Besættelsestidens grundfortælling og børnene

Dagens kronikør er meget præget af, at hans mor, som han voksede op alene med efter krigen, fortalte udførligt om, hvad hun havde oplevet i koncentrationslejren Ravensbrück, hvor hun sad en periode. Kronikøren husker disse beretninger som noget, der fyldte hans barnesind med en angst, som han siden har haft svært ved at komme af med

Tyske tropper rejser deres flag i København den 9. april 1940. Besættelsen af Danmark var igang og sluttede først 5 maj 1945, hvor de overlevende danskere, der havde været i koncentrationslejr, måtte forsøge at håndtere den hårde, psykiske byrde.
Tyske tropper rejser deres flag i København den 9. april 1940. Besættelsen af Danmark var igang og sluttede først 5 maj 1945, hvor de overlevende danskere, der havde været i koncentrationslejr, måtte forsøge at håndtere den hårde, psykiske byrde. Foto: Scherl/ Denmark.

JEG HAR I DE SENESTE FEM ÅR været medlem af en gruppe på ni mænd og kvinder, der er børn af deltagere i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig.

Vi er født under eller lige efter besættelsen, og vi mødes to-tre gange om året og taler om, hvordan vi har oplevet at vokse op med sådanne forældre, og om, hvordan vi i dag ser på vores baggrund. For nylig kom der en bog på Gads Forlag med vore beretninger, Modstandskampens børn. Det er en foreløbig sammenfatning af gruppens arbejde.

LÆS OGSÅ: Historien gentager sig ikke den giver genlyd

Vi er meget forskellige personer, og vore erfaringer er forskellige. Nogle har oplevet deres forældre som mere traumatiserede end andre. Nogle har lidt af angst og psykiske vanskeligheder, andre ikke. Nogle har hørt deres forældre fortælle meget om krigen, andre har næsten ikke kunnet få noget at vide. Men for alle gælder det, at arven fra modstandskampen har ligget som en tung byrde over deres liv og har præget det negativt på en eller anden måde.

Vi har også alle oplevet, at det er uhyre vanskeligt at begynde at fortælle denne historie. Til hinanden i gruppen og til andre. Der er et eller andet, der hæmmer os, som vi har svært ved at forstå.

Jeg selv er meget præget af, at min mor, som jeg voksede op alene med efter krigen, fortalte udførligt om, hvad hun havde oplevet under Besættelsen og i koncentrationslejren Ravensbrück, hvor hun var fra december 1944 til april 1945.

Jeg husker disse beretninger som rædselsfulde og som noget, der fyldte mig med en angst, som jeg siden har haft svært ved at komme af med.

Nogle af de tidligste barndomserindringer, jeg har, er billeder af tortur, henrettelser og sult, som min mor fortalte mig om. I lang tid forsøgte jeg at fortrænge disse erindringer, også fordi jeg oplevede, at folk ikke ville tro mig, når jeg fortalte, hvad dette søde og spændende menneske, min mor, havde udsat mig for.

Jeg fik tit at vide, at jeg skulle skamme mig over at sige sådan noget om en, der havde sat sit liv ind for demokratiet og Danmarks frihed. Også min. Selvom hun ikke følte sig som en sådan, regnede folk hende for en helt, som der ikke måtte sættes en plet på.

Først da min mor var blevet så senil, at hun ikke kunne registrere noget, gik jeg tøvende i gang med at fortælle min historie. Jeg blev i første omgang meget inspireret, da jeg læste Claus Bryld og Anette Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring, fordi de her beskrev det, de kaldte besættelsestidens grundfortælling om de danske helte, modstandsfolkene, der på det samlede danske folks vegne kæmpede en heroisk kamp mod tyskerne.

Alle modsætninger og tvetydigheder i dette billede er systematisk blevet retoucheret væk gennem den måde, modstandskampen er blevet formidlet og viderefortalt på. Herunder de mange børn af modstandskæmperne, som forfatterne på dette tidspunkt ikke ved af, at der findes publicerede beretninger om (side 513). Det er der så kommet siden. Jeg har været med i nogle stykker, herunder den seneste på Gads Forlag.

