Prøv avisen
Kronik

Behovet for anerkendelse af, at det var et folkedrab

Karsten Fledelius.lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. – Foto: Hans Christian Jacobsen.

Hos stort set alle armeniere i dag findes der et dybtfølt behov for at få verden til at anerkende, at det, der skete med armenierne under Første Verdenskrig, ikke var regulær krigsførelse, men en systematisk udryddelseskampagne rettet mod et helt folk. Det skriver kronikøren og håber, at mindet om 100-året vil kunne bidrage til anerkendelse

Påskedag i Armenien falder sammen med vores påskedag, med fyldte kirker både i hovedstaden og ude i kirkerne på landet. Vi har været til gudstjeneste i klostret Khor Virap, som ligger med udsigt over dalen med grænsefloden til Tyrkiet. På den modsatte side tårner det bibelske Ararat-bjerg sig op med sine to tinder, utrolig smukt med den evige sne på toppen, men uopnåeligt for armenierne, fordi det ligger på den tyrkiske side af grænsen. Også over hovedstaden, Jerevan, hæver dette majestætiske bjerg sig som baggrund for byens monument for det armenske folkedrab for 100 år siden.

Påskelørdag strømmede det til med mennesker, som kom for at lægge blomster ved monumentet, der stammer fra 1967. Men en række sten ved siden af er først kommet til senere: mindestenene for de armeniere, som faldt i kampen for løsrivelse af området Nagorno-Karabakh fra nabostaten Aserbajdsjan 1990-1994. Her var det ikke den osmanniske hær, men det daværende muslimsk-nationalistiske regime i Aserbajdsjan, man kæmpede mod. I en konflikt, som siden har været nedfrosset, men i dag ikke umiddelbart er nærmere på en løsning.

Resultatet af disse konflikter er, at Armeniens grænser er lukket både mod vest og øst, mod Tyrkiet og det tyrkisk-sprogede Aserbajdsjan. Kun mod nord, gennem Georgien, eller mod syd, gennem Iran, kan man ad landevejen komme ud af landet. Landet holdes i en skruestik mellem sin ældre og sin nyere historie - mellem det osmanniske folkedrab for 100 år siden og de etniske udrensninger, armenierne i nabolandet Aserbajdsjan blev udsat for i 1990'erne. Folkedrabets ofre er beregnet til 1.500.000 mennesker, mens anslået 300.000 armeniere blev fordrevet fra Aserbajdsjan i 1990'erne - og 200.000 aserbajdsjanere fra Armenien. Nogle armeniere håber på, at den politiske situation kunne blødes op, hvis både Tyrkiet og Armenien kom ind i EU. Men begge dele har lange udsigter. Armenien er i en fastlåst situation, som gør det vanskeligt at komme ud af den fattigdom, som landet blev kastet ud i ved Sovjetunionens opløsning i 1991. Alligevel mærker man snarere stolthed end håbløshed hos armenierne - de er sig meget bevidst, at Armenien er den første større stat, som gik over til kristendommen, i 301, og at Armenien siden er blevet en kristendommens fremskudte bastion i et muslimsk-domineret Mellemøsten.

Størst virker armeniernes psykologiske behov for international anerkendelse af det armenske folkedrab 1915-1918. Det er karakteristisk, at der gennem de senere år har været mange ledende politikere fra udlandet, som har plantet et nåletræ ved folkedrabsmonumentet i Jerevan, heriblandt de to seneste franske præsidenter. Men en række lande, deriblandt USA, England og Danmark, har ikke direkte anerkendt de osmanniske massakrer på armenierne under Første Verdenskrig som ”folkedrab”.

Og vigtigst i denne forbindelse: Heller ikke den moderne stat Republikken Tyrkiet. Dennes nuværende præsident, Erdogan, er gået så langt som at udtale sin medfølelse med de armenske ofre under Første Verdenskrig. Men Tyrkiet tager stadig officielt afstand fra at betegne det osmanniske regimes udryddelse af mange hundredtusinder af civile og forsvarsløse armeniere af begge køn som et folkedrab.

