Bevar færøsk og islandsk – Nordens latin

Hvis færøsk og islandsk nedlægges som fag, vil der om en generation eller to ikke være nogen til at oversætte bøger fra de to sprog, der betragtes som verdenslitteratur, og som er en vigtig del af vores fælles danske kulturarv, skriver dagens kronikør

Anette Jensen.
Anette Jensen. . Foto: Privatfoto.

I DENNE SOMMER har jeg været både i Island og på Færøerne. Det har været særdeles forfriskende at forlade den subtropiske danske sommer og fornemme den rene og friske nordatlantiske luft!

Efter snart mange besøg er de to lande gået mig i blodet. Det skyldes flere ting. Både det imponerende og storslåede landskab, men lige så meget begge landes høje kulturniveau. Færøerne har med sine lige godt 50.000 indbyggere usædvanligt mange kunstnere og musikere, Island er kendt ude i verden for sit bidrag til både den klassiske og moderne litteratur. Islandske forfattere er jævnligt modtagere af nordiske og internationale litteraturpriser. Med sine godt 330.000 indbyggere er Island i øvrigt det land i verden, som har den største bogproduktion målt på indbyggertal.

Det er nemt at finde sig til rette i de to lande. Man føler sig velkommen som turist. På Færøerne behersker alle dansk, og i den ældre generation i Island taler og forstår befolkningen også stadig dansk. Man bliver mødt med stor gæstfrihed. Men én ting har man kunnet mærket hovedrysten, undren og også en vis form for vrede over i den islandske og færøske befolkning, nemlig at den danske regering har bebudet, at færøsk, islandsk og oldislandsk skal spares væk ved Københavns Universitet.

Fagene er blevet ofre for salamimetoden i regeringens sparerunde. I Danmark har beslutningen ikke vakt den store opmærksomhed, men på Færøerne og i Island har det vakt opsigt. Der berettes om det i nyhederne, folk ved om det, man synes ikke om det, og det sætter Danmark i et dårligt lys. Og på Færøerne understreger det Danmarks ligegyldige holdning over for de nordatlantiske øer. Rigsfællesskabet kommer igen under lup, og ikke til fordel for Danmark.

NÅR MAN SER BORT FRA Kristeligt Dagblads dækning af sagen før sommeren, er besparelserne på universitetet mere eller mindre gået hen over hovedet på folk her til lands, og mange er formentlig også ligeglade. Men det er på flere måder en ualmindelig dårlig og også uklog beslutning.

Når det drejer sig om færøsk, islandsk og oldislandsk, er det sprog, som er en vigtig del af vores kulturarv. I vikingetiden talte vi de gamle norrøne sprog, et sprog, der ligger tæt op ad moderne islandsk. Det er derfor, islandsk kaldes Nordens latin. Derfor skal der naturligvis undervises fortsat i de sprog. Al den viden og forskning, som er oparbejdet gennem mange år, må bevares, og selvfølgelig skal fagene kunne tilbydes ved Københavns Universitet fortsat.

Ganske vist undervises der nu på kinesiske universiteter i fagene, men det skal vel ikke være Kina, der skal overtage de fag. På sin vis er det jo flot, at kineserne tilbyder fagene. Det understreger en vis form for udsyn og appetit på denne verdens sprogmangfoldighed. Et udsyn, som mangler i Danmark, og som afslører en pinlig og flov mangel på fornemmelse for historie og fælles kultur, men også for de muligheder, fremtiden bringer. Her har blandt andet klimaforandringerne jo på godt og ondt sat Nordatlanten – ikke mindst Grønland på verdenskortet.

For et par år siden besluttede man sig for at nedlægge eskimologi ved Københavns Universitet. Der var forståeligt nok og heldigvis mange berettigede protester, og faget blev reddet på målstregen. Det samme må ske med færøsk og islandsk. Der må være fag, som ikke er rentable set ud fra en ren økonomisk synsvinkel, og hvor bundlinjen måske ikke stemmer, men hvor man har så meget udsyn og historisk og kulturel bevidsthed, at det er en ren selvfølge, at man holder fast på de fag.

