Prøv avisen
Kronik

Biskop begravede danske jøder under Besættelsen

Hans Fuglsang-Damgaard var blevet biskop som 44-årig i 1934. Hans navn har ikke mindst været kendt efter krigen i forbindelse med det hyrdebrev, som de danske biskopper udsendte i oktober 1943 efter jødeaktionen. Hvad der dog er mindre kendt er, hvordan hans livsindstilling kom til at præge hans indsats imod nazismen. Foto: Privatfoto

Bent Blüdnikow, historiker og journalist, og Bent Lexner, tidligere overrabbiner

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hemmelige begravelser af danske jøder, blandt andet foretaget af Københavns daværende biskop Hans Fuglsang-Damgaard, hører til besættelsestidens store mysterier og fantastiske fortællinger, som nu dukker frem af Det Jødiske Samfunds historiske arkiver

PÅ EN TUR på Vestre Mosaiske Begravelsesplads i København bemærker vi en gravsten med inskriptionen ”Død den 25. januar 1945”.

Hvilken jøde er død og begravet på et tidspunkt, hvor de danske jøder for længst enten er kommet til Sverige eller værre: blevet transporteret til Theresienstadt? Hvem har foretaget en begravelse af en jøde på den jødiske begravelsesplads på det tidspunkt?

Vi finder en begravelsesprotokol i Det Jødiske Samfunds kælder. Vi kan konstatere, at der faktisk er 26 personer, som i perioden fra oktober 1943 til juni 1945 er blevet begravet på begravelsespladsen. Hvordan er de foregået? Hvem har i praksis stået for begravelserne, gravet gravene og senere tildækket dem? Vi har forsøgt at finde ud af det, men kun noget har givet resultat.

VI GÅR I GANG MED at søge svar på vore spørgsmål ved hjælp af sognenes ministerialprotokoller, som ligger på internettet. Men det bliver en vanskelig opgave. Det viser sig, at nogle af dødsfaldene slet ikke er registreret. Kan man forestille sig, at man under hensyntagen til den tyske besættelse ikke ønskede at registrere disse dødsfald? I de tilfælde, hvor dødsfaldet er registreret, er der ved en del af oplysningerne enten ikke udfyldt rubrikken om præstens deltagelse, eller også står der i rubrikken ”ingen præst”.

Vi havde hørt, at nogle af begravelserne var blevet foretaget af folkekirkens præster. Vores undersøgelser viste, at Københavns daværende biskop, Hans Fuglsang-Damgaard, havde foretaget i hvert fald to af disse begravelser. Fuglsang-Damgaard var blevet biskop som 44-årig i 1934. Hans navn har ikke mindst været kendt efter krigen i forbindelse med det hyrdebrev, som de danske biskopper udsendte i oktober 1943 efter jødeaktionen. Hvad der dog er mindre kendt er, hvordan hans livsindstilling kom til at præge hans indsats imod nazismen.

FUGLSANG-DAMGAARD BLEV FØDT i Sønderjylland i 1890, og det at være født som del af en minoritet kom til at præge hans indsats. Begivenhederne, der foregik i Tyskland i 1930’erne, gjorde et stort indtryk på ham, og ved indvielsen af Lundehuskirken i København i 1938 berørte han den smerte, som det kristne Danmark havde erfaret med jødeforfølgelserne, og 149 præster gav i en offentlig udtalelse tilslutning til hans ord.

Den følgende søndag bad han Gud om at ”beskærme vort folk for antisemitismens, jødehadets og jødeforfølgelsernes giftige pest”. Det var ikke underligt, at tidsskriftet National-Socialisten rasede og truede – uden at der dog skete noget. Ikke desto mindre måtte de danske myndigheder placere to bevæbnede vægtere foran biskoppens bolig, og faktisk blev der gravet en tunnel fra kælderen ud til studiegården.

Under krigen blev Fuglsang-Dam- gaard ringet op af en person, som havde sin gang i det tyske hovedkvarter på Dagmarhus, og som opfordrede ham til at flygte til Sverige. Det afslog Fuglsang-Damgaard, men manden ville, så vidt det var muligt, meddele biskoppen, hvornår det ikke var smart at blive i bis-pegården. Det ville foregå ved, at en ”fru Hansen” ville ringe op og bede biskoppen komme og forrette altergang for hendes syge tante. Det skete to gange, hvor familien måtte flytte hjemmefra. Og det skete endnu en gang. Den 5. maj 1945 ringede ”fruen” og sagde, at nu vil man ikke længere høre fra ”hende”.

