HVAD ER KENDETEGNENDE for en vis person eller profet? Han/hun er ydmyg, medfølende, beskeden, generøs, rummelig, nærværende, smilende, stilfærdig, humoristisk og i besiddelse af spirituel eller højere bevidsthed. Karakteristisk for højere bevidsthed er evnen til at kunne gennemskue og favne alle livets facetter, fortid, nutid og fremtid, kunne se det store i det små og omvendt, at kunne se og rumme de evige, uomgængelige grundlæggende menneskelige vilkår, ikke umiddelbart synlige for det menneskelige øje. I bevidstheden om og i ydmyghed over for det mystiske, oprindelige, overordnede aspekt, livsenergien, qi’en, som kineserne kalder dette.
Denne højere bevidsthed er kendetegnende for de største digtere og filosoffer til alle tider. I sprogligt poetiske vendinger, med overraskende billeder og formuleringer, kaster de nyt lys på livets grundvilkår og foreteelser, med vidt forskellige, dog i bund og grund, samstemmende bud på, hvorledes vi mennesker har mulighed for at håndtere og forvalte livet, dette ubegribelige, overvældende mirakel.
Benny Andersen var en flittig gæst på de danske højskoler, ikke mindst i kraft af de mange sange, han i stadig større antal har beriget Folkehøjskolens Sangbog med. Folkehøjskolen som levende fakkel for det fritænkende fællesskab, vi har bygget vores samfund på fra højskolebevægelsens fødsel, med præsten, filosoffen, politikeren og poeten, Grundtvig som talerør for den frie tankegang, friheden til at forme sin egen vej i livet, med naturlig hensyntagen til fællesskabet og med fundament i almen dannelse, filosofisk, kulturelt, litterært, åndeligt og praktisk. Benny Andersen var, som Grundtvig, både poet, ”præst”, filosof og ”politiker” og som sådan en nutidig viderefører af den grundtvigske tankegang.
Skæbnen ville, at jeg sidst mødte Benny Andersen på nytårskurset 2016 på Krogerup Højskole, hvor jeg var elev i 1967 i fire, for min livsbane, skelsættende måneder. Hans digtsamling ”Den indre bowlerhat” var allerede dengang en kær del af min litterære bagage. Benny Andersen skulle levere aftenunderholdningen, og luften formelig sitrede af glad forventning, da han langsomt skred ind i foredragssalen og smilende undskyldte, at han desværre var nødsaget til at sidde ned, da benene ikke længere lystrede ham. På sin altid underfundige og smilende facon læste han udvalgte digte for det andægtigt lyttende publikum, tryllebandt os alle med sin melodiske stemme og sit hjerteåbnende væsen. Derpå stavrede han hen til flyglet og spillede og sang med en næsten ung(gud)dommelig energi, som fik salen til at vibrere af fryd. Der var god tid til det hele, alt blev afviklet i en ånd af ubrydelig ro og nærvær i hvert eneste øjeblik. Bagefter fik vi en lille sludder, som skulle blive den sidste af mange i årenes løb.
Gensynet med Krogerup Højskole efter 50 år var en kærlig påmindelse om, hvor tæt en tilknytning jeg personligt har til højskolebevægelsen. I de seneste 25 år har jeg været rundt i landet på højskoler med teater, foredrag og undervisning, men altid i ”arbejdstøjet”. Denne gang var jeg igen kursist med tid til blot at opleve og reflektere lidt dybere over mit liv og højskolens betydning i min familiehistorie såvel som for samfundet.
Min mor, Marie Svendsen, børnebibliotekaren, var højskolebarn på Bælum Højskole (i dag efterskole), hvor hendes far, Valdemar Rasmussen, var forstander. Min mormor, Ingeborg Rasmussen, og han mødtes på Vrå Højskole. Min oldefar, Thomas Larsen, var ud over trafikminister i Venstre, glødende højskolemand og med til at forme Vrå Højskole og Valgmenighedskirken i Vrå. I denne kirke er jeg døbt. Thomas Larsen var desuden forfatter til fire tykke bind med titlen ”En gennembrudstid”, udgivet i 1917.
