Bevarelsen af et stykke dansk historie i Kina

Den danske kinamissionær Karen Gormsen har efterladt sig varige indtryk i det store rige i midten. Det kan man forsikre sig om ved at besøge byen Dandong, hvor Gormsen ledede et børnehjem

Danskeren Karen Gormsen var leder af et børnhjem i byen Dandong i Kina. Hun havde stor betydning for mange børn og voksne, og nu bliver der lavet en udstilling om hende i byen. Billedet viser Dandong anno 2010.
Danskeren Karen Gormsen var leder af et børnhjem i byen Dandong i Kina. Hun havde stor betydning for mange børn og voksne, og nu bliver der lavet en udstilling om hende i byen. Billedet viser Dandong anno 2010. Foto: Jason Lee.

"Aldrig har jeg set nogen på en tidligere dansk missionsmark, som i den grad har søgt at bevare mindet om dansk mission." Nogenlunde sådan faldt ordene fra en dansk rejseleder og tidligere missionsmand, der sidste forår besøgte den kinesiske by Dandong med et følge på et par og tyve danske rejsende.

Dandong er på størrelse med Aarhus og ligger ned til grænsefloden Yalu, der skiller Kina og Nordkorea med nogle hundrede meter.

Ordene gjaldt kineseren Tian Fangzhou, og stedet, hvor ordene faldt, var den lejlighed, som Fangzhou har erhvervet med det ene formål at lave en udstilling om dansk mission i området og i første omgang Karen Gormsen og hendes børnehjem.

Ordet "udstilling" bruger han ikke om stedet, da det ville give en masse bøvl med ansøgninger hos myndighederne. I stedet siger Fangzhou, at det er stedet, hvor han opbevarer materiale om danskernes virke på stedet.

Væggene i lejligheden er klistret til med billeder af danske kinamissionærer og, igen, ikke mindst billeder af Karen Gormsen og hendes børnehjem.

Fangzhous mor, Guo Baozhen, kom i 1921 som spæd til børnehjemmet, hvor hun voksede op og siden også kom til at arbejde med at passe børn. Da hun giftede sig, flyttede hun ud fra børnehjemmet og fødte i 1944 Fangzhou.

Da hun kort efter blev alene i forbindelse med, at hendes mand var på flugt fra japanerne, flyttede hun igen tilbage til børnehjemmet en tid, og dermed kom Fangzhou også til at få et nært forhold til Karen Gormsen.

"Karen Gormsen er min danske mor," siger Fangzhou med eftertryk og varme i stemmen. Så kigger han op mod himlen. Det er der, hun befinder sig nu, og han er af den overbevisning, at hun må være en af Guds mest betroede medarbejdere, hvad enten det gælder i himlen eller på jorden.

"Hun reddede min mors liv to gange og mit eget en gang." Første gang, Karen Gormsen reddede hans mors liv, var, da den danske missionær tog hende til sig som ganske lille pige, og anden gang var, da japanerne kom og ledte efter hende som voksen, og Karen Gormsen skjulte hende i børnehjemmets kælder.

Det var egentlig hendes mand, japanerne var ude efter, men de regnede med at kunne aftvinge hende svar på, hvor han befandt sig. Men de fandt hende aldrig og heller ikke Fangzhou, som hun havde med i kælderen.

Karen Gormsens børnehjem har i flere omgange været omtalt i de lokale aviser i rosende vendinger, ligesom det gælder for andre projekter udsprunget af dansk mission. Det er ikke nogen selvfølge med en sådan omtale. Mange af børnehjemsbørnene måtte for eksempel efter revolutionen ændre deres efternavn Guo (kinesificering af Gormsen) for ikke at havne i problemer. Men nu har tiderne skiftet, og nu er det nærmest en ære at bære navnet.

Den positive omtale skyldes ikke mindst Tian Fangzhous utrættelige arbejde med at udbrede historien om hans danske mor, og det skyldes Dandongs byarkivar, der arbejder for at bevare historiske bygninger, heriblandt bygningerne, som danskerne lod opføre. De har gennem flere år rendt myndigheder og aviser på dørene for at skabe opmærksomhed omkring bevaringsarbejdet.

Der er endnu én af børnehjemsbygningerne tilbage, kaldet Karen Gormsens Hus. Det er klassificeret som kulturel arv og må ikke nedrives. Det tilhører stedets kirke, men det er ikke i sig selv nogen garanti for bygningens bevarelse.

