Behovet for parterapi fortsætter efter skilsmissen

Hverken børn eller forældre glemmer en skilsmisse. Det er en situation, som mange af os kan komme til at stå i, men som ingen ønsker. Behovet for parterapi – også efter skilsmissen – er overset. For forældrenes evne til at samarbejde forbliver afgørende

Det er sjældent, at en skilsmisse sker i fred og fordragelighed, og det kan være svært at forholde sig til, at ens tidligere partner udgør en fremadrettet og mangeårig samarbejdspartner. Modelfoto
Det er sjældent, at en skilsmisse sker i fred og fordragelighed, og det kan være svært at forholde sig til, at ens tidligere partner udgør en fremadrettet og mangeårig samarbejdspartner. Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

LAD OS TAGE UDGANGSPUNKT i familien Jensen. Far og mor har været sammen i 15 år, men de sidste 5 år af deres ægteskab har været præget af mange skænderier, og moderen oplever ikke længere at have følelser for sin mand, kombineret med at hun er nået frem til den erkendelse, at de simpelthen er for forskellige.

Faderen oplever også, at de sidste fem år har været frustrerende, særligt fordi han ikke kan se, hvordan han har kunnet gøre noget rigtigt, uden at hun ”eksploderer” i et skænderi.

Han var villig til at give det en chance til, men synes nu, at skilsmisse er den rigtige beslutning, da han ikke ønsker, at børnene skal overvære flere skænderier. Mor og far vælger derfor at blive skilt.

Parret har en dreng på syv og en pige på ni år. To børn, der har oplevet skænderier mellem deres forældre regelmæssigt siden de var to og fire år. Pigen er meget opmærksom på, hvordan mor og far har det, og mor og far har lagt mærke til, at hun prøver at lave ”god stemning”, når hun kan fornemme, at de er lidt triste.

Både mor og far oplever, at drengen virker indelukket, og han ønsker ikke at fortælle dem, hvordan han har det. Når de alligevel prøver, bliver han vred. Både mor og far elsker deres børn rigtig højt, og de er meget kede af, at deres børn har oplevet det, de har, hvilket tilsammen gør, at de vil gøre det bedste for dem.

HVERKEN BØRN ELLER FORÆLDRE glemmer en skilsmisse. Det er en situation, som mange af os kan komme til at stå i, men som ingen ønsker.

Derfor var det glædeligt at høre den nyudnævnte social- og børneminister Mai Mercado sætte fokus på, hvad vi som samfund kan gøre for at hjælpe. Hun ønsker, at staten skal tidligere ind og tilbyde mægling og støtte, inden konflikten mellem forældrene opstår. Det er flotte tanker og modigt som minister at komme med en sådan udmelding. At give flere familier mulighed for at prøve at håndtere deres udfordringer, før de bliver oplevet som uoverkommelige, kan jeg kun have sympati for.

DET ER DOG MIN OPFATTELSE, at når det handler om par, der har børn sammen, som vælger at gå fra hinanden eller allerede er gået fra hinanden, er behovet for parterapi overset. Med det mener jeg ikke, at par med børn ikke må gå fra hinanden, men blot at der ofte er behov for en psykologisk indsats for at hjælpe det fraskilte par med at finde ud af, hvordan de nu vil være som et fraskilt par.

Forældres samarbejdsevne er nemlig særdeles vigtig for deres børns trivsel og udvikling, og det er væsentligt at sikre, at børnene ikke oplever at miste deres rollemodeller gennem potentielle konflikter mellem mor og far.

I mit daglige psykologiske arbejde beskæftiger jeg mig med behandling af højkonfliktuelle familiesager, hvor børnene såvel som forældrene mistrives.

Det er derfor, jeg har valgt at skrive denne artikel, fordi det er en tragisk situation, når forældre er fanget i en konflikt, de ikke kan komme ud af, og lige så tragisk er det for børnene at være fanget i det spændingsfelt.

Og tragedien kan særligt blive synlig i juletiden.

TILBAGE TIL FAMILIEN JENSEN. For først nu begynder udfordringerne for deres nye familieliv, for hvordan skal forældrene tackle den utroligt svære udfordring at blive samarbejdspartner med sin eks? Den eks, som moderen oplevede var for forskellig fra hende, skal hun samarbejde med, og hun skal være tryg ved, at han kan være en lige så god forælder som hende. For faderens vedkommende skal han samarbejde med en eks, som han ikke kan forstå.

Hun virker for ham som utilregnelig og følelsesmæssigt eksplosiv. Han har svært ved at se, hvordan han nu skal kunne samarbejde med en kvinde, som han ikke engang kunne samarbejde med, da de var i forhold. Begge forældre oplever også hurtigt, at de vil tackle børnenes udfordringer forskelligt, hvilket får dem til at skændes, da de virkelig begge er opsatte på at hjælpe deres børn.

Både mor og far vil gøre det bedste for deres børn og handler ud fra, hvordan de hver især læser børnenes behov. Det, børnene oplever, er en gentagelse af det mønster, der udspillede sig, da forældrene var sammen. I skænderier sigter forældrene efter hinanden, men rammer deres børn først.

Det bringer deres børn i en loyalitetskonflikt, hvor de kan opleve, at deres forældre forfalder som rollemodeller for øjnene af dem. Ensomheden og mistrivslen, børn kan opleve i denne situation, kan ikke undervurderes.

Det er min vurdering, at det vil være særdeles hensigtsmæssigt, hvis der udbredte sig en større forståelse for, at det kan være nødvendigt at opsøge hjælp til at tackle den utroligt svære udfordring, det er at blive samarbejdspartner med en eks – samt finde frem til, hvordan ens samarbejde skal være.

Det er sjældent, at en skilsmisse sker i fred og fordragelighed, og det kan være svært at forholde sig til, at ens tidligere partner udgør en fremadrettet og mangeårig samarbejdspartner. Selv hvis skilsmissen udadtil kan anses for at være en stille og rolig proces, kan der også være en larmende uforsagt konflikt mellem forældrene, som ikke bliver talt om, men alligevel udtrykt. Børn er gode til at opfange sådanne stemninger og nonverbale signaler.

Tidsperspektivet for samarbejdet kan for nogle være uoverskueligt at forholde sig til. For hvornår stopper det egentlig? Er det, når børnene alle er blevet 18 år? Eller skal man også kunne samarbejde, når der kommer børnebørn ind i billedet? Det er ofte mere frugtbart at vende spørgsmålet på hovedet og spørge: Hvor lang tid ønsker du at udsætte dig selv og dit barn/børn for konsekvenserne af et uhensigtsmæssigt samarbejde?

Hermed ikke sagt, at alle par, der går fra hinanden, bør opsøge en psykolog, bestemt ikke. Men når der opstår samarbejdsbesværligheder eller konflikttilstande mellem forældrene, vil det være fordelagtigt at opsøge en psykolog, der er specialiseret i behandling af konflikter mellem fraskilte par, så de ikke udvikler sig til at være såkaldte sager med højt konfliktniveau, som kan vare ved i lang tid.

Pelle Perrild-Mathiasen er psykolog.