Denne sommer underviste jeg for første gang på Vrå Højskole i Vendsyssel. Mit ugekursus bød på ”Qigong og Yoga, Meditation og Poesi”, og selvfølgelig medbragte jeg udvalgte digte af Benny Andersen.
Vrå Højskole har i de seneste ti år gennemgået en transformation fra lukningstruet til blomstrende virksomhed takket være det dynamiske forstanderpar, Pia Schnoor og Søren Ottzen. Højskolen summede af liv og glade dage, unge og ældre imellem hinanden, intenst arbejde, sprudlende kreativitet og stille fordybelse. Her er plads til at udfolde sig, ung som gammel, uden krav om præstation og måleligt resultat, uden konkurrencestatens umenneskelige og forkvaklende indgriben i friheden til at udvikle sig som tænkende og følende menneske, men alene i en kærlig, ansvarsfuld ånd til helhedens bedste. Morgen- og aftensamling bød på fællessang fra Folkehøjskolens Sangbog, der blev sunget igennem og citeret og udlagt tekster af ikke mindst Benny Andersen, hvis andel ved sidste redigering nu overstiger selveste Grundtvigs.
Højskolen inviterer til at finde sin egen vej i livet i en stemning af tillid til og tro på værdien af forskellighed og mangfoldighed. Skaber i ord og gerning grobund for et opgør med den herskende test- og kontrolkultur, sætter spørgsmålstegn ved den forkrøblende diagnosticering af børn, unge og ældre, den frygtskabende retorik, der stigmatiserer befolkningen både mentalt og fysisk. Inspirerer til et brud med den herskende, politiske dagsorden, som har ført Danmark og verden ud i en klimakrise, som truer vore børns fremtid. Den accelererende klimakatastrofe er et spejlbillede af det mentale miljø hos den herskende klasse. Der er indlysende brug for en gennemgribende bevidsthedsændring.
Den helende kraft, som strømmer fra visdommens kilde, når vi sammen synger, lytter og fordyber os i ordene og musikken, oplevelsen af at være en del af et kulturelt, åndeligt fællesskab med dybe rødder bagud, bygger bro til følelsen af samhørighed. Livsglæden og troen på livet bobler frem i kærlighedsfyldte rammer. Benny Andersens stemme trænger med stor kraft ind i alle(s) hjerter og bevidstheder. Vi føler os som én krop, som en helhed, når vi sammen synger vore kæreste, viseste sange og salmer. Visdom som medicin.
På magisk vis får jeg et eksemplar i hånden af ”En gennembrudstid”. Bogen beskriver en bevægelse fra sammenbrud af stivnede normer til en ny frisættende æra for åndsliv og dannelse. Det er præcis, hvor vi befinder os i dag. Efter årtier med, til befolkningens udmattelse, stadig stigende statslig styring og kontrol er vi kommet dertil, hvor alt skriger på et gennembrud til noget nyt i alle dele af samfundet, i uddannelsessystemet, i sundhedssystemet, i beskæftigelsessystemet. En bevægelse, som insisterer på at frigøre sig for formynderiske spændetrøjer og anløbne økonomiske og interessebårne parametre.
Fra Grundtvig til Benny Andersen. Samme profet i forskellige tidsaldre. Tiderne og udtrykket skifter, men indholdet af den dybere visdom er det samme. Den ved, at kærligheden til livet og livets mirakel er den ultimative sandhed. Den kan ikke gradbøjes og manipuleres uden katastrofale konsekvenser for naturen og alle levende væsner.
Vi er historisk kommet dertil, hvor det enkelte menneske blot er produktionsdyr og stemmekvæg. Det er mit inderlige håb, at vi står på tærsklen til et livsnødvendigt skift, til et brud med det gamle, nedbrydende regime, til en ny tid med respekt og omsorg for naturen og alt liv på jorden som første prioritet.
Benny Andersen var om nogen kærlighedens besynger. Kærligheden til livet, humørsvingninger, lunefuldheder, skævheder, fejl og mangler. I modsætning til mange andre profeter opnåede han anerkendelse og genklang i sin levetid. Kære Benny. Tak for sangen og opsangen. Dit lys skinne for evigt.