Prøv avisen

Bernard af Clairvaux -- den første europæer

KRONIK: Munken Bernard af Clairvaux fik med sit karismatiske væsen grundlagt nye cistercienserklostre overalt i Europa. Bernard var stor tilhænger af venskab, men også forsvarer af krig som et rimeligt instrument i kristne hænder

Munken og abbeden Bernard af Clairvaux (1090-1153) var den første europæer. Han følte sig hjemme på hele det europæiske kontinent og trivedes

lige godt på rejse i Italien som under ophold i Rhinlandet.

Længe før nationalstaternes epoke bidrog Bernard til Europas første internationale organisation (bortset fra den kristne kirke): cistercienserordenen. I det følgende vil jeg nævne nogle af de overvejelser, der ligger til grund for min kommende dansksprogede biografi om Bernard, den første i mere end 100 år.

Bernard sendte grupper af idealistiske mænd ud for at grundlægge nye cistercienserklostre overalt i Europa, inklusive Skandinavien. Et af ordenens vigtigste klostre, Esrum, blev oprettet af Bernards ven, ærkebiskop Eskil af Lund, i Nordsjælland, med munke fra Clairvaux i Frankrig. Cisterciensernes arkitektur, håndskrifter og landbrugsmetoder kom til at forvandle Europa. Ordenen ville ikke have opnået så stor udbredelse uden Bernards karismatiske evner. Den dag i dag tror mange fejlagtigt, at Bernard var cisterciensernes grundlægger.

I 1112 eller 1113 bankede Bernard på porten til klostret Cîteaux i Bourgogne. Han var ikke alene, for han medbragte nogle af sine brødre og andre slægtninge samt skolevenner. Cîteaux' abbed, Stefan Harding, må have spurgt sig selv om klostret virkelig havde plads til denne flok på cirka tredive unge mænd. Heldigvis havde Cîteaux netop grundlagt sit første datterkloster, La Ferté, så der må have stået nogle ledige senge.

Cîteaux selv var blevet etableret i 1098 som et reformkloster, og hensigten var at følge den hellige Benedikts regel til punkt og prikke. Den første abbed, Robert, blev hurtigt kaldt tilbage til Molesme, det kloster, som han og hans brødre havde forladt for at grundlægge Cîteaux. De tilbageblevne munke i Cîteaux fik nogle vanskelige år, og de var i tvivl om, hvorvidt deres klostereksperiment overhovedet kunne overleve. Til gengæld var de overbeviste om, at deres form for munkeliv krævede afsavn og uafhængighed af verdslige interesser.

Cîteaux tiltrak sig opmærksomhed og voksede. Abbeden mellem 1109 og 1133, Stefan Harding, var en tidligere benediktinermunk, som havde opgivet klosterlivet for at vandre på Europas veje i søgen efter en bedre tilværelse. Cîteaux blev hans hjem, og i 1119 udfærdigede han her en forfatning for den første europæiske klosterorden, Carta caritatis, Kærlighedens overenskomst, og gjorde det klart, at Cîteaux' datterklostre ikke skulle opkræves nogen form for skat eller afgift. Båndet mellem moder- og datterklostre skulle basere sig på kærlig omsorg for hinanden og ikke på økonomiske mellemværender.

Vedtagelsen af denne forfatning foregik på et møde i Cîteaux, hvor Bernard var til stede. Han var blevet "headhuntet" af Stefan Harding og blev i 1115 Clairvaux' første abbed. Klostret lå i grevskabet Champagne, hvor Bernards familie havde gode forbindelser. Stefan regnede med, at den unge mand ville tiltrække nye munke. Cîteaux' abbed holdt styr på Bernard og de andre datterklostres abbeder ved hjælp af en årlig generalforsamling, generalkapitlet. Hvert år i midten af september, efter at høsten var i hus, diskuterede abbederne fælles anliggender og lavede vedtægter for alle ordenens klostre.

Allerede i begyndelsen af 1120'erne engagerede Bernard sig i den nye ordens interne forhold. Han kritiserede, at abbeden af Cîteaux' datterhus, Morimond, var taget med nogle af sine munke til Palæstina. Bernard mente, at abbeden dermed brød løftet om stabilitas loci, stedbundethed, og han insisterede på, at brødrene skulle vende hjem. Selvom en sag som denne egentlig skulle håndteres af Cîteaux' abbed, kunne Bernard ikke lade være med at blande sig.