Tværtimod har stedets præst gjort alt muligt for at få den revet ned. Kirken har i flere omgange solgt tidligere missionsbygninger til entreprenører og tjent penge på det. Onde tunger vil vide, at det ikke mindst er præsten, som har tjent penge på det.

Oprindelig var mange flere børnehjemsbygninger bevaret, men de er alle revet ned. I Karen Gormsens Hus var der indtil for få år siden et alderdomshjem, men huset står nu tomt. Da det endnu var beboet, havde Fangzhou hængt en lille udstilling med billeder fra børnehjemstiden op inden for indgangsdøren. En dag kom byarkivaren forbi og så Fangzhous udstilling, og på den måde lærte de hinanden at kende.

"Det er jo ekstraordinært. Virkelig, det havde jeg ikke forestillet mig." Ordene kommer fra journalisten Ali Chen, der arbejder for et af de mest progressive magasiner i Kina, Southern Weekly.

Han er udenrigskorrespondent for magasinet og har været i Danmark flere gange, blandt andet i forbindelse med klimatopmødet i december 2009. På foranledning af byarkivaren er han nu i Dandong, et sted, som i høj grad er beriget med udenrigsstof, både aktuelt og historisk.

Ali Chens ord gælder ikke blot Fangzhous udstilling, som vi har taget ham hen for at vise. De gælder i høj grad også omtalen i lokalaviserne af dansk missionsvirksomhed. Han har ikke hørt om noget tilsvarende i Kina.

Ali er muslim og tilhører den såkaldte Hui-minoritet. Han har skrevet mange artikler om religion. Nu vil han prøve at skrive om Karen Gormsen og de andre danske missionærers bedrifter, men han siger, at det ikke nødvendigvis bliver nemt, for det er alligevel noget andet at skrive til et magasin, der er landsdækkende.

Et par dage efter Ali Chens besøg på udstillingen spiser jeg middag med formanden for lokalparlamentet i Yuanbao-distriktet. Det er her, Karen Gormsens Hus ligger. Parlamentsformanden er en venlig mand, som altid roser danskerne, og hvad de har gjort for hans by. Han har et helt specielt forhold til børnehjem, da han i sin tid selv voksede op på et. Han har gjort sit til, at Karen Gormsens Hus har fået lov til at blive stående, og han lover mig at fortsætte med at gøre, hvad han kan for at sikre dets bevarelse.

En af de vigtigste opgaver bliver at erhverve bygningen af kirken og få den istandsat, men hvem der skal gøre det, står hen i det uvisse. Lokalparlamentet har ikke midler til det, så andre parter må på en eller anden måde involveres.

For Fangzhou er det dog allerede en vigtig sejr, at bygningen ikke kan rives ned. Han vil, at folk, der kommer forbi huset, skal komme i tanke om historien og tænke på hans danske mor, der gennem flere årtier reddede mange hundrede kinesiske børn fra den visse død. Havde det ikke været for hende, var de blevet sat ud til hundene eller smidt i en flod.

Under mit besøg i Dandong bor jeg hjemme hos Fangzhou. Han er 66 år og har dermed for længst passeret pensionsalderen i Kina. Men selvom han er pensionist og modtager en omend beskeden pension for sit tidligere arbejde som busmekaniker, så går han stadig på arbejde hver eneste nat, hvor han arbejder som nattevagt.

Det gælder også under mit besøg. Grunden er udgifterne til den lejlighed, hvor han har hængt sine gamle billeder af Karen Gormsen, børnehjemsbørnene med flere. Han tjener, hvad der svarer til cirka 1000 kroner om måneden, og det er lige nok til at dække de forskellige udgifter.

Men han fortæller mig, at han ikke kan blive ved på den måde, for han får aldrig rigtig sovet igennem, og det slider på helbredet.

Hans største ønske er at gøre Karen Gormsens Hus til et museum, ikke blot for Karen Gormsen og hendes børnehjem, men for alle danske missionærer, der i sin tid tog til Manchuriet.

Sune Nielsen er uddannet som cand.mag. i kinesisk og økonomi, korrespondent og projektleder. Han arbejder som finansiel controller i Dansk Bibliotek Center. Han har en stor interesse for Kina, hvor hans familie har arbejdet og studeret gennem tre generationer, og hvor Sune Nielsen selv nu er engageret i bevarelse af historiske bygninger.