Prøv avisen

Bibelen misbruges i debatten om homoseksuelle vielser

Det er noget vrøvl at tilskrive Bibelen en fordømmelse af homoseksualitet, skriver dagens kronikør, Anders Klostergaard Petersen.

At hævde, at Bibelen fordømmer homoseksualitet, er sludder, ligesom det er vrøvl at tilskrive Det Nye Testamente en positiv forståelse af ægteskab og heteroseksualitet, for det er moderne kategorier, som har en lang historisk udvikling bag sig

Blandt de kriterier, en religion må bedømmes på, er evnen til at efterleve almensamfundets standarder. Det gælder både i forhold til det omgivende samfund og til den interne teologiske drøftelse.

Det har vi set i forbindelse med muligheden for, at kvinder kan blive præster i den danske folkekirke. Skønt der ikke eksisterer bibelsk hjemmel for ordningen, har man fornuftigvis på et tidspunkt i en besindelse på, at det meste af den vesterlandske kulturhistorie har været og delvist fortsat er kvindeundertrykkende, besluttet sig for at gå imod traditionen, fordi almensamfundet var kommet videre.

Det indebærer, at den senere tradition tilkendes en tanke- og handlefrihed i forholdet mellem aktuel forståelse og fortidige skrifter. I de mest komplekse og derfor også mest avancerede former for religiøsitet er man fri til at hæve sig over bogstavelige læsninger af gruppens autoritative skrifter.

Den samme frihed betyder, at man kan forholde sig selektivt til Skriften. Der er for eksempel få kvindelige kirkegængere i folkekirken, som i dag bærer tørklæde under gudstjenesten, skønt det er et bibelsk påbud (jævnfør 1. Kor. 11).

Vi er lykkeligvis også nået et punkt over det meste af den kristne verden, hvor man har gjort op med slaveri, skønt de nytestamentlige skrifter ikke alene forudsætter institutionen, men også kræver lydighed og troskab af slaver mod deres herrer (jf. Ef. 6, Kol. 3 og Tit. 2). Der findes ingen kritik af slaveri i Bibelen, men det er vel de færreste af de kristne, der kræver troskab mod Bibelen, som i dag vil have slaveriet genindført.

Et aktuelt eksempel på forholdet mellem religiøse gruppers bogstavelige læsning af religiøst autoritative skrifter og honorering af det omgivende samfunds standarder drejer sig om et muligt ritual for vielse af homoseksuelle.

Jeg har med interesse og undren fulgt debatten og ikke mindst rapportarbejdet om muligheden for indførelse af et vielsesritual for registreret partnerskab, som det så lyrisk hedder, i den danske folkekirke.

Interesse, fordi diskussionen er et emblematisk udtryk for, i hvor høj grad folkekirken såvel internt (i teologisk refleksion) som eksternt (uden radikal modsætning til det omgivende samfund) formår at efterleve almensamfundets civilisatoriske standarder.

Undren, fordi man med en undtagelse eller to har valgt at se bort fra eksperter i udvalget nedsat af kirkeministeren og i stedet har valgt at nedsætte en gruppe, hvis medlemmer udmærker sig som meningsdannere. Det er her som i fjernsynets sendeflade: Mening går forud for faglighed. Det er bemærkelsesværdigt i en evangelisk-luthersk kirke, som netop har haft besindelsen på skriften som adelsmærke.

Rapporten problematiserer ikke begrebsparret homo- og heteroseksualitet. Jeg formoder, at det skyldes, at udvalgets medlemmer har taget den bibelske fordømmelse af homoseksualitet for pålydende og derfor ikke har ønsket at besinde sig på Skriften. Det er ærgerligt.

For det første svigter man i uhørt grad den protestantiske tradition. For det andet overlader man brug af Skriften til konservative kræfter, der som mannakorn fra en kiksedåse trækker til lejligheden passende, men også kontekstløse citater frem. Var man i lyset af nyere forskning gået til kilden, var præmissen, at homoseksualitet fordømmes af Bibelen, faldet til jorden. De bibelske skrifter kender hverken heteroseksualitet eller homoseksualitet. Det kræver en forklaring.

