Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Biolog: Derfor forsvinder insekterne

"Vi mister lidt af livets forunderlighed og åndfuldhed, hver gang der forsvinder en art eller artsgruppe," skriver biolog Rasmus Ejrnæs.

Engang var det fast rutine at vaske insekter af bilens forrude, men det er slut i dag. Nu har vi så videnskabelig dokumentation for insektdøden, som næppe vil påvirke mennesker og det samlede økosystem. Alligevel er der grund til bekymring, skriver biolog

Alle kan huske det. Om sommeren var det fast rutine at skrubbe udsmattede insekter af bilens forrude, når man alligevel var inde for at tanke benzin. Det behøver man ikke længere. Problemet er naturligvis, at den slags anekdoter kun tæller som hypoteser i forskningsverdenen – der er også brug for dokumentation i form af undersøgelser og tal. Vi mennesker har det med at få vores sansninger og hukommelse til at passe med vores opfattelse af virkeligheden. Mange af os har en forventning om, at verden er af lave, og alting var bedre i gamle dage, så insekternes udryddelse passer fint i billedet.

Men så kom der syn for sagen. Først en enlig tysk forskningsartikel, som påviste et stort fald i insektbiomassen i løbet af 30 årtier, målt i det samme tyske naturområde. Vi var en del forskere, som savnede noget mere solid dokumentation, og nu er den så kommet: et videnskabeligt studium, som har samlet data fra 63 tyske naturområder, heraf mange, som er blevet undersøgt gentagne gange gennem de seneste årtier.

Forskerne påviser en tilbagegang i de flyvende insekter på over 70 procent af biomassen og helt op til 80 procent i højsommeren. Det er noget, som giver genlyd blandt biologer, og vi er mange forskere, som sidder og klør os i håret over manglen på gode, entydige forklaringer. Forfatterne til artiklen undrer sig også på skrift i artiklen, fordi ingen af de faktorer, som beskriver variationen i klima og miljøforhold mellem deres områder og gennem de 27 år, kunne forklare den store tilbagegang i vægten af de flyvende insekter.

Det moderne og effektive landbrug har ikke noget godt ry, når det handler om at passe på natur og miljø. Alligevel er det underligt, at det er gået så galt med de flyvende insekter. For når vi lader blikket løbe hen over landjorden, så ser vi jo ikke noget, der ligner iltsvind, svovlbakterier eller fisk med bugen i vejret, som vi kender det fra forureningen af søer og fjorde. Landet er grønt og frodigt med masser af plantevækst.

Faktisk er landet blevet stadig mere frodigt gennem de seneste 100 år. På landskabsfotos fra starten af 1900-tallet ser man stærkt slidte, magre og nedbidte landskaber. De seneste 100 år er der kommet flere træer og buske og mere plantevækst. Og når planterne producerer mere biomasse, så er der også mere mad til insekter og andre dyr. Al den grønne plantevækst i Danmark har været medvirkende til, at rådyr, krondyr og dådyr har været i stor fremgang de seneste 100 år – og stadig er det.

Det er naturligvis ikke lutter fryd og gammen i den danske natur. Mens store dyr med en bred smag har kronede dage, så er der en masse dyr, som har en stærkt specialiseret levevis, der har mistet deres levesteder. Hvis man som larverne af dagsommerfuglene hedepletvinge og markperlemorssommerfugl kun vil æde djævelsbid og violer, så er man ilde stedt, for disse plantearter er alle steder blevet sjældnere. Hvis man som den langtungede kløverhumle har en særlig forkærlighed for blomstrende rødkløver, så er det skidt, når rødkløver erstattes af hvidkløver, bliver græsset ned til sokkeholderne eller ender i en wrapballe. Men det vidste vi jo allerede godt: Der er en masse planter, dyr og svampe, som ikke trives i menneskets kultiverede landskaber og derfor er blevet sjældne og truede. Det, som normalt sker, er så, at nogle mere almindelige og mere nyttige arter overtager de utilpassedes plads i økosystemet. Det er arter som agerhumle, admiral, hvis larver lever på brændenælde, eller græsrandøje, hvis larver lever på græs. Og i stedet for de blomstrende overdrev med kodrivere, violer, djævelsbid og blåhat, har vi nu alle vegne saftigt rajgræs med hvidkløver og grøftekanter med draphavre og hundegræs.

