Bibel-oversætter: Den vil uundgåeligt være en fortolkning

Bibeloversættere skal skrive hvert eneste ord i deres tekst om, netop for at finde det mest rammende udtryk for tanken i den oprindelige tekst. Vi har søgt den mest rammende danske gengivelse af hebraiske ord, skriver en af oversætterne af ”Bibelen 2020”

Bibel-oversætter: Den vil uundgåeligt være en fortolkning
Foto: Carsten Lundager.

Min gamle sognepræst Steen Skovsgaard ærgrer sig over en detalje i ”Bibelen 2020”, nemlig at der i skabelsesberetningen står, at ”Gud lod sit åndedræt blæse over vandet”, og ikke, at Guds Ånd svævede. ”Hvorfor dog være så bange for ånd? Hvorfor denne omskrivning af ånd til åndedræt og åndedrag?”, spørger han i avisen den 21. marts.

Den lærde biskop emeritus ved det naturligvis godt, men for andre læseres skyld bliver jeg nødt til at understrege: Vi har skam ikke skrevet noget om! Ikke den mindste lille smule. For vores opgave har ikke været at revidere den eksisterende oversættelse. Vi har forsøgt at finde den mest rammende danske gengivelse af det hebraiske ord ”ruach” i lige præcis dén sammenhæng, som skabelsesberetningen er. Og ”ruach” kan nu engang betyde en række ting, som vi på dansk ville gengive for eksempel med et af ordene: ”storm”, ”blæst”, ”vindpust”, ”åndedrag”, ”åndedræt”, ”livsånde” – eller ”Ånd”. Ja, Jobs Bog bruger sågar det samme ord om det, min salig far ville have kaldt ”øregas”. Det kommer vi tilbage til.

I en vis forstand har Skovsgaard altså alligevel ret: Vi har skrevet om. For vi har jo ikke skrevet ”ruach”. Den eneste måde, vi kunne undgå at skrive om på, ville være, at teksten blev ved med at være på hebraisk. En oversætter må og skal omskrive hvert eneste ord i sin tekst.

Det gælder ikke bare i den banale forstand, at der skal findes danske ord, der svarer til de hebraiske. Storm P. lod vittigt, som om der ikke var andet på færde, da han sagde: ”Fransk er nemt: Hest hedder ’cheval’, og sådan er det hele vejen igennem!”. Men det er forkert. Et ord ”betyder” ikke et andet ord. Et ord betyder et bestemt udsnit af vores verden.

Og den tanke om noget i verden, som dermed udtrykkes, må man forstå bedst muligt, inden man kan vælge de danske ord, der bedst udtrykker det samme.

Hvis en franskmand siger ”cheval”, kan ordbogen alene ikke afgøre for os, om den virkelighed, han peger på, skal hedde ”hest”, ”ganger”, ”krikke” eller måske ”væddeløber” eller ”trækdyr” på dansk. Det er altid afhængigt af sammenhængen.

Derfor går min afholdte kollega Carsten Vang fra Menighedsfakultetet også helt galt i byen, når han i Kristeligt Dagblad 18. marts siger om den gængse oversættelse af et andet vers i skabelsesberetningen, at ”det er nu engang det, teksten siger”. Man kan kun fastholde, at tekstens indhold ”nu engang” har ét bestemt sprogligt udtryk, hvis man helt undlader at oversætte.

Man forstår egentlig godt, at for eksempel store dele af verdens jøder fastholder, at teksten læses på hebraisk, hvorefter der så kan prædikes på modersmålet. Så står det nemlig klart, hvad der er tekst, og hvad der er tolkning.

Men den mulighed har vi ikke som kristne. Kristendommen har været en oversættelsesbevægelse omtrent fra første øjeblik, og derfor må vi leve med, at Skriften for de fleste kun kan læses i form af en oversættelse, og det vil uundgåeligt sige en fortolkning. En omskrivning. Det gælder også, selvom man forsøger at oversætte ”tekstnært” eller ”bogstaveligt”.

Lad mig give et par eksempler fra Jobs Bog, som jeg sammen med kommunikationskonsulent Malene Bjerre har lavet forarbejdet til oversættelsen af. Job bliver som bekendt ramt af alle tænkelige ulykker og lidelser. Læseren får lidt at vide om baggrunden, men Job selv og hans venner er i samme båd, som vi selv er, når det ramler: Lidelsen er uforståelig. Og langt hovedparten af bogen består af deres diskussion med hinanden.

