Efter nogle korte, muntre hvedebrødsdage blev jeg og mit otium ganske enkelt fremmede for hinanden. Jeg fattede ikke, hvad der skete. Jo, jeg var pensionist, med hud og hår. Men hvad nu? Denne begyndende alderdoms grå og tågede rum var noget nyt og uventet. Den tog pusten fra mig. Aldringen var der, og jeg kunne hverken løbe fra den eller fortsætte, som om intet var hændt. Lettere panikslagen måtte jeg konstatere, at jeg var ved at blive gammel.
Så begyndte jeg at studere fænomenet alderdom både teoretisk og eksistentielt. Først blot for at få tiden til at gå. Men jeg blev grebet, som man siger. Bøgerne og de fotokopierede artikler hobede sig op på skrivebordet. Det meste sprænglærd og teoretisk, andet klogt – både gennemtænkt og gennemlevet. Jeg forstod, at noget var ved at ske. Aldring og alderdom var blevet et emne, man tog alvorligt.
Vi er efterhånden mange i den vestlige verden, der bliver gamle, og alderdom og aldring er langsomt ved at få et sprog og en form for identitet. I det mindste på det teoretiske plan. For eksempel er der nogenlunde konsensus vedrørende de fire livsaldre, men indtil nu er det den tredje livsfase, der har fået mest opmærksomhed. Den er blevet tunet og udvidet, så de midaldrendes erhvervsaktivitet er blevet en slags vandtæt og uigennemtrængelig skot til den fjerde alder, den mindst attraktive af de fire med dens grå betegnelse: alderdom.
Ganske vist har sociologerne finjusteret stadierne lidt. Fasen mellem den tredje og fjerde alder har blandt andet fået betegnelsen ung-gammel. Men alderdom skal dog helst ligne den hidtidige aktivitet så længe som muligt, hvorefter dette tømte og tomme liv overlades til tavshed og geriatri. En lukket skuffe i et gammelt unyttigt møbel. Men som sagt: Der arbejdes i de lærdes kontorer. Skrivebordslampen slukkes sent.
Det var især hos den svenske sociolog Lars Tornstam, jeg fandt noget, der kunne bruges. I løbet af tre årtier havde han på basis af talrige interviews med gamle mennesker udviklet et begreb, han kaldte gerotranscendens. Ordet kræver lidt forklaring: at transcendere betyder at overskride, lægge bag sig, og gero er en forkortelse af geronto, oldgræsk for gammel eller olding. Tornstam ville betegne alderdommens mulighed for at lægge ungdommens og de midaldrendes værdisæt bag sig, at transcendere dem, for derefter at skabe nye selvstændige normer. Men i øvrigt har dette alderdommens rum sin egen autonome definition og har ikke længere brug for omverdenens accept.
Her var der endelig en forståelse af alderdom som et livsstadie, der havde værdi i sig selv. Men der manglede noget. Døden som et uundgåeligt faktum – især i den fjerde alder – bliver selvfølgelig nævnt af Tornstam, men lidt sløret og utydeligt. Jeg var ikke sikker i min kritik, men vidste ikke helt, hvad jeg ledte efter. Det hele virkede en smule letbenet.
Jeg fandt tyngden hos Erik Erikson, udviklingspsykologiens grand old man, da jeg gjorde mig bekendt med hans teori om menneskelivet som en cyklus af mange stadier, hvis konfliktløsningspotentiale var afgørende for udviklingen af et menneskes identitet.
Alderdommen, det sidste stadium, var selvfølgelig dét, der særligt fangede min opmærksomhed. Den beskrev han som en form for syntese eller opsamling af de tidligere. Det var her et menneske enten fortvivlede eller var i stand til at integrere erfaringerne fra et langt liv. Alderdommen var altså en fase, der kunne betyde enten sammenbrud eller heling, og den var afgørende for sammenhængen i hans teori. Det var også fascinerende at se, hvordan han igennem mange år vendte tilbage til sine beskrivelser og brugte egne erfaringer i sin teori.
