Lige siden den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 har man diskuteret, hvorfor det skete, og hvem der havde ansvaret. Debatten er slet ikke afsluttet, og historikere og menigmand diskuterer endnu dette betændte emne. Mange borgerlige hævder, at ulykken skyldtes, at Danmark op gennem 1930’erne ikke sørgede for at opruste, og at vore forsvarsforlig var så ringe, at de efterlod os stort set ubeskyttet.
Derfor er det en advarsel til nutiden om ikke at tro på, at vi kan klare os uden et stærkt forsvar. Man mener fra borgerlig side, at hvis vi havde oprustet, så havde briterne i højere grad troet på os som en partner i forsøget på at dæmme op for tysk aggression.
Fra radikal og venstreorienteret side er det ikke den konklusion, man drager. Man peger på, at den danske nærhed til Tyskland og vor flade geografi ville gøre modstand håbløs. Det fremføres, at den radikale udenrigsminister P. Munch, der havde været udenrigsminister fra 1929 og først blev afløst af Erik Scavenius i 1940, førte en tyskvenlig neutralitetspolitik, som i sidste ende viste sig at være fornuftig, fordi Danmark blev skånet og klarede sig lettere gennem Besættelsen end stort set alle andre besatte lande.
Borgerlige priser de få soldater, der kæmpede den 9. april 1940, men retter skytset mod den regering bestående af socialdemokrater og radikale, der kunne have mobiliseret en større styrke og på lignende fod med Norge have vist et kampmod, der havde placeret nationen blandt Nazitysklands fjender. Men fra den anden side argumenteres der med, at regeringen ikke kunne vide, at et tysk angreb var på vej, og at den svage forsvarsindsats netop reddede landet og danske jøder. Norge blev således hårdere behandlet og de norske jøder myrdet i Auschwitz.
De borgerlige peger på, at der var mange muligheder for at gøre en invasion svær for tyskerne. Man kunne have gjort mere for at få et nordisk forsvarsforbund op at stå. Man kunne have gjort en større indsats for at få briterne til at forstå, at Danmark ønskede at blive beskyttet, og at fejlen lå i, at den danske udenrigspolitik helt tilbage til Første Verdenskrig, som militærhistorikeren Michael Clemmensen har gjort opmærksom på, var en tyskervenlig kurs, hvor man for alt i verden ikke ville provokere tyskerne og derfor mistede mulighed for britisk støtte og beskyttelse.
Den næsten officielle historiefremstilling, som historikeren og Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard har givet, står at læse i hans bind i serien ”Dansk udenrigspolitiks historie” (2003). Ifølge denne fortolkning førte P. Munch og derefter Erik Scavenius og Stauning-regeringen en realpolitisk og fornuftig politik.
Ifølge denne vurdering kunne Danmark ikke regne med britisk støtte – uanset hvad Danmark gjorde. Briterne havde allerede i 1935 gennem en flådeaftale med tyskerne givet tyskerne magten i Østersøen, og senere havde britiske politikere som Neville Chamberlain tydeligt sagt, at Danmark ikke kunne regne med støtte, selvom Tyskland angreb Danmark. Det vidste regeringen Stauning (S), og derfor var der ifølge Lidegaard intet andet at gøre end at undlade at provokere tyskerne, som en oprustning ved den sydlige grænse ville være. Bo Lidegaard konkluderer, at der ingen tvivl er om, at regeringen bevidst og aktivt søgte at hindre danske væbnede styrker i at engagere sig i en krig, og at man op til den 9. april søgte at undgå en udvikling, der kunne føre Danmark i krig med Tyskland, ”selv i det tilfælde, at Tyskland iværksatte en aktion mod Danmark”.
Fra borgerlig side er der peget på, at så enkel var sagen ikke. Fra blandt andet Det Konservative Folkepartis side blev der jævnligt i Folketinget peget på, at forsvaret manglede penge og ressourcer.