At begreberne er af nyere dato betyder selvsagt ikke, at fænomenet er nyt. Det er også rigtigt, at sodomi forstået som kønslig omgang mellem to parter af samme køn utvetydigt fordømmes i Bibelen (eksempelvis Rom. 1, 27), men er det ikke homoseksualitet? Nej. De bibelske skrifter er blevet til i en verden radikalt forskellig fra vores og bør derfor kun bruges normativt i dag, hvis man også besinder sig på deres fortidighed.

Det moderne parforhold, som ideelt udspringer af gensidig kærlighed mellem to ligeværdige parter, er fremmed for og fjernt fra Bibelen. Det gælder både det hetero- og homoseksuelle forhold. I den verden, de bibelske skrifter blev til i, var ethvert forhold organiseret ud fra magt. Manden var kvinden overlegen, ligesom slaven var herren underdanig. Kun blandt venner, det vil sige jævnbyrdige mænd, herskede en form for ligeværdighed.

Kønslig omgang var i antikken også organiseret ud fra et magtprincip. Hvem havde i bogstaveligste forstand ret til at penetrere (altså gennembore) hvem? I den sammenhæng betød køn ikke meget. Det afgørende var magtforholdet.

Et andet væsentligt punkt skiller radikalt fortid fra nutid. Vi tænker forholdet mellem mand og kvinde ud fra en modsætning. Kvinden forstås som en ikke-mand og omvendt. Sådan så det ikke ud i den nytestamentlige verden. Her opfattedes kvinden som en ufuldstændig mand eller en mand, hvis organer ligefrem var trukket den forkerte vej (vagina for eksempel som en omvendt penis).

Mens drengen ad åre kunne blive mand, var kvinden begrænset af sit køn. Hun befandt sig nederst på kønsskalaen, fordi hun også i kraft af sin biologisk dominerende våde og fugtige sammensætning trak mod naturen, mens manden omvendt for størsteparten bestod af ild og luft. Men der er tale om et kontinuum, hvor også mænd stod i risiko for at forvandles til kvindagtige, og hvor kvinder kunne bevæge sig op ad skalaen ved at tænke og handle mandigt. Derfor var det afgørende, at man var i stand til at øve selvkontrol og derved mandighed.

Vi er fjernt fra en moderne køns- og seksualitetsforståelse. I den græsk- romerske verden havde frie mænd ret til at penetrere undersåtter, hvad enten det var kvinder, slaver eller drenge forstået som umodne mænd. Selv måtte de ikke penetreres, for det var udtryk for manglende selvkontrol, blødsødenhed og kvindagtighed.

Hvad med Det Nye Testamente, som i overvejende grad blev til i en jødisk sammenhæng? Her kan vi se, at det jødiske ikke er en modsætning til det græsk-romerske, men er en distinkt del af samme kulturelle og sociale verden.

For Paulus for eksempel er ægteskab en nødløsning for dem, som ikke formår at udøve selvkontrol i form af afholdenhed (1. Kor. 7).

Han fordømmer rigtignok sodomi, men det skyldes forståelsen af handlingen som en illegitim penetration mellem ligesindede og derved en manglende evne til at øve seksuel og social selvkontrol.

De nytestamentlige tekster forudsætter helt ned i enkeltheder den antikke verdens generelle forståelse af køn og seksualitet. Naturligvis er der forskelle til strømninger i den græsk-romerske verden, men de er ikke kategoriale, og slet ikke, når det gælder synet på køn og seksualitet.

At hævde, at Bibelen fordømmer homoseksualitet, er sludder, ligesom det er vrøvl at tilskrive Det Nye Testamente en positiv forståelse af ægteskab og heteroseksualitet. Det er moderne kategorier, som har en lang historisk udvikling bag sig.

Det er muligt, at nogle har elsket deres ægtefæller, ligesom andre seksuelt har foretrukket partnere af samme køn, men det kan vi dårligt vide noget om i en verden, hvor kvinder blev forstået som ufuldstændige mænd, og hvor seksualitet kulturelt drejede sig om, hvem der penetrerede hvem.

At normativt ville bruge den verden til bogstaveligt at kaste lys over en aktuel drøftelse af køn og seksualitet giver ikke mening. Skriften må i stedet bruges med varsomhed i en besindelse på nutidens civilisatoriske standarder.

Anders Klostergaard Petersen er lektor i teologi på Aarhus Universitet