Man kan hævde, at folkedrabsbegrebet er af senere dato, nærmere bestemt fra 1944. Men det blev faktisk udformet med udgangspunkt i armeniernes skæbne under Første Verdenskrig. Bevismaterialet er i sig selv ganske overvældende - alene den danske missionær og sygeplejerske Maria Jacobsens samtidige dagbog fra området er rystende læsning og viser, hvor systematisk og planlagt hele aktionen mod armenierne i Lilleasien og de tilgrænsende områder var. Der var ganske enkelt tale om at fjerne et helt folk, fordi det som religiøst og sprogligt afvigende element var i vejen for de tyrkiske militærdiktatorers drømme om at skabe et etnisk homogent stortyrkisk imperium på ruinerne af det forfaldne multietniske og multireligiøse osmanniske kejserrige - tanker, som var inspireret af samtidige tyske drømme om et storgermansk imperium etableret i kamp mod Europas romanske og slaviske folk.

Tankerne blev ikke virkeliggjort, da Osmannerriget måtte kapitulere i efteråret 1918. Folkedrabets to arkitekter, ministrene Enver Pasha og Talaat Pasha, blev endda fordømt af det osmanniske parlament for deres forbrydelser mod rigets egne indbyggere. Man kan undre sig over, at det nuværende, demokratisk valgte styre i Tyrkiet på denne baggrund har svært ved at gøre det samme.

En forklaring derpå, man møder hos tyrkiske forskere, er, at en anerkendelse af armeniermassakrerne som folkedrab vil medføre, at Tyrkiet efterfølgende vil blive stillet over for krav om at afgive store landområder, hvor der i 1915 boede mange armeniere, til Armenien. Og der er armenske historikere, der går så langt som til at kræve, at Tyrkiet skal afgive ikke blot Øst-Anatolien, men også sydkysten af Lilleasien, fordi sidstnævnte område tidligere rummede en betydelig armensk befolkning.

En sådan frygt er dog ikke velbegrundet. Tyrkiets nuværende østgrænse blev fastlagt i 1923, den har været internationalt anerkendt siden og er beskyttet af både FN-pagten af 1945 og Helsinki-aftalerne af 1975, foruden at den siden 1950'erne har været garanteret af Nato. Ingen international instans kan tvinge den moderne tyrkiske republik til at flytte sine grænser mod sin vilje. Så i den forstand ville det være ganske risikofrit for den tyrkiske regering at acceptere betegnelsen folkedrab om den hedengangne Osmannerstats udryddelseskampagner mod uskyldige civilpersoner. Når den ikke hidtil har gjort det, hænger det givet sammen med, at det moderne Tyrkiet stadig har problemer med sit forhold til Osmannerriget. I modsætning til landsfaderen Kemal Atatürks klare brud med dette islamisk dominerede, udemokratiske monarki forsøger landets nuværende præsident, Erdogan, at genoplive respekten for det gamle imperium og give islam en større plads i det offentlige rum. Men det er der langtfra enighed om i befolkningen, hvad de nyeste uroligheder omkring projektet om Geza-parkens nedlæggelse i Istanbul har vist. Det, der givet er brug for i Tyrkiet i dag, er en mindre polariseret debat om Osmannerriget i hele dets forløb, herunder en anerkendelse af det helt centrale bidrag til rigets succes gennem flere århundreder, som dets kristne indbyggere, armenere, grækere, slavere og rumænere stod for. Det var denne kombination af kulturer og religioner, der var dets kilde til styrke, og det var dens sammenbrud i 1800-tallet, der førte til nedgang, nederlag og massakrer på mindretal. Ungtyrkernes forsøg under Første Verdenskrig på at fjerne hele befolkninger på grusomste vis førte direkte ud i undergangen og er stadig en belastning for det moderne Tyrkiets forhold til sine naboer.

Hos stort set alle armeniere i dag findes der et dybtfølt behov for at få verden til at anerkende, at det, der skete mod armenierne under Første Verdenskrig, ikke var regulær krigsførelse, men en uprovokeret, systematisk udryddelseskampagne rettet mod et helt folk. Her ville det være af stor betydning, hvis den nuværende tyrkiske ledelse ville åbne for en mere uforbeholden erkendelse af de forbrydelser mod menneskeheden, den daværende osmanniske militærjunta gjorde sig skyldig i, som et led i en psykologisk afspænding mellem to nabofolk, som gerne fremover skal kunne handle, samarbejde og leve ved siden af hinanden.

Man kan kun håbe, at netop mindet om 100-året for begyndelsen på det armenske folkedrab vil kunne bidrage hertil.

Karsten Fledelius er universitetslektor, formand for Den Danske Helsinki-komité for MenneskerettighederDette er den første kronik i anledning af 100-året for det armenske folkedrab