Der er ikke mange beslutninger i Danmarks nyere historie, der vækker så stærke følelser, som beslutningen tidlig morgen den 9. april 1940 om at indstille kampen mod de tyske styrker, der var i færd med at besætte Danmark. Statsrådet, som var hastigt indkaldt til møde på Amalienborg, stod over for en fuldbyrdet kendsgerning. Spørgsmålet var ikke, om tyskerne kunne stoppes. De kæmpede mod livgarden på slotspladsen og ved strategiske nedslagspunkter overalt i landet. Tyske bombemaskiner hang tungt og truende i luften over slottet. Besættelsen var allerede en realitet.
Det, kongen og regeringen skulle tage stilling til, havde mere med ære end med krig at gøre. Det havde længe stået klart, at Danmark ikke alene kunne tage kampen op mod Hitlers styrker, der få måneder tidligere havde knust det langt større Polen og opløst landet, som ikke længere eksisterede.
Polen havde endda haft garantier fra England og Frankrig. Det havde Danmark ikke. Ingen var heller kommet Finland til hjælp i november, da Sovjetunionen havde angrebet det neutrale nordiske broderland, og selv om finnerne havde kæmpet heroisk i Finnmarken, var nederlaget også her uundgåeligt.
Angrebet i de tidlige morgentimer den 9. april var på samme tid længe forventet og helt overraskende. Alle var klar over, at noget var i gære, og ingen havde illusioner om, at det var noget godt. Alligevel kom omfanget og styrken af det tyske angreb helt bag på politikerne, der havde forestillet sig en mere begrænset tysk suverænitetskrænkelse, lidt i stil med kravet i 1914 om udlægning af miner i sund og bælt ved indledningen til første verdenskrig. Med udstrakt tilpasningspolitik, lavt rustningsniveau og klare signaler om, at Danmark var rede til endog vidtgående indrømmelser, havde politikerne overbevist sig selv om, at de havde gjort en egentlig besættelse af Danmark unødvendig set fra Berlin. Derfor tolkede de opmarchen syd for grænsen og den heftige tyske flådeaktivitet i de første aprildage som optakten til en håndfast pression og muligvis som led i et fremstød mod Norge, der modsat Danmark havde egentlig strategisk betydning for Det Tredje Riges krigsførelse.
Nu stod Danmark så over for militærhistoriens første kombinerede luft-, sø- og landmilitære angreb, altomfattende, lammende og i alt væsentligt allerede fuldbyrdet. Alligevel tøvede både Christian X og hærchefen, general Prior, med at nikke til omgående at indstille kampen, sådan som regeringen og flådechefen anbefalede. For hvordan ville det se ud i omverdenen og i vores egne øjne, hvis Danmark overgav sig stort set uden kamp?
Kongen spurgte, som det hedder i general Priors referat, ”om der udadtil kunde siges, at vi havde gjort Modstand nok, hvortil jeg [Prior, red.] erklærede, at det var der ikke efter min Mening.”
Blandt de tilstedeværende talte kun generalen for, at man af hensyn til bedømmelsen i udlandet måtte fortsætte ”kampen til det sidste uden hensyn til Resultatet”, og han foreslog, at ”Kongen sammen med regeringen skulle køre til den nærmeste bataljon”. Kongen ville imidlertid ikke forlade byen, og forslaget blev ikke støttet fra anden side.
Man kan kun forstå general Prior sådan, at han mente, at kampen ville være offeret værd. Det gjaldt Danmarks ære, og den er selv det største offer værd. Men for regeringen var der ikke noget ærefuldt eller nationalt opløftende ved at sende hundredvis endsige tusindvis af unge danske rekrutter ud i den visse død i symbolsk kamp mod kontinentets stærkeste militærmaskine.
Tværtimod havde det længe været regeringens og oppositionens synspunkt, at en eksistenskamp ikke gav mening, hverken strategisk, politisk eller moralsk. De folkevalgte troede ikke på påstanden om, at et stærkt oprustet Danmark ville kunne få Tyskland til at afstå fra et angreb, endsige at Danmark selv med de største ofre ville kunne forsinke den videre fremrykning mod Norge mere end få minutter.