EFTER DEN 29. AUGUST 1943 gik Fuglsang-Damgaard direkte ind i bestræbelserne for at sikre, at der ikke var noget jødespørgsmål i Danmark ved at henvende sig personligt til direktør Svenningsen i Udenrigsministeriet. Som bekendt svarede Svenningsen, at han af dr. Best havde fået at vide, at der ikke var noget problem i Danmark.

Senere på måneden bad han Svenningsen om at lade de tyske myndigheder vide, at en rejsning af jødespørgsmålet i Danmark ville betyde en samlet protest fra kirkens side med biskopperne i spidsen. Efter den 29. september, hvor det stod klart, at en aktion var på vej, var han igen til møde med Svenningsen, og efter det møde skriver Fuglsang-Damgaard i sine erindringer:

”Aldrig har jeg følt mig så ulykkelig som den dag. Trængslerne i skyttegravene (Fuglsang-Damgaard deltog i Første Verdenskrig på tysk side som sønderjyde, red.) havde aldrig tynget så stærkt på mig som denne situation. Tanken om de forfærdelige lidelser, som vore landsmænd gik i møde, fik mig til at gyse. Betød det ikke død og udslettelse for dem alle?”.

Fuglsang-Damgaard foranledigede, at en protestskrivelse, som han underskrev på biskoppernes vegne, blev afleveret til departementschefen i Udenrigsministeriet, samtidig med at han tog kontakt med stiftsprovsten for af aftale det fornødne, hvis han selv ville blive arresteret.

Efter aktionen rettede biskopperne i november henvendelse til dr. Best, hvor man anmodede ham om at medvirke til, at der ville blive givet tilladelse til, at der kunne sendes gavepakker gennem Røde Kors til de internerede.

UNDER OPHOLDET I THERESIENSTADT korresponderede Fuglsang-Damgaard med den jødiske menigheds overrabbiner, dr. M. Friediger, om religiøse spørgsmål, hvilket ikke mindst betød meget for Friediger. Biskoppen beskriver, hvilke følelser der gik igennem ham, da dr. Friediger besøgte ham efter befrielsen. Da dr. Friediger døde i 1949, talte blandt andre Fuglsang-Damgaard ved overrabbinerens begravelse.

Med kendskabet til, hvilke skæbner der ramte andre, som protesterede mod nazisternes regime, mordet på Kaj Munk med mere, er det helt utroligt, hvordan Fuglsang-Damgaard satte hjælpen til en minoritet i højsædet vel vidende, at det kunne koste ham livet.

I begyndelsen af Fuglsang-Damgaards erindringsbog skriver han, at biskop Suhr engang havde udtalt, at det danske folk ikke var noget særlig religiøst folk. Fuglsang-Damgaard var uenig, og han forklarer, at man gerne idealiserer det folk, som man elsker – ikke mindst, når man har været skilt fra det og har levet under fremmed herredømme. Det kendte Fuglsang-Damgaard personligt til før 1920.

Idéen om at idealisere det folk, man elsker, er noget, der har præget det jødiske folks følelse gennem historien og ikke mindst i de danske jøders opfattelse af Danmark efter krigen.

Vi er af den opfattelse, at der burde laves en film om Fuglsang-Damgaards liv, og det vil vi arbejde videre med.

UNDERTEGNEDE HAR IGENNEM MERE end et år arbejdet med trossamfundets arkiver, og vi har fundet utroligt mange fantastisk spændende ting. De hemmelige begravelser har været ukendte indtil nu, men er et af besættelsestidens store mysterier, og Fuglsang-Damgaards heltemodige indsats også i forbindelse med begravelserne er en endnu ikke fortalt historie, som kræver mere forskning.

Historien om begravelserne er blot én af de mange dramatiske historier, der er dukket op i forbindelse med undertegnedes gennemgang af Det Jødiske Samfunds arkivalier, der nu er afleveret til Rigsarkivet og Dansk Jødisk Museum. Af andre fantastiske fund kan nævnes, at vi pludselig støder på en sandal. Det viste sig, at den var menighedens ejendom og blev benyttet til det ritual, som kendes i Bibelen som ”svogerægteskabet”.

En afskrift af breve mellem Det Mosaiske Troessamfund og dets daværende overrabbiner Lewenstein er en gave til dem, der vil finde ud af, hvad der skete, da overrabbiner Lewenstein blev fyret i begyndelsen af 1900-tallet og fik tilkendt en meget stor erstatning. Og en sag om en ung jødisk mand, der blev myrdet af en dansk nazist under krigen, har ført til helt ukendte informationer. Vi glæder os over at kunne bringe disse enestående historier ud til en bredere offentlighed.

”Vi er af den opfattelse, at der burde laves en film om Fuglsang-Damgaards liv, og det vil vi arbejde videre med,” skriver dagens kronikører om biskop Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979). – Foto: Ritzau Scanpix