Prøv avisen
Poesi

Benny Andersen - en kristen ateist

Benny Andersens digte lyser af livsmod uden af den grund at blive letkøbte; med sit legende og finurlige forhold til sproget demonstrerer han en mirakuløs og uforudsigelig verden.

Benny Andersen har tydeligvis afvist troen på Gud i forbindelse med sin kones død. Alligevel er hans forfatterskab præget af kristendommen i en sådan grad, at det indimellem kan minde om den store danske salmedigter Brorson

"Da Cynthia døde, blev jeg vred, ikke på hende, men på den Gud, jeg ikke troede på. Hvis jeg havde troet på Gud, havde jeg stævnet ham", sagde Benny Andersen i forbindelse med sin kones død, og dermed har han tydeligvis afvist troen på Gud.

Alligevel giver det mening at sætte ham i forbindelse med kristendommen, da væsentlige temaer i forfatterskabet genfindes i og er præget af kristendommen: livet som en gave, livsunderet, der udspiller sig hvert øjeblik, hvis ellers vi kan få øje på det, at turde miste sit liv for at få det.

Benny Andersens digte lyser af livsmod uden af den grund at blive letkøbte; med sit legende og finurlige forhold til sproget demonstrerer han en mirakuløs og uforudsigelig verden, og takket være sin humor kan han rumme store modsætninger og give livsmod.

"Meteorer asteroider måner planeter biplaneter stjerner / Galakser hvirvler rundt i himmelrummet /Jeg kaster brødkrummer ud til fuglene." - og ud til læserne dette korte digt med titlen "Lidt har også ret"!

Benny Andersens humor opstår ved, at han skaber et sammenstød mellem det uendeligt store og det uendeligt små, to dimensioner af den menneskelige tilværelse, som han bringer i rette proportioner. Det uendeligt store, øde og meningsløse univers får ikke lov at blive et sort hul med et skræmmende sug af tomhed, for mennesket skaber mening og kaster brødkrummer ud i verden og gør den beboelig.

Omvendt får menneskets meningsskabende aktivitet ikke lov til at blive ramt af selvhøjtidelighed, for den hører til i det uendeligt små og er forsvindende lille i forhold til det store. Humoren skaber et boblende overskud, der gør modsætningerne til at bære, og netop derved kan mennesket føle sig hjemme.

Hjemfølelsen kan også være en pludselig foræring, som når man fyldes af glæde. "Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten /...den står der og er blomst på en genial måde /...Se engang hvor blomst den er / den blomsteste blomst i miles omkreds /...det er virkelig professionelt arbejde". Der er jo ikke langt herfra og til Brorsons "Op al den ting". Det er samme undren, de to digtere skriver ud fra, samme varsomhed, samme følelse af at stå over for noget, der er større end dem selv.

Men sekulariseringen ligger mellem dem. Hvor Brorson tolker denne oplevelse religiøst og inden for den kristne religions tydningsunivers, har kristendommen for Benny Andersen mistet sin fortolkningsautoritet, men presser sig alligevel på i en ironisk udgave. Ved hjælp af ironien skaber han en distance til det geniale professionelle arbejde.

Også i et andet digt, "Løsning på livets gåde", er han på tilsvarende vis tilsyneladende nødt til at inddrage Gud. Digtet er et portræt af en lille pige, der glad fortæller, at hun sjipper, selvom om hun ikke kan, men bare ikke kan lade være, fordi hun glæder sig sådan til at skulle have gæster i aften! Det er denne livsglæde, Benny Andersen ser som en overflod og som et pludseligt frembrud af noget større end pigen selv. Et udtryk for livets gådefulde kraft - som igen kalder på Gud: "Skønt jeg har svært ved at forestille mig / en sjippende skaber / slog det mig straks / at cirka på samme måde / må livet være opstået."

Man kan altså se, at det religiøse sprog trænger sig på, når refleksionen over livets gådefuldhed trænger sig på. Men det slår ikke til og kan kun bruges ironisk. Det udtrykker en oplevelse af, at der er noget mere, en andethed, en inderste kraft med bud om noget transcendent. Undertiden træder denne overskridelse af erfaringen frem med næsten en åbenbarings styrke.