Kongen, der selv var officer med stærkt nationalkonservativ hældning, tøvede. På den ene side var han intuitivt på linje med Prior, på den anden stod hans regering og flådechefen fast på, at det ikke ville give mening af yde ofre, ud over dem, der allerede var faldet. Nogle minutter fra eller til ville hverken gøre fra eller til i omverdenens øjne.
Dertil kom, at ingen havde grund til at tvivle på, at den tyske trussel om at bombe det aldeles uforberedte København skulle tages alvorligt. Tværtimod undså den tyske gesandt sig ikke for at ringe til Amalienborg og advare om, at tiden var ved at rinde ud for at tilbagekalde ordren om at indlede bombningerne, medmindre Danmark omgående indstillede kampen. Det var således ikke kun de militære enheder, der flere steder i landet lå i træfninger med de tyske styrker, det drejede sig om. Hvert øjeblik kunne de tyske bombemaskiner udløse ragnarok over København med uoverskuelige civile tab – ligesom også kongen selv og regeringen var i skudlinjen på Amalienborg. For kongen stod valget således mellem noget, der kunne minde om kollektivt selvmord eller øjeblikkelig overgivelse. I det perspektiv var valget alligevel ikke så svært, og der var i virkeligheden aldrig tvivl om udfaldet. Da kongen tilsluttede sig regeringens synspunkt, var sagen afgjort klokken seks. Meddelelse herom udgik omgående til de militære enheder.
Siden er vi aldrig blevet færdige med at diskutere, om et land kan være sig selv bekendt, hvis det ikke stiller op og kæmper selv en udsigtsløs og forgæves kamp mod en fremmed besættelsesmagt. De fleste, selv af beslutningens argeste kritikere, må medgive, at det, som landet lå den morgen, ikke ville have været muligt at træffe anden beslutning. Problemet er så i deres øjne, at regeringen – og Folketinget – havde bragt Danmark i denne ulykkelige situation ved gennem 1930’erne at udsulte et allerede svagt forsvar.
Men Stauning (S) havde allerede i 1931 udnævnt den stærkt højreorienterede, nationalkonservative Erik With til chef for generalkommandoen og bedt denne, grænseforsvarets fremmeste fortaler, komme med en troværdig forsvarsplan. Da With otte år senere trak sig, var ingen plan kommet. Grænsen kunne ganske enkelt ikke forsvares. Misforholdet mellem Danmarks fire millioner og Det Tredje Riges 80 millioner indbyggere var for voldsomt til, at kamp gav anden mening end som udtryk for offervilje.
Dermed er vi tilbage til spørgsmålet om landets ære. Generalen var klar til at ofre flere af sine mænd i en symbolsk gestus, og om nødvendigt København. Det var politikerne og kongen ikke. De ville satse for at redde samfundet og folkestyret. De var optaget af, at det tyske ultimatum, overrakt samme morgen da Besættelsen blev indledt, signalerede, at Danmark kunne undgå nazistisk styre, en grænseændring og krigsdeltagelse. Nu gjaldt det om at vinde tid og undgå den store katastrofe, som Stauning siden udtrykte det. Det var ikke en pludselig indskydelse, de fik denne skæbnesvangre morgen, men en politik, de fire demokratiske partier havde tilsluttet i løbet af 1930’erne i takt med, at truslen fra de totalitære ideologier var vokset – ikke kun udefra, men også i Danmark.
Det indre forsvar omkring folkestyrets kerne stod de fire demokratiske partier sammen om, ikke kun gennem Besættelsens fem svære år, men også i de følgende fem årtier. Alligevel kom ydmygelsen den 9. april 1940 til at sætte sig dybe spor i den danske bevidsthed og selvopfattelse. Der rumsterer den stadig. For, som vi netop har fået repeteret: Selvom noget er uafvendeligt, kan det være svært at affinde sig med.