Prøv avisen
Kronik

Biblioteksdøden og det offentlige rums fordummelse

Foto: Andreas Hylthén

Politikerne har udsultet det offentlige rum kulturelt, så det har mistet sin mulighed for at lægge ramme til en nuanceret og vedkommende offentlig samtale. Det offentlige rum har gennemgået en rystende fordummelse, og bibliotekslukningerne er både årsag, symptom og konsekvens. Hvorfor gør politikerne ikke noget ved det?

I slutningen af 1980'erne var vi nogle, der begyndte at undre os over, hvorfor der pludselig var så mange krimier og kogebøger på bibliotekerne.

Det viste sig, at årsagen var, at tilskuddet til folkebibliotekerne var blevet lagt ind under det kommunale bloktilskud, og bibliotekerne skulle nu konkurrere med kommunens andre velfærdsudbud over for de lokale fritidspolitikere.

Vi véd godt, hvordan dén konkurrence spænder af, og min påstand er, at konsekvenserne nu kan ses.

Da jeg som medarbejder på bogbranchens fagblad, Bogmarkedet, i begyndelsen af 1990'erne spurgte den nytiltrådte kulturminister Jytte Hilden (S), hvad hun havde tænkt sig at gøre ved bibliotekernes kvalitetssænkning, svarede hun, at man havde indrettet 18 centralbiblioteker ”som et vink med en vognstang”. Det var biblioteker, der skulle sikre, at et vist mål af kvalitetslitteratur blev indkøbt, og at den hurtigt kunne bringes ud lokalt.

Det hjælper ikke noget, og det vidste hun også godt, for enhver bibliotekskyndig anerkender, at den såkaldte ”græsning”, altså at låneren går rundt blandt bøgerne, er det vigtigste moment for litteraturudbredelsen. Det er der, man opdager noget, man ikke kendte. Nysgerrigheden er trods alt den centrale forudsætning, for den kreative livsglæde og nysgerrighed skal stimuleres, ellers damper den af.

To kommunesammenlægninger senere er stort set alle landets biblioteksfilialer i mindre byer lukket, og disse små borgerhuse således væk. Hundredvis af biblioteker er forsvundet. Ved den seneste kommunesammenlægning lukkede samtlige lokalbiblioteker på Salling, fordi Skive var ved at udbygge hovedbiblioteket, der i dag også skal bruges til at løse andre offentlige opgaver.

Bibliotekarerne har loyalt forsøgt at promovere bogbussen. Men det er ikke det samme med de 10 minutter om ugen. I Frederikshavn har man nu også sløjfet bogbussen, så Sæby er blevet helt biblioteksløs.

Lad os forestille os, hvad det betyder, at der ikke findes et offentligt bibliotek i de små byer længere. Det betyder, at biavlerne, strikkekredsen, akvarelgruppen og deltagerne i de ældres datakursus ikke har et sted, hvor de samles lokalt, og det betyder, at de indvandrere, der er kommet til byen, ikke har et sted at få sprogundervisning.

Og frem for alt betyder det, at de ældre tastende og indvandrerne ikke løber på hinanden på neutral grund under kulturens fortegn og der afmystificerer hinanden. Jeg mener, man kan aflæse det her konkret på de politiske stemmetal, man kan bare ikke bevise det. Det hører til tilværelsens bløde områder.

Det betyder for resten også, at indvandreren ikke har et sted, hvor han kan tilegne sig den lokale kultur i sin fritid på en måde, hvor han på forhånd kan se, at den lokale kultur sætter pris på sig selv, fordi den har et hus for den.

Det betyder også, at der lokalt ikke er børneteater og gøglerforestillinger om lørdagen, ingen arrangementer i påske- og efterårsferie. Det betyder også, at der ikke er nogen lokale kunstudstillinger, hvor akvarelgruppen kunne glæde lokalsamfundet, ingen informationsudstillinger fra ngo'er og ingen spillemandsensembler på den årlige byfest og i øvrigt heller ikke nogen årlig byfest, for der er ikke nogen steder at holde den. Ja, der er knap nok en by - skolen er jo også væk.

Det betyder, og det er næsten værre, at unge mennesker fra ikke-boglige miljøer ikke på noget tidspunkt i deres opvækst får et tilbud fra skriftkulturen bortset fra det, de får i skolen i nabobyen, som jo ofte modtages i negativ dialektisk form, som modstand.