Job klager over sine lidelser: Han er uskyldig, og derfor er lidelsen uretfærdig. Vennerne forsøger at tale ham til rette, men han er ikke lydhør. Allerede i kapitel 8 mister én af dem tålmodigheden og siger: ”Hvor længe vil du tale på den måde? Ordene fra din mund er en vældig storm!” (1992). Ordet, som gengives med ”storm”, er ”ruach”, altså det samme, som blandt andet kan oversættes til ”ånd”. Man kan sige, at 1992-oversætterne gengiver glosen ordret, for ”storm” er lige så ordret som ”ånd”; hvad der er rigtigst, kommer helt an på sammenhængen. Folkene bag den første samlede danske bibel, Christian III’s bibel fra 1550, gik mindre tekstnært til værks og omskrev udtrykket til: ”Hvor længe skal din munds ord have et stolt mod?”.

Når Job beskriver sine plager, taler han ikke mindst ud fra sin status blandt sine medborgere: Før var han en anset mand, nu er han udstødt og elendig. I sin sidste lange tale, i kapitel 29-31, længes han for eksempel tilbage til den gang ”i mine velmagtsdage, da Gud skærmede mit telt” (1992-oversættelsen).

Ordret står der cirka ”i mine dages efterår (eller ’vinterhalvår’), da Guds råd (eller ’rådsforsamling’ eller ’hemmelighed’) var over mit telt”.

På dansk kan man glimrende sige: ”i mit livs efterår”, men ikke hvis man kigger tilbage på en tidligere del af sit liv, hvor alt var godt. Det danske udtryk er tæt på at betyde det stik modsatte. Det hebraiske udtryk må enten afspejle, at nytåret blev fejret i oktober, så efterårs- og vintertiden vitterligt var den første del af året, eller at det ikke handler om tid, men om kvalitet: I efteråret kommer regnen som det synlige tegn på Guds velsignelse, der bringer frugtbarhed.

Hvis oversætteren ikke skal tilføje en forklaring, der er fem gange så lang som selve verset – og det går kun an for eksempel i en studiebibel – så må man omskrive. Når der i ”Bibelen 2020” står: ”Da jeg var i min bedste alder”, er det en omskrivning. Men det er ”mine velmagtsdage” i 1992 også, ligesom ”mine modne år” i 1931-oversættelsen eller ”min ungdoms dage” i den engelske King James-oversættelse fra 1611.

Allersværest bliver det ved bogens afsluttende højdepunkt. Jobs klage munder til sidst ud i et regulært anklageskrift mod Gud. Og forbløffende nok svarer Gud faktisk. Da Gud har talt dunder til Job næsten uafbrudt i fire kapitler, siger Job, at han på den baggrund ”kalder alt tilbage og angrer i støv og aske” (1992). Dét er imidlertid en omskriving for at sige det mildt. Ordret står der noget i retning af: ”Derfor væmmes jeg. Og jeg græmmer mig over (eller ’har medlidenhed med’) støv og aske.” Allerede i oldtiden syntes man, at den ordlyd var for åben til, at man kunne leve med at oversætte den bogstaveligt. I den gamle græske udgave fra før kristen tid har man derfor ladet Job sige: ”Derfor væmmes jeg ved mig selv” og forstået det sådan, at Job forkaster sine tidligere ord. Det står der imidlertid ikke noget om på hebraisk.

Lige så upræcis og omskrivende er idéen om, at Job ”angrer i støv og aske”. Ordet kan ganske vist ofte betyde ”at fortryde”, særligt når Gud fortryder sin planlagte afstraffelse af nogen. Men i så fald står der altid, hvilken handling der fortrydes. Man kan ikke på bibelsk hebraisk ”fortryde (eller angre) over støv og aske”. Udtrykket findes helt enkelt ikke. Når man gør bod, kan det ske ”i sæk og aske”. ”Støv og aske” bruges derimod om det ufuldkomne, skabte menneske. ”Jeg er jo kun støv og aske,” siger Abraham til Gud og mener: ”Jeg véd godt, jeg er et menneske og ikke Gud.” Og det passer perfekt sammen med Jobs sidste ord: Det udsagnsord, han benytter, kan nemlig også betyde ”at have medlidenhed med”, og det er sådan, det bruges, når følelsen ikke er rettet mod en planlagt handling, men mod en person. Med andre ord siger Job til sidst noget i retning af: ”Jeg væmmes og græmmes over, hvor små vi dødelige mennesker er.”

Hvordan skal vi så forstå dét, når Gud straks efter understreger, at Job og ikke vennerne har sagt sandheden om Gud? Det svarer én enkelt bibeloversættelse ikke på. Den kan kun levere råmaterialet til læserens fortsatte eftertanke.

Søren Holst er lektor i teologi ved Københavns Universitet.

Søren Holst. Foto: Det Teologiske Fakultet/Mike Reuter
Søren Holst. Foto: Det Teologiske Fakultet/Mike Reuter