Det sker f.eks. i Widescreen, hvor han "kølig og blodforladt" "vrisser ad solnedgangen" og tungsindigt "glor ned i fliserne"; han har lukket af over for verden. Men så sker der noget: "Da smælder en kastanje for min fod. / Et blankt brunt øje åbner sig./ Skuer himmel og jord/ for første gang." Lyden og den brune kastanje, der kommer til syne, får ham til at se - eller skue, som der jo står. Det ophøjede, religiøst klingende "skue" peger på, at han ikke blot ser, men får indsigt. Og det er, som om han overværer selve skabelsesøjeblikket, himmel og jord der ses for første gang, som i skabelsesberetningens "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden". Altså en indsigt i det mirakuløse i at kastanjen er til, at han selv er til, at verden er til, at alt ikke er tomhed og øde, som der står i den skabelsesberetning om netop himlens og jordens tilblivelse, som han sprogligt må hentyde til for at udtrykke sin oplevelse.

I et andet digt "er jeg nu begyndt / at forstå, at Alt og Intet er os givet". Alt hvad det kommer an på, skylder vi ikke os selv. Det er det, han beskriver i "Svantes lykkelige dag", hvor alt det, der kalder lykke frem, er en gave: solen, blomsterne, fuglen, himlen, Nina, der kommer ud "nøgen, med fugtig hud, / kysser mig kærligt og går / ind for at re' sit hår". Alt er givet, men også intet; Nina går jo, og intet er sikkert. For vi må "træne til skeletter".

Idehistorikeren Dorthe Jørgensen har præget udtrykket "immanent transcendens", som er et "praj om noget, der er større end og rækker ud over os selv, men den er et vink, som vi møder i den verden, der er vor, og som ikke fragter os ud af denne verden". Det er sådan, det er hos Benny Andersen. Det religiøse sprog bliver hos Benny Andersen et rent metaforisk sprog, et udtryk for alt det gådefulde og taknemlighedsskabende i verden, for den merbetydning verden pludselig kan indeholde. Men ikke et sprog, der refererer til noget derude.

Psykologen Maslow har undersøgt nogle af de erfaringer, der ligger bag religiøs lovprisning og tilbedelse, nemlig de såkaldte "peak-experiences", højdepunktsoplevelser hvor øjeblikket fylder en, hvor ens bekymringer forsvinder, man bliver selvforglemmende og har ikke sig selv som projekt.

Det er karakteristisk for Benny Andersen, at han formår at beskrive den slags oplevelser midt i den alleralmindeligste hverdag: "Livet er ikke det værste man har / og om lidt er kaffen klar".

"Livet er utroligt / men sandt", skriver Benny Andersen, og derfor skal også sproget være utroligt for at være sandt. Mest karakteristisk er hans brug af sproglige billeder, som når han får lagt sin "gamle konfektionssyede horisont ud", hans ordlege som "den blomsteste blomst", der er "blomst helt ud i bladspidserne", hans nye synsvinkel på det sædvanlige, som når hånd i hånd-motivet bliver til "Din hånd i min / og solen stråler af glæde / som et lille barn der har fået lov / til at være længere oppe". Eller hans genoplivelse af den bogstavelige betydning, som når den gamle dame, "der ikke har andet end penge i hovedet", i digtet "Hovedsagen" får kraniebrud, så pengene triller ud af hovedet på hende, og børn og voksne kaster sig over dem og således befrier hende for pengene (til arvingernes fortrydelse), så damen kan smile blegt: "Ja, tænk, børn, / min hovedpine er helt forsvundet".

Også min, tænker jeg som taknemlig læser. Benny Andersen overskrider den almindelige erfaring, har en "åbenbaring", gør en perspektivudvidelse, indser en afhængighed af en magt, der er større end ham selv, oplever taknemligheden over det mirakuløse: at vi er til.

Skønt erfaringerne forbinder ham med en religiøs tradition, erfarer han på sekulariseringens vilkår, og den mest præcise betegnelse er som tidligere nævnt erfaringen af immanent transcendens. Men det er kristne fortællinger og salmer, der har hjulpet ham til at se, hvad han ser. Og kunne man ikke derfor kalde ham for en kristen ateist? En lang, lang række digte af Benny Andersen peger i den retning.

Preben Brock Jacobsen
Cand.mag. i dansk og religion og gymnasielektor