En af disse sene genovervejelser var en decideret ahaoplevelse for mig. Alle livsfaser tjener hos Erikson som trin eller forberedelse til næste fase. Barndommens faser er forberedelse til ungdommen, og ungdommens udviklingstrin er forberedelse til den voksnes liv.
Men hvad med alderdommen som livsfase? Hvad er den forberedelse til? Her er det ganske umuligt at ignorere døden. Det aldrende menneske er ved at løbe tør for fremtid. Og vedrørende alderdom er det ikke tilstrækkeligt blot at se den som opsamling og syntese af et levet liv. Fortvivlelsen er en stadig modspiller til integration og heling. Men Erikson standsede ved spørgsmålet, måske fordi det skabte en sprække i hans teori. Da var han selv en gammel mand.
Undervejs i dette forløb begyndte jeg at se nogle ting klarere. Blandt andet min egen og den store offentligheds beklemthed angående alderdommen. En slags kollektiv gerontofobi. Berøringsangsten er overvældende. Hvorfor denne frygt, der ofte giver sig udtryk i ubehag ved eller direkte afsky for gamle mennesker? Det kunne være, at det er dødsfrygt, der er med til at skabe den enorme, men usynlige angst for alderdom. Man vender ryggen til. Tavsheden hersker. Det ligner stigmatisering.
De direkte ord gammel og alderdom er næsten tabu, og når de skrives eller udtales har de automatisk negative undertoner. De forskønnende omskrivninger står nærmest i kø for at erstatte de slemme ord. At bruge ordet gammel om en person er – om ikke aldersdiskrimination – så dog nedsættende og upassende. Men denne semantiske ømtålelighed er selvfølgelig udtryk for en dyb forlegenhed. På trods af alle teoretiske bestræbelser er det dybt nede i den vestlige bevidsthed både forfærdeligt og skamfuldt at blive gammel.
De politiske bestræbelser på en stadig højere pensionsalder ender formentligt til sidst med en afskaffelse af statspensionsordningen. Af og til virker det, som om man gerne ville afskaffe selve alderdommen. Hvad skal vi dog med den! Men vi gamle vil stadig være der på trods af alle uddrivelsesforsøg – tilmed bliver vi flere og flere.
På trods af de gode teoretiske tanker er der intet, der tyder på, at en mere udbredt og almen alderdomskultur er undervejs. Måske vil det ikke ske, før flere borgere i den erhvervsaktive alder vedkender sig deres egen fremtidige aldring og alderdom. Det er et paradoks, at gennemsnitslevealderen stiger, og at flere og flere er på vej ind i den alderdom, som de ikke vil vedkende sig og ikke kan se sig selv i. Alderdom er alt andet end attraktiv. Så hellere tavshedens afstand. Og den fortrængte væmmelse ved gamle mennesker ser vi netop i denne tid i hemmelige videooptagelser.
Personligt har jeg fået meget ud af denne lidt skæve indre dannelsesrejse. Min forvirring her i mit skrøbelige liv mellem den tredje og fjerde alder er lettet en smule. Jeg er undervejs til et eller andet. Livets muligheder som gammel begrænses selvfølgelig af helbred og økonomi, men bortset fra det er det aldrig for sent at besinde sig på liv og død og at leve fuldt og helt.
Erik Erikson anviser også den rige mulighed for opsamling af fortiden, det, han kalder integration i modsætning til fortvivelse. I hans sidste kommentarer til sin egen teori mere end aner man et tænkende menneske, der lever sine tanker og er kommet et stykke vej på det personlige plan. Hans overvejelser ender som sagt spørgende ved døden, den hurdle, som vi gamle ikke slipper uden om. Vores tætte naboskab til døden er på en måde vores spidskompetence.
Der er intet som helst positivt ved den frygtsomme tavshed omkring alderdom. I virkeligheden er det at lære at blive og at være gammel måske den egentlige betydning af udtrykket livslang læring.
Tænk, om denne læring og indsigt kunne erstatte blot en lille smule af ældre menneskers hobbyisme og knald-røde gummibåds-kultur. Det er ikke for sent.
