Efter at have afsluttet dens primære mission kommanderede NASA den 14. februar 1990 derfor Voyager til at dreje omkring for at fotografere Solsystemets planeter.
Et af de billeder, som Voyager returnerede mellem den 14. februar 1990 og den 6. juni 1990, var et billede af Jorden, der fremstod som en bleg blå prik i et kornet foto (se for eksempel http://en.wikipedia.org/wiki/Pale_Blue_Dot).
Som taler ved en dimissionsfest den 11. maj 1996 reflekterede Carl Sagan over fotografiets dybere mening (min oversættelse):
"Fra dette fjerne udsigtspunkt kan Jorden måske forekomme at være uden nogen særlig interesse, men for os er det anderledes. Betragt igen den prik. Det er her, det er hjemme, det er os. På den har enhver, du elsker, enhver, du kender, enhver, du har hørt om, ethvert menneske, der nogensinde har været, levet deres liv. Al vores glæde og lidelse, tusindvis af selvsikre religioner, ideologier og økonomiske doktriner, enhver jæger og samler, enhver helt og kujon, enhver skaber og ødelægger af civilisation, enhver konge og bonde, ethvert ungt forelsket par, enhver mor og far, håbefuldt barn, opfinder og opdager, enhver moralprædiker, enhver korrupt politiker, enhver superstjerne, enhver topleder, enhver helgen og synder i vores arts historie levet – på et støvgran hængende i en solstråle.
Jorden er en meget lille scene i en umådelig stor kosmisk arena. Tænk på floderne af blod spildt af alle generalerne og kejserne, så de i hæder og triumf kunne blive de momentane herrer over en brøkdel af en prik. Tænk på de endeløse grusomheder udøvet af indbyggerne i én afkrog af denne pixel på de knap nok skelnelige indbyggere i en anden afkrog, på deres hyppige misforståelser, på hvor ivrige de er efter at slå hinanden ihjel, på deres glødende had. Vores poseren, vores indbildte selvhøjtidelighed, illusionen om, at vi besidder en privilegeret position i universet, bliver udfordret af dette punkt af blegt lys.
Vores planet er en ensom plet i det store, indhyllende, kosmiske mørke. I vores ubemærkethed, i al denne umådelighed, er der intet vink om, at hjælp vil komme andetsteds fra for at redde os fra os selv.
Jorden er den eneste verden, der indtil nu vides at huse liv. Der er ingen andre steder, i hvert fald i den nære fremtid, hvortil vores art kunne migrere. Besøge, ja. Bosætte sig, nej. Synes om det eller ej, i øjeblikket er det på Jorden, vi tager kampen op.
Det er blevet sagt, at astronomi er en ydmyg og karakterbyggende oplevelse. Der er måske ingen bedre demonstration af dårskaben i menneskelig indbilskhed end dette fjerne billede af vores lille verden. For mig understreger det vores ansvar for at behandle hinanden mere venlig, og for at bevare og værne om den blege blå prik, det eneste hjem, vi nogensinde har kendt."
MON DETTE FOTO af vort dyrebare hjem, sårbart hængende i et for biologisk liv overvældende fjendtligt univers, og disse refleksioner af Carl Sagan desangående kunne have haft nogen afgørende positiv indvirkning på det katastrofale forløb af det for nylig afholdte COP15 i København, hvis de for eksempel var blevet vist på konferencen?
Kunne den moderne forbrugers reelle forandringsvillighed, der selvsagt er en forudsætning for de gennemgribende forandringer, som er nødvendige for at afværge den tilstundende katastrofale klimatiske destabilisering, have været tilstrækkeligt forbedret til at give de folkevalgte på COP15 nogle reelle mandater, hvis fotoet og refleksionerne for eksempel havde været bragt i vore massemedier?
Jeg tvivler, trods alt. Det forekommer mig nemlig, at stadig flere moderne mennesker svæver rundt i selvrealisationens vakuum, hvor man har mistet afgørende åndelige pejlemærker, der for mig ikke er ensbetydende med religiøse ditto, i en forarmet opfattelse af, at livet ikke er andet end det, et menneske selv kan skabe.
At livet ikke er udspændt i noget, der er større end det umiddelbart biologisk materielle, og at det derfor handler om at skabe sig – altså, te sig – selv et liv, hvor flest mulige, og helst alle, tjekbokse i en klaustrofobisk omfattende kravspecifikation som mål for det verdslige livs vellykkethed er afmærkede.
Mon reaktionen i en sådan kultur ikke nærmere ville være individuel småpanik, fordi man således ville være tvunget til at finde modet til at indse og tolerere livets begrænsninger i rum og tid?
For det at skulle tolerere begrænsninger er tilsyneladende utåleligt i vores kultur, der synes stadig stærkere drevet af "forældreløs eksistentiel angst"– eksistentiel angst, som indehaveren ikke vil acceptere at skulle tolerere: Ubehag hos den enkelte skal tilsyneladende helst forløses hurtigst muligt i vores kultur, der forsøger at uddrive enhver form for melankolsk ulykkelighed gennem materielt storforbrug og overdreven brug af psykofarmaka.
Men prisen er kolossal: Ikke alene truer denne adfærd med klimatisk-fysisk at bringe vores civilisation i knæ, den truer også med at bringe det hjerteskærende smukke til ophør.
Som Eric G. Wilson skriver i sin bog "Against Happiness, In Praise of Melancholy" fra 2008 (min oversættelse): "... udelukkende at ønske sig lykke i en utvivlsom tragisk verden er at blive uautentisk (...) Uden sjælens uro ville så alle vore storslåede tårne af længsler vælte? Ville vore hjerteskærende symfonier ophøre?"
NOGET FUNDAMENTALT NYT må til, skal til. Vi kunne for eksempel starte med at sætte os ned sammen med vores næste over en god kop kaffe, brygget mindst lige så godt i et gammelt, lortebrunt køkken (undskyld ordvalget) som i et funklende nyt såkaldt samtalekøkken, og ud over de sædvanlige ofte åndeligt kaloriefattige umiddelbarheder om boliger, rejser, mad og meget andet ligeså tale også om det, der ligger os alle sammen tungt på sinde: vores sorg og vores angst.
Ikke for at læsse vore bekymringer, vore byrder, over på hinandens skuldre, men for som gensidigt frie mennesker at dele det, vi er fælles om at opleve som de selvreflekterende biologiske væsener, vi nu engang er: sorg over det tabte og angst over det ukontrollerbare.
Først da, vil jeg mene, kan vi for alvor begynde at transformere vores måde at agere på som art, herunder altafgørende begynde at bringe vores ubodelig destruktive, fysisk-økonomisk ekspansive adfærd til ophør.
Det kræver en anden type mod end den, vores kultur opflasker os med. Det kræver modet til at turde indse, i hvor høj grad vore handlinger kan være og ofte er drevne af ønsket om at undvige enhver form for ubehag. Det kræver modet til at turde indrømme over for sig selv og over for sit medmenneske, at man er bange. Det kræver modet til at turde være ydmyg og beskeden.
Belønningen kunne meget vel være større fred i den enkeltes hjerte og sind og dermed mere fredelig sameksistens mennesker imellem samt et mentalt overskud til nysgerrigt og taknemmeligt forundret at fundere over lige nu, lige her at betræde denne i en solstråle hængende blege blå prik – vort sårbare og dyrebare hjem.
John Fredsted er teoretisk fysiker