Hele deres opvækst forlader de flere gange om ugen deres værelse og deres spillecomputer for at gå til sportstræning, uden på noget tidspunkt at møde skriftkulturen som en åben, venlig og imødekommende hilsen fra en anden verden. En verden, som altid er der, og som det offentlige derved viser, at man sætter pris på. Og på den måde understreger i de unges identitetsdannelse, at skriftkulturen rummer noget vigtigt, også uden for skoletiden.

Jeg siger ikke, at drengene alle sammen ville komme for sent til træning, fordi de blev optaget af digte af Michael Strunge, men jeg siger, at jeg sandelig godt forstår, hvor Højskolevenstre er blevet af, og hvorfor den scene i Tove Ditlevsens arbejdererindringsroman ”Barndommens gade”, hvor faderen læser Thomas Mann, er helt utopisk i dag.

Jeg påstår, at der ville have været færre populistiske stemmer i billedet i dag, dels fordi det lokale bibliotek ville have taget toppen af den værste kulturafvisende adfærd i dette segment, dels fordi Udkantsdanmark, som de gamle partier gennem almindelig teknokratisk arrogance har konstrueret, blandt andet via de to kommunesammenlægninger, der er gennemført stik mod befolkningens vilje, ville have været et andet, rigere, mere nærværende sted, hvis politikerne havde forstået bibliotekets betydning.

Jeg var igennem Givskud for nogle måneder siden. Givskud er ikke nogen helt lille by, og der er en skole og en kirke. Det er heller ikke i udkanten af noget som helst og der ligger en kendt zoologisk have. Men der var ingen spor af skriftkulturen i det offentlige rum, end ikke en genbrugsbutik med et lille udvalg af brugte bøger. Der var helt tomt. Ikke engang et stativ med krimier havde fundet vej til den lokale brugs.

Hvorfor var det naturligt, at den offentligt producerede valgvideo, ”Voteman”, forud for en folkeafstemning for et par år siden, så åbenlyst tiltalte det før-demokratiske menneske gennem sin ironiske bandementalitet med et budskab, der skulle bruges til at få de unge til at stemme?

Det er, fordi politikerne har udsultet det offentlige rum kulturelt, så det har mistet sin mulighed for nuanceret, menneskeligt nærværende, musisk, åbenhjertig og vedkommende offentlig samtale. Det offentlige rum har gennemgået en rystende fordummelse. (Videoen, der var godkendt af Folketingets præsidium, blev dog trukket tilbage.)

Bibliotekslukningerne er både årsag, symptom og konsekvens. Hvorfor gør politikerne ikke noget ved det? De forstår det ikke. Politikere forstår ikke, at de bløde områder skal næres på en særlig måde.

Et eksempel: Som tidligere medlem af Forfatterforeningens bestyrelse har jeg ofte hørt det politiske svar på, hvorfor man ikke vil følge branchens råd og nedsætte bogmomsen: ”Hvorfor skal momsen være billigere end på mælk? Er mælk ikke vigtigere end bøger?”. Det er endda blot en fyndig embedsmandsundskyldning. Begrundelsen er egentlig, at man ikke vil skabe et administrationsapparat, der kan håndtere differentieret moms, som man har i for eksempel Sverige. Begrundelsen er teknisk.

Hvorfor forstår poltikerne det ikke? Fordi de gennem bloktilskudsordninger og det såkaldte armslængdeprincip gennem de seneste 30 år systematisk har skolet sig selv til aldrig at tænke indhold, altid kun tænke form: pengerammens størrelse. Det politiske arbejde er reduceret til kassemesteri.

Politikerne forstår det ikke, fordi de med vilje og med grov kulturel ansvarsforflygtigelse har anbragt sig selv for langt væk fra virkeligheden til at kunne se nuancernes spil og indholdets betydning.

Det offentlige rum ville have set anderledes ud, hvis tilskuddet til folkebibliotekerne var blevet hos staten, og hvis man vel at mærke havde forstået, at det er her, og på højskolen, nationens hjerte banker, det er her, folkets identitet næres, det er her, det demokratiske sindelag får sine vitaminer, mineraler og sporstoffer, alt det usynlige, man ikke kan måle og veje. Hvor meget anderledes er det naturligvis ikke til at sige. Men helt sikkert ikke så dumt.

Jakob Brønnum er forfatter og redaktør af Præsteforeningens Blad