Et andet argument er rigsfællesskabet. Vil man stå sig godt i rigsfællesskabet, bør man skynde sig at tage besparelserne af bordet. Ganske vist hedder det, at der vil blive tale om en mentorordning. Synspunktet er fremført af nogle få politikere, som trods alt har protesteret og kan se småligheden og det ukloge i beslutningen og derfor ønsker at finde en løsning.

Men hvad betyder en mentorordning i grunden? Så vidt jeg har kunnet informere mig, betyder det, at enkelte universitetsansatte kan udpege studerende til at skulle forske i de norrøne sprog, men er det ikke også under alle omstændigheder en forringelse af de hidtil gældende studietilbud? Og er der ikke også kort fra en mentorordning til en endelig fjernelse af fagene ved endnu en sparerunde?

I 2015 BLEV DER NEDSAT en faggruppe, som skulle være med til at stramme og kvalificere studierne ved universitetet. Kigger man på denne faggruppe, vil man bemærke, at humaniora overhovedet ikke er repræsenteret. Det er fagene statskundskab, jura og en enkelt inge- niør, som udgør gruppens faglige basis. Og her skal man måske finde en del af forklaringen på besparelsen. Færøsk og islandsk er ikke regnet for bevaringsværdige i den faggruppe. Men beslutningen er uklog, kortsigtet og understreger en for snæver opfattelse af universitetets udbud af fag.

I hvert fald fornemmer man på Færøerne, at beslutningen om besparelse på sprogfagene er gift for rigsfællesskabet, det er så få penge, der kan blive tale om at spare. Fagene burde være en ren selvfølge! Ikke mindst, hvis man tænker med et vist vingefang og udsyn, som det kinesiske undervisningssystem åbenbart gør.

I Danmark er der desværre både manglende viden og indsigt i færøske og islandske forhold. Men har man først rejst i de lande, fået kulturen ind under huden, forstår man ikke den ligegyldige og indskrænkede danske holdning.

I DANMARK BØR MAN opprioritere kontakten med Nordatlanten. Landene beriger os, vi har en tæt tilknytning historisk, sprogligt og kulturelt. Udlandet har fået øje på de interessante og kulturelt rige lande højt mod nord. Turiststrømmen til både Færøerne, Island og også Grønland er voksende. Det er da logik for burhøns, at Danmark ikke skal sætte ind med besparelser, når andre lande ser værdien i landenes kultur og natur og begynder at interessere sig for dem.

Først og fremmest bør man sørge for at bevare fagene færøsk og islandsk som fag ved Københavns Universi tet.

Der er i forvejen ikke mange danskere, der behersker de to sprog, men nedlægges fagene, vil der om en generation eller to ikke være nogen til at oversætte bøger fra de to sprog, endsige læse eller oversætte sagaerne, der betragtes som verdenslitteratur. Deres værdi er i dag af Unesco anerkendt som en del af ”verdens hukommelse”.

Forskning i sagaerne kan sagtens klares af andre lande, men hvorfor i alverden give den færdighed og viden fra sig? Og hvilken fallit, hvis vi skal læse islandske og færøske forfattere på engelsk, tysk eller fransk! Ikke mindst islandske romaner oversættes nemlig i stort tal til de sprog.

Ja – og det forlyder, at William Heinesens ”De fortabte spillemænd” nu skal oversættes til kinesisk.

Når det drejer sig om færøsk, islandsk og oldislandsk, er det sprog, som er en vigtig del af vores kulturarv. Og den kultur, som kommer fra de lande, er i høj grad med til at berige os.

Vi må appellere til, at der er folk med indflydelse, som vil besinde sig og sørge for, at sprogene bevares, ligesom eskimologi ved Københavns Universitet blev reddet i sidste øjeblik for et par år siden. Og at sprogene bevares i deres nuværende form, at man ikke tyr til en såkaldt mentorordning.

For vi kan jo vende det hele om og spørge: Har vi overhovedet råd til ikke at tilbyde de fag