Prøv avisen

Billeder, der bevidst manipulerer virkeligheden

Hvis man giver offentligheden det billede, at selv de biskopper, der får både embede, løn og pension for at forkynde evangeliet, svigter deres opgave over for muslimerne, bliver magtesløsheden, frygten og vreden blandt mennesker større

"DEN POLITISKE DEBAT handler om billedet af virkeligheden." Sådan sagde en folketingspolitiker til mig for et par år siden. Jeg har tænkt meget over disse ord, og jeg må i stigende grad give den pågældende politiker ret. Det har været kendetegnende for mange emner i den offentlige debat, at de handler om vidt forskellige billeder af virkeligheden.

Når jeg nu ytrer mig om dette spørgsmål, skyldes det et læserbrev af folketingskandidat Morten Dreyer (DF) i Kristeligt Dagblad den 9. september, som stiller det retoriske spørgsmål: "Kan man være biskop i Danmark uden at tage Matthæusevangeliet alvorligt?"

Dreyer henholder sig til det billede af virkeligheden, som tidligere chefredaktør Sven Ove Gade har givet i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her kritiserer Gade ifølge Dreyer, at Danmarks bisper lyser velsignelsen over præster, der helt overser kravet om mission og i stedet dyrker dialog med afgudsyrkerne.

Dreyer spørger: "Er der så ikke tale om tjenesteforsømmelse, som mindst bør koste ornat, bispestav og pension?" Men Sven Ove Gades billede af virke ligheden er falskt, og derfor bliver Dreyers bombastiske angreb det også. Det passer ganske enkelt ikke, at biskopperne ikke opfordrer til mission. Tværtimod.

Biskop Kjeld Holm og jeg tog for nogle år siden initiativet til stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde, der ifølge sine vedtægter skal arbejde såvel med mission som med dialog i relation til andre religioner i Danmark, også islam.

Biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev og biskop Steen Skovsgaard fra Lolland-Falster har skrevet flere bøger om forholdet mellem kristendom og islam. Disse bøger påpeger nødvendigheden og vigtigheden af mission over for islam. Niels Henrik Arendt har i øvrigt været missionær blandt muslimer i Afrika og er formand for Folkekirkens Mission.

BISKOPPERNE HAR i nogle år stået som medindbydere til en række missionskonferencer, hvor præster, menighedsrådsmedlemmer, missionsorganisationer og kirkelige bevægelser i Danmark har drøftet mission i Danmark. Biskop Kresten Drejergaard fra Odense var for 10 år siden initiativtager til Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, der også præsenterer evangeliet for blandt andet muslimer.

Selv har jeg helt siden min ungdom været engageret i mission og udgav i 2008 en bog om folkekirke og mission. Her understreges også nødvendigheden af at forkynde evangeliet for muslimer. Og sådan kunne man blive ved. Biskopperne er rent faktisk optaget af mission både i Danmark og uden for landets grænser.

Rent objektivt tager såvel Sven Ove Gade som Morten Dreyer altså fejl. De tegner et falskt billede af virkeligheden ved at fremstille Danmarks 10 biskopper som uinteresserede i mission. Hvorfor? Det må enten skyldes uvidenhed eller bevidst manipulation. Hvad end grunden til dette fejlagtige billede af virkeligheden måtte være, er resultatet, at Gades og Dreyers læserbreve nærer den frygt, som mange danske borgere og medlemmer af folkekirken har for "de fremmede", ikke mindst islam.

Hvis man giver offentligheden det billede, at selv de biskopper, der får både embede, løn og pension for at forkynde evangeliet, svigter deres opgave over for muslimerne, bliver magtesløsheden, frygten og vreden blandt mennesker større. Vi kender det fra andre sammenhænge. Hvis man ønsker at fremme et bestemt anliggende, gavner man sin egen sag ved at give et falskt billede af den virkelighed, man tager afstand fra. Noget sådant kaldes også spin.

DESVÆRRE OPSTILLES DER også i andre sammenhænge falske billeder af virkeligheden. Danske missionsselskaber og Danske Sømands- og Udlandskirker har i mange år støttet opførelsen af kristne kirker rundt omkring i verden, også i muslimske lande. Dette arbejde har ikke kunnet gennemføres uden bevillinger og gaver fra Danmark.

Nu er der planer om at opføre en moské i Københavns nordvestkvarter, og der er tilsyneladende en mulighed for, at Irans regering, som jeg på ingen måde ønsker at støtte eller forsvare, yder finansiel støtte til dette byggeri. I en plakat, der opfordrer til modstand imod byggeriet, er der foretaget en billedmanipulation, hvor man har anbragt tro krumsabler oven på et billede af Den Blå Moské. Hvilket billede af virkeligheden ønsker man at fremstille med et sådant fotografi?

Modstanden mod islam skyldes, at denne religion er en "lovreligion", hedder det. Men kan man under henvisning til, at islam er en lovreligion forbyde et moskébyggeri? Hvad så med den jødiske synagoge eller for den sags skyld det hinduistiske tempel? Skal man også forbyde sådanne huse, fordi vi ikke bryder os om det religiøse indhold i jødedommen eller hinduismen? Nej, de muslimer, jøder, hinduer og alle andre, som befinder sig lovligt i Danmark, skal have mulighed for at dyrke deres religion i frihed. Sådan må det være i en retsstat.

I Danmark har vi ifølge Grundloven religionsfrihed. Det hedder i paragraf 67: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden." Og i paragraf 71 bestemmes: "Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse."

RELIGIONSFRIHEDEN ER I virkeligheden en forudsætning for, at der kan øves mission. Det er netop den enkeltes frihed til at tænke, tro og tale frit, som gør det muligt at forkynde evangeliet for andre end den faste menighed. Men i et retssamfund kan det ikke accepteres, at retten til at øve mission kun gælder landets flertalsreligion. Sådan er det i flere muslimske lande, men ønsker vi et sådant samfund?

Hvis man mener, at folkekirken bør øve mission over for muslimer i Danmark, bør man som en konsekvens heraf også tilstede muslimerne samme ret som folkekirken til at bygge gudshuse og udøve deres virksomhed i frihed.

Vi har siden Muhammed-krisen i 2005-2006 kæmpet for ytringsfriheden. Og det er en vigtig kamp, som jeg gerne tilslutter mig. Men ytringsfrihed indebærer altså frihed for alle til at ytre sig. Friheden gælder ikke kun dem, der har en ganske bestemt holdning.

Det forekommer mig, at vi tegner det billede af virkeligheden i Danmark, at her har vi den fulde frihed, medens vi under dække af dette billede gang på gang indskrænker friheden. Folk, der bruger deres ytringsfrihed til at mene, at det måske ikke var særligt klogt af Morgenavisen Jyllands-Posten at offentliggøre karikaturtegningerne af Muhammed, fremstilles som værende imod ytringsfrihed og for censur.

Men det kan da ikke være rigtigt, at ytringsfriheden kun må anvendes til at forhåne et religiøst mindretal eller erklære sig enig i en ganske bestemt opfattelse?

Jeg synes, at der er noget alvorligt på spil i disse år. Det gamle grundtvigske ord om "frihed for Loke såvel som for Thor" er under pres. En klog mand sagde engang til mig: "Der er nogle, der forholder sig til sagen, og så er der nogle, som forholder sig til nogle, der forholder sig til nogle, der forholder sig til sagen."

Vi skal hver især forholde os objektivt og sagligt til sagen og føre en debat i frihed, hvor vi alvorligt lytter til hinanden og bestræber os på at fastholde det frie Danmark, som Grundloven tilsikrer os.

Karsten Nissen er biskop i Viborg