Men tyskernes undersøgelse viser tilsyneladende noget andet. Det er ikke bare de sjældne arter, som er gået tilbage – det er den samlede biomasse af flyvende insekter. Det er godt nok mærkeligt, at det ikke er gået hårdere ud over svalerne, som lever livet igennem af at fange flyvende insekter. Men ornitologernes regelmæssige fugletællinger tyder ikke på, at svalerne er gået tilbage – i hvert fald ikke i Danmark.

Men tyskerne mangler også at fortælle os, hvad det er for nogle insekter, som tegner tilbagegangen. Når man kigger ned i fangsten fra sådan en malaisefælde, så er der helt utroligt mange insekter og vel at mærke mange forskellige insekter. Det er på samme tid en insektforskers våde drøm og værste mareridt at samle insekter med malaisefælde, fordi det let kan tage et helt liv at bestemme og tælle de mange små fluer og myg, man fanger.

Vi skal altså ikke regne med, at vi får navn på kræene foreløbig, men i det mindste kunne vi måske få en størrelsesfordeling. Der er nemlig typisk myriader af ekstremt små dyr og enkelte meget store dyr. Og det er i reglen de store dyr, som udgør hovedparten af biomassen.

Hvis det er de store insekter, som er gået tilbage, giver det måske mere mening. Store insekter har nemlig nogle karaktertræk, som gør dem mere sårbare end små insekter. De har eksempelvis en længere generationstid, ofte op til et år og nogle gange længere.

Store insekter kan altså ikke udnytte føderessourcer, som kun er tilgængelige i kort tid, og store insekter kan ikke så let genskabe en stor bestand, hvis de er blevet slået tilbage i et af deres livsstadier. Mange biller og store fluer ynder også at leve i hestepærer og kokasser, men hvis dyrene står inde i stalden, så får de flyvende insekter ingen glæde af dem. Og hvis dyrenes græsgange omlægges hyppigt, så tager man livet af billelarverne og alle de andre småkravl, som overvintrer i jorden om vinteren og flyver omkring om sommeren. Og så kan billerne godt lide store gamle træer, og de er stadig en mangelvare i Danmark.

Når journalisterne ringer om sådan en undersøgelse som den tyske, vil de gerne vide, hvad det betyder for os mennesker. Man får tydeligt på fornemmelsen, at de fisker efter, at det er en katastrofe, et økosystemkollaps og en trussel mod vores eksistens. Men hvis de får fat i mig, får de et uventet svar: Det betyder sandsynligvis ingenting. For 100 år siden måtte man værge for sig for ikke at få store flyvende biller i hovedet, hvis man gik under gadelamper i aftentimerne ude på landet. I dag er sommeraftenens biller væk, men økosystemerne fungerer stadigvæk for os. Planter vokser og laver mad. Planteresterne bliver omsat og næringsstofferne frigivet til ny vækst. Javel, nogle af arterne skal nok have haft vigtige funktioner i økosystemerne, men det er i reglen ikke funktioner, vi har brug for. Så var de nok ikke gået så meget tilbage.

Vi har prøvet det så mange gange før. Eksempelvis udryddede vi de store landlevende pattedyr. Sådan nogle vildheste, bisoner, urokser, vildsvin, næsehorn, elefanter og løver har stor effekt på økosystemerne. Nu er de her ikke længere, og ærligt talt så fungerer vores menneskeverden jo udmærket uden. Reaktionerne på ulvenes genkomst i Jylland kunne tyde på, at det ville have været kompliceret med løver og elefanter.

Når vi alligevel bør bekymre os, så er det jo, fordi vi mister lidt af livets forunderlighed og åndfuldhed, hver gang der forsvinder en art eller artsgruppe. I dag summer det ikke længere af sol over engen. Jeg ved ikke, om sommerfuglene døde med Inger Christensen, men det er et faktum, at 12 arter er uddøde fra Danmark de seneste 50 år, og endnu flere er blevet så sjældne, at de færreste af os nogensinde ser dem.

Så vi skal holde op med at klynke over udsigten til dommedag. Det er slet ikke vores begravelse, vi er vidne til. Det er livets vidunderlige fest, som vi er så dårlige til at dele med de andre livsformer, at festen lige så stille ebber ud.

Lyseslukkere – det er, hvad vi er.

Når vi alligevel bør bekymre os, så er det jo, fordi vi mister lidt af livets forunderlighed og åndfuldhed, hver gang der forsvinder en art eller artsgruppe. I dag summer det ikke længere af sol over engen

Rasmus Ejrnæs