Prøv avisen

Bibelen genskrevet, omskrevet og overskrevet

"Langt de fleste skikkelser, der optræder i Koranen, er bibelske i den forstand, at de er kendt fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente," skriver dagens kronikører. Foto: Arkiv

Genskrivning er et fænomen, der kan forbindes med begrebet kulturel erindring

Tekster, der tilskrives autoritet og normativitet i en given kulturel sammenhæng, søges bevaret og opretholdt som normative gennem en proces, der både indebærer afskrift og omskrivninger. Sådan har det også været med de bibelske tekster.

Judasevangeliet, en antik tekst, skrevet på koptisk, som blev offentliggjort i 2006 er en gengivelse af Jesus-fortællingen med en noget anden synsvinkel end den, vi finder i de fire evangelier i Det Nye Testamente: I Judasevangeliet er det ikke Peter, men derimod Judas, som er den af disciplene, der står Jesus nærmest. Og Judas forråder ikke Jesus, men handler på sin herres eget initiativ, når han overgiver ham til korsfæstelse.

LÆS OGSÅ: Bibelen mister betydning i USA

Judasevangeliets genskrivning af den kendte historie er et af de mange temaer, der behandles i bogen Bibelske genskrivninger, som udkommer i dag som bind 17 i serien Forum for Bibelsk Eksegese.

Men dette eksempel på en alternativ genskrivning af bibelsk stof er langtfra enestående. Faktisk er der også inden for den kendte bibelske tradition flere eksempler på, at tidligere tekster bliver udsat for genskrivning: I Det Gamle Testamente udgør Krønikebøgerne over lange stræk en genskrivning af Samuels- og Kongebøgernes fortælling.

Og det kendteste eksempel er uden tvivl de nytestamentlige evangelier, hvor Matthæusevangeliet ganske åbenbart benytter Markusevangeliet som grundlag og ramme for sin nye fortælling.

Fra oldtidens jødiske og kristne litteratur kender vi en række eksempler på genskrivning af tekster, som vi regner for at høre til Bibelen: Ud over de allerede nævnte Krønikebøgerne, Matthæus- og Lukasevangeliet kan man pege på Jubilæerbogen, Genesisapokryfen (der begge gengiver fortællestoffet fra Første Mosebog i stærkt omarbejdede udgaver) samt den jødiske historiker Flavius Josefus (37-ca. 100 e.Kr.) værk om jødernes historie.

Disse skifter bygger ikke bare på forgængerne i den forstand, at disse tjener som inspirationskilde, men det nye skrift udgør en ny version af det gamle, en genskrivning af dette eller dele af dette, hvorunder der også kan ske drastiske ændringer i det fortalte.

DEN UNGARSK-BRITISKE forsker Geza Vermes introducerede i 1961 begrebet genskrevet bibel (rewritten bible) som en betegnelse for den måde at forholde sig til bibelteksterne på, som disse skrifter repræsenterer.

Nogle forskere har slået til lyd for, at genskrevet bibel var en særlig litterær genre i oldtiden. Andre mener, at bibelsk genskrivning snarere dækker over en bestemt måde at fortolke traditionelle tekster på, nemlig ved at genskrive dem.

Fænomenet genskrivning kan ses i et bredere kulturhistorisk perspektiv. Det illustrerer Niels Peter Lemches bidrag til den nye bog: Genskrivning er en ældgammel foreteelse i nærorientalsk kultur, og dens oprindelse tæt forbundet med datidens pædagogiske hovedværktøj. I skriverskolerne blev man uddannet ved at skrive fortidens kanoniske litteratur af.

Det var lige præcis tekster, som man anså for autoritative, der blev skrevet af i skriverskolerne. Men man skrev ikke mekanisk af ord for ord, man tillod sig jævnlig at forbedre og modernisere teksternes sprog og udtryk for netop derved at bevare deres mening og betydning for nye generationer.

Indimellem tog man sig større friheder i gengivelsen, det vil sige, at man gik over til egentlig genskrivning af traditionens fortællinger. Den bibelske beretning om syndfloden (1. Mos. 6-8) genskriver i mangt og meget den ældre mesopotamiske syndflodshistorie (kendt fra digtet om kong Gilgamesh). Og den historie havde, da den fandt vej til Første Mosebog, allerede været igennem adskillige genskrivninger i Mesopotamien.