I de følgende årtier engagerede Bernard sig i mangt og meget, både i og uden for cistercienserordenen. Han rejste overalt i Vesteuropa, og alle steder efterlod han sig nyoprettede klostre. Ved hans død i 1153 var der omtrent 350 cistercienserklostre, og næsten halvdelen af dem kunne kalde sig Clairvaux' døtre. Det siges ligefrem, at mødre skjulte deres sønner, når Bernard var i nabolaget, for hans overtalelsesevner lokkede mange unge mænd i kloster.

Der er ikke her plads til at gennemgå hele Bernards liv, så jeg vil koncentrere mig om to sider af hans tilværelse, som den dag i dag er af betydning for europæisk kultur: hans accept af venskab som en naturlig del af det kristne liv og hans opfodring til at bekrige muslimer.

Med hensyn til venskab, så havde den kristne tradition før Bernard sået tvivl om det gavnlige og ønskværdige i nære følelsesmæssige bånd mellem to personer af samme køn. Senantikkens asketiske tradition blandt ørkenfædrene advarede mod, at individet gjorde sig afhængigt af et andet menneske. Den centrale plads var forbeholdt Gud, og derfor burde der lægges afstand til medmennesker. Selv Augustin, der beskrev sine venskaber i henførte vendinger, mente, at de fjernede ham fra sand gudserkendelse.

Bernard så bort fra denne tradition og lovpriste venskab som noget ønskværdigt og nødvendigt. I en af sine prædikener over Højsangen sagde han således til sine munke: "Det er kun menneskeligt og nødvendigt, at vi reagerer over for vore venner med følelse, at vi er lykkelige i deres selskab og skuffet i deres fravær." Bernard åbnede et vindue til venskab både i og uden for klostret. Han så det som en vej til Gud, og han opfordrede sine munke til at søge venskaber hos hinanden.

Bernards fremhævelse af venskabets betydning i det religiøse liv førte til en følelsesmæssig revolution i Europa. Denne var lige så vigtig som den næsten samtidige dyrkelse af romantisk kærlighed mellem mand og kvinde, sådan som den kom til udtryk hos digteren Chrétien de Troyes. Han boede forresten kun få kilometer væk fra Clairvaux i grevskabet Champagne. Den store klosterhistoriker Jean Leclercq har kaldt Champagne kærlighedens have.

Bernard var ikke blot bannerfører for venskab. Han var desuden en ivrig forsvarer for det, som han kaldte det nye kristne ridderskab, nemlig krigermunke, der tog til Palæstina for at kæmpe mod muslimer. En af Bernards egne slægtninge deltog, og i 1120'erne bad han Bernard om at skrive en lovprisning af den nye orden, tempelherrerne.

Bernards skrift sammenligner det traditionelle riddervæsen med det nye og erklærer, at det gamle, hvis medlemmer bekrigede hinanden, "ikke (var) ridderskab, men djævelskab." Det nye får til gengæld disse ord med på vejen i højskoleforstanderen C. P. O. Christiansens oversættelse fra 1926: "Kristi Riddere derimod udkæmper i Tryghed deres Herres Kampe, og de frygter ikke for Synden under Fjendernes Drab, ej heller for Fare, naar de selv bliver dræbt." Bernard forherligede krig på en måde, som ingen tidligere kristen teolog havde gjort det. Hans ord er begyndelsen til flere århundreders kristne erobringstogter, først østpå og senere vestpå, i den nye verden.

Bernard lovede ridderne, at frelsen var inden for rækkevidde gennem kamp. Han opfordrede krigerklassen til at bekæmpe muslimer for at redde det Hellige Land for kristenheden. Det viser, at han selv som munk forblev et medlem af den ridderstand, som troede på kamp som et retfærdigt middel. Men samtidig troede han på venskab blandt ligesindede.

Bernard afspejler den europæiske tvetydige søgen efter identitet, der både rummer kærlighed og had. Det europæiske menneske ønsker at knytte sig til kulturelt ligesindede og bekæmper samtidig alle dem, "de andre", der truer dets tro og kultur. Hellig krig som europæisk fænomen har været en ulykke for mange. Men bag krigerklassens facade er der en søgen efter fred gennem venskab.

For de mange danskere, der finder vej til Esrum Kloster, som nu i snart 10 år har været tilgængeligt som kulturcentrum, er det vigtigt at huske på, hvad bygningerne repræsenterer. Esrum er en påmindelse om en europæisk klosterorden, som satte sit præg på selv de mest afsidesliggende steder. Men Esrum er også et monument over venskabet mellem ærkebiskop Eskil og abbed Bernard. Herfra vor verden går.

Brian Patrick McGuire er professor,

dr. phil. ved Roskilde Universitetscenter