Det er endvidere klart, at hærchefen Erik With gentagne gange foreslog øgede bevillinger og oprustning og ligefrem indledte et politisk felttog for at ændre forholdene. With gjorde det blandt andet med henvisning til, at det ville gøre det nemmere at få britisk støtte i en krigssituation. Han talte for døve ører.
Om Danmark var en mulig allieret for briterne i slutningen af 1930’erne, er undersøgt af den britiske historiker Susan Seymour, der når til en tvedelt konklusion. Hun skriver, at briterne i sommeren 1939 mente, at Danmark var blandt de lande, hvis sikkerhed briterne gerne ville garantere, men på den anden side blev udeladt som en egentlig alliancepartner, fordi briterne ikke mente, at Danmark selv ville yde en beslutsom forsvarsindsats.
For Bo Lidegaard er det helt afgørende argument for hans forsvar for den tyskervenlige neutralitetspolitik, at Hitler besluttede, at det tyske angreb på Norge ( Weserübung ) af strategiske årsager også skulle omfatte en besættelse af Danmark. Tyskerne havde den 26. februar invasionsplanen klar, hvoraf det fremgik, at man af diplomatisk vej skulle sikre sig flybaser i Nordjylland og ret til overflyvning og om nødvendigt true med invasion. Men den 1. marts var formuleringen ændret efter ordre fra Hitler. Nu hed det, at Skandinaviens strategiske betydning fordrede en besættelse af Danmark:
”Pointen er således, at selvom regeringen den 8. april havde haft vished om Operation Weserübung, ja, selvom overraskelsesmomentet helt var udeblevet, og regeringen havde haft kendskab til planen fra samme øjeblik, Hitler den 1. marts udstedte sin ordre, ville den på intet punkt have haft grund til at handle anderledes, end den gjorde,” skriver Lidegaard og konkluderer, at al den snak om oprustning og modstand er uden relevans, fordi den velkendte danske politik allerede i weserübungs undfangelse var indtænkt og forudsat, så det ikke giver mening at forestille sig, om et militært oprustet Danmark ville være blevet udsat for en en tysk ”fredsbesættelse”.
Historikeren Hans Christian Bjerg har en noget anden udlægning af forløbet. Ifølge Bjerg var det tyskernes antagelse, at et svagt Danmark og Norge ville friste briterne til at besætte det sydlige Norge: ”Et stærkt forsvar ville derfor efter alt at dømme have gjort en tysk besættelse overflødig, idet en besiddelse af disse lande ikke var en nødvendighed for den fortsatte tyske krigsførelse mod England.”
Det er svagheden ved Bo Lidegaards argumentation, at han tror, at den tyske formulering af en besættelse af Skandinavien og dermed Danmark fra den 1. marts 1940 var støbt i cement. At konkludere retrospektivt, at Hitlers ordre om besættelse fra den 1. marts overflødiggør alle spekulationer om, at et militært oprustet Danmark kunne have forhindret en besættelse, giver ikke mening, for det er lige netop det, som debatten drejer sig om.
Der var intet planlagt, som ikke kunne være ændret. Den amerikanske militærhistoriker James S. Corum skriver:
”Der var ingen planer før krigen og ikke engang et seriøst forsøg på efterretningsindsamling for en kampagne i Norge. Først i december 1939 samlede tyskerne en stab for operationen mod Norge og Danmark. Det var en forhastet og ufuldkommen indsats, og så sent som tre uger før invasionen havde den tyske stab mangel på efteretningsinformationer (...).”
Gennem hele krigen var Hitlers beslutninger ofte spontane og impulsive. Stødte tysk militær på uventet modstand, gav det ikke sjældent anledning til strategiske ændringer. Bo Lidegaard lægger alt for meget bagklogskabs-betydning i beslutningen fra den 1. marts 1940. En dansk oprustning i løbet af 1930’erne havde givet mange andre muligheder end dem, det snævrede ind til, fordi vi ikke oprustede og førte en tyskervenlig neutralitetspolitik. Problemet er, at mange historikere kun ser de muligheder, der viste sig på grund af en ført politik, og ikke de muligheder, vi afskar os selv fra.