JEG HAR I TIDENS LØB gået til adskillige psykologer og terapeuter med mine problemer, uden at jeg husker, at det har hjulpet i nævneværdig grad. Men en af dem sagde engang til mig, at når han hørte mig fortælle om min opvækst og min mors fortællinger, var det, som når han hørte andre klienter berette, der havde været udsat for incest. Det benægtede jeg at have været, men sammenligningen har hængt i min bevidsthed siden. Både fordi den er lidt rigtig og alligevel rummer så store forskelle.

Det, min mor gjorde, når hun overvældede mig med sine kz-beskrivelser, kan godt lignes med det overgreb, en far for eksempel begår mod sin datter ved at krænke hende seksuelt. Det er den samme overskridelse af barnets grænser, en måde at konfrontere det med erfaringer (seksualitet, krig og så videre), som det ingen mulighed har for at forstå. Barnet vil gerne hjælpe sin forælder, som det sandsynligvis elsker, men det kan intet gøre. Denne følelse af utilstrækkelighed sætter sig som en grundfølelse, som det er forbandet svært at komme af med.

Men når et incestoffer måske efter hårde indre kampe når frem til at søge hjælp og begynder at fortælle om sine traumer, står en hær af velmenende mennesker til dets rådighed med råd og dåd og med en næsten utvetydig fordømmelse af overfaldsmanden.

Den offentlige mening er helt klart på offerets side, også selvom mange psykologer i dag selvfølgelig godt ved, at gerningsmanden også har et problem og har brug for hjælp. Når et offer for modstandskampen, for eksempel et barn, der har skullet leve med en traumatiseret forælder og vænne sig til en urimelig og ofte uberegnelig voldelig adfærd, begynder at fortælle om denne forælder, opdager det, at vedkommende er en helt i det almindelige omdømme og del af det nationale ikongalleri.

I min gruppe er to personer, der er efterkommere af medlemmer af eller associerede med Hvidsten-gruppen. Man kan forestille sig vanskeligheden ved at gøre sig en problematisk opvækst med sådanne forældre klar, mens filmen med dens monumentale heltedyrkelse fylder landets biografer.

Man bliver naturligvis overvældet også fordi man da selvfølgelig også er stolt af sine forældre. Man er oppe imod hele besættelsestidens grundfortælling, og så kan ens små psykologiske problemer tage sig lidt små ud.

Men det er de ikke. Jeg er i årene løb flere gange blevet opfordret til at forsone mig med min opvækst og baglæns tilgive min mor (hun døde i 2003). Det vil jeg også meget gerne, for jeg er en stor tilhænger af tilgivelse.

Men jeg leder stadig efter en metode til at fortælle min og lignede historier med fuld respekt for det krænkede barns ret til at blive forstået på sine egne præmisser samtidigt med, at man anerkender heltenes indsats for det, den var.

Skal vi frigøre os fra krigens arv og bremse den frygtelige traumevandring, må vi til bunds i denne sammenfletning og lære at skelne mellem dem og os: mellem de forældre, der levede et liv på deres præmisser, og os, der har haft andre. Skelne mellem det, der var godt, og det, der var skidt, og lære at holde det ene ude fra det andet.

Vi skal lære at fortælle vores historier uden hele tiden at skele til, at vi er børn af helte, som indgår i den grundfortælling om besættelsestiden, som stadig bliver fortalt i Danmark.

Den fortælling trænger til vores supplement. For de fleste af os i gruppen gælder det, at vi aldrig rigtigt har foretaget det forældreopgør, som det er så nødvendigt for mange unge at foretage.

Vores forældre var for sarte og skrøbelige til, at vi turde udsætte dem for det. Vi trak os tilbage og lagde gode miner til slet spil, selvom vi tit havde lyst til at skrige vores protest ud.

Vi har heller ikke råbt og skreget meget i vores lille gruppe gennem de sene-ste fire-fem år, og der er vel heller ikke meget direkte protest i den bog, der nu er kommet ud af samværet. Og det er måske det, der står tilbage: at vi skal have afreageret fysisk.

Vi skal i overført forstand endelig flytte hjemmefra og skabe os et liv, som vores forældre ikke har nogen indflydelse på. Hvordan det skal ske, har jeg i øjeblikket ikke noget bud på. Men jeg er allerede hæs i stemmen.

Steen Klitgård Povlsen er lektor emeritus