Hvad indebærer det at genskrive en tekst? På dansk er genskrivning en lidt kunstig fagterm i forhold til det engelske rewriting. Som Søren Holst peger på i bogen, ville den mest oplagte danske oversættelse af rewrite simpelt hen være skrive om.

BIBELSKE GENSKRIVNINGER har i høj grad karakter af omskrivning, og i bestemte tilfælde synes der ligefrem at være tale om bevidste forsøg på at overskrive den foreliggende tekst. Et eksempel kunne være Matthæusevangeliets brug af Markusevangeliet, der dels i stort set fuldt omfang indoptages i det nye evangelieskrift, dels skrives om og forsynes med så omfattende tilføjelser af nyt stof, at det virker sandsynligt, at Matthæusevangeliets forfatter må have haft til hensigt at erstatte Markusevangeliet med sit eget skrift.

Et særligt aspekt ved bibelsk genskrivning, som den blev praktiseret i antikken, er den i vore øjne overraskende frihed, man tager sig til at skabe en historiefortælling, der øjensynligt gør krav på referentialitet, altså på at blive opfattet som beskrivelser af personer, der virkelig har levet, og af begivenheder, der faktisk skal have fundet sted.

I en vis forstand virker det i hvert fald, som om genskrivningernes forfattere også har opfattet deres grundtekst(er) som fiktion, som det var muligt at omskrive.

Genskrivning er et fænomen, der kan forbindes med begrebet kulturel erindring: Tekster, der tilskrives autoritet og normativitet i en given kulturel sammenhæng, søges bevaret og opretholdt som normative gennem en proces, der både indebærer afskrift og omskrivninger, men derudover tillige kulturel annektering af steder og landskaber (i bogen peger arkæologen Bo Dahl Hermansen på Petra i Jordan som eksempel) og for eksempel bibelsk forankring af kroningsritualer (eksemplet er her kroningsritualer bevaret fra den danske enevældes tid, som Christina Petterson skriver om).

På en måde genskriver man altid den tekst, man fortolker genskrivning er i den forstand en side af enhver fortolkning eller reception af overleverede tekster. Betegnelsen kan dog blive så bred, at den mister sin funktion.

Men det giver faktisk mening at tale om genskrivning som en form for fortolkende aktivitet, der i en række bestemte tekster spiller en meget fremtrædende rolle. Begreberne genskrevet bibel og bibelske genskrivninger er mindre interessante som skarpt afgrænsede kategorier, hvortil nogle tekster hører, medens andre ikke gør en sådan afgrænsning er næppe mulig og heller ikke specielt frugtbar.

Begreberne kan derimod tjene til at skabe opmærksomhed omkring mekanismer og tendenser, der historisk har genereret en særlig fortolkningsmåde i form af antikke genskrivninger.

Det virker, som om det er muligt at indkredse et repertoire af værktøjer for sådanne genskrivninger, som datidens forfattere har gjort brug af med en række varierende niveauer af bevidst intentionalitet.

DE MANGE TEKSTER fra Qumran (Dødehavsteksterne), der på mangfoldige måder forholder sig til det, vi kalder den bibelske litteratur, illustrerer dette forhold: Her forekommer på den ene side egentlige kommentarværker, der gengiver den overleverede tekst og i tilslutning til citaterne udlægger disse udsagn for udsagn og ord for ord, og på den anden side genskrivende værker (for eksempel Genesis-apokryfen), der med varierende grader af frihed fortæller den samme historie som forlægget, men med udeladelser, udvidelser og omskrivninger.

At det er muligt at betragte også Koranen som bibelsk genskrivning, fremgår af Mogens Müllers artikel i Bibelske genskrivninger: Langt de fleste skikkelser, der optræder i Koranen, er bibelske i den forstand, at de er kendt fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

Almindeligvis har man holdt Koranens fortællinger op mod Bibelens og konstateret, at Muhammed ofte har misforstået eller mistolket de jødiske og kristne fortællinger. Imidlertid tager billedet sig modsat ud fra islamisk hold.

Muhammeds og dermed Koranens synspunkt er, at Muhammed gennem englen Gabriel fik adgang til den oprindelige Koran, som også Abraham havde modtaget åbenbaringer fra, men som så af Abrahams og de senere profeters, inklusive Jesus, tilhængere var blevet misforstået og forvansket.

For et historisk-kritisk synspunkt giver det her udmærket mening at opfatte Koranen som udtryk for Muhammeds forsøg på at genskrive de bibelske traditioner, så de blev tjenlige for hans særlige gudsforståelse og omvendelsesforkyndelse.