DENNE SOMMER ER DER rig lejlighed til at se kunstneren Peter Brandes’ værker henholdsvis på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Stærke og inspirerende udstillinger, hvor der finder et samspil sted mellem Peter Brandes’ egne værker og den righoldige kunstneriske tradition, repræsenteret ved Maja Lisa Engelhardts og Peter Brandes’ egen kunstsamling. Her er tale om udstillinger, som såvel tematiserer tingenes betydning og værdi, som den peger på kulturens, myternes og religionernes betydning for den menneskelige eksistens.
DEN AMERIKANSKE DIGTER Wallace Stevens (1879-1955) skrev i 1951 om forbindelsen mellem poesi og maleri: ”Der findes en universel poesi, som afspejles i alting (...), konkrete iagttagelser er mere tilfredsstillende.”
Jeg tænker, Peter Brandes deler den opfattelse. For Peter Brandes’ vedkommende finder de konkrete iagttagelser så sted gennem en stadig og stædig bearbejdelse af kulturen. ”Jeg arbejder overhovedet ikke med natur, kun med kultur.” ”Jeg tænder ikke på naturen,” er Peter Brandes citeret for i interviewet i udstillingskataloget. Ikke at Peter Brandes så kun mimer kulturens mange lag, for han tager altid livtag med dem, og gennem disse livtag, som sker ved utrættelige undersøgelser ned i stregerne og formerne, finder der en nyformulering sted, ja, deciderede nyskabelser i et moderne formsprog.
Jeg tænker på Peter Brandes, hver gang jeg går forbi det smukke romanske relief af korsnedtagelsen på Ribe Domkirkes sydside. Den har Peter Brandes malet og tegnet gang på gang, udforsket, undersøgt og trukket frem igen og igen for den moderne betragter gennem sine streger og farver. Når jeg ser et billede af løverne på Delos, disse prægtige antikke skulpturer, mere end 2500 år gamle, så tænker jeg også på Peter Brandes’ fotografier af dem, hvor han med belysning og vinkling får dem til at træde frem i vores tid – på én gang historiske, men samtidig nærværende og gådefulde. Peter Brandes trækker ikke blot fortiden frem i lyset, men han skaber netop nye værker.
Og et sidste eksempel var den overvældende oplevelse, det var for nogle år siden at se Peter Brandes’ arbejde med sædemanden, på én gang et bibelsk motiv, en lignelse, samtidig en kunstnerisk tradition med stærke fremstillinger af fortidens malere for eksempel malerne Vincent Van Gogh (1853-1890) og Jean-Francois Millet (1814-1875).
Og endelig også med inspiration fra et foto fra en kibbutz af en mand, som sår. Det samme motiv igen og igen og farver og former – alle udstillet på Galerie Moderne Silkeborg. Det var en stor og mindeværdig udstilling. Peter Brandes’ billeder åbnede dette motiv med sædemanden for betragteren, gjorde sædemandens verden uendelig stor, ja, forstørrede den, så den rørte ved hele vores menneskelige eksistens. En oprindelig illustration til en lignelse blev gennem Peter Brandes’ fornyende repetitioner til nye lignelser på hele vores eksistens, på forholdet til Vorherre og på forholdet mellem menneske og jord.
SÅDAN ER DE KONKRETE iagttagelser med Wallace Stevens’ ord virkelig mere tilfredsstillende, når den konkrete iagttagelse så også bliver sammenholdt med kunstnerisk arbejde. Det bliver berigelse for os alle. Hvis vi blot giver os tid til at se, se længe nok.
Peter Brandes omtaler ofte sig selv som autodidakt, en mand, som ikke blot har gået i mesterlære hos dem, han fandt inspiration hos, mennesker, han kunne lære noget af, men, kan man vel også sige, i mesterlære ved at se og stille sig foran og sætte sig i forhold til de værker, som allerede er til stede og skabt. Nogle for hundrede år siden, nogle for årtusinder siden. Kykladiske figurer, antikke og moderne værker. Og Peter Brandes står også gerne fortsat i lære i fremstillinger af de mange motiver hentet fra myter og de bibelske fortællinger.
Man kan måske sige, at Brandes nok er autodidakt, men på ingen måde er autonom. Det slår mig, at i denne betegnelse ”autodidakt”, selvlært, ligger der lige dele ydmyghed som viljestyrke og selvsikkerhed. Ydmyghed forstået på den måde, hvad både Brandes’ værker og samling viser, at han er bevidst om, at han maler ind i en kultur og tradition, men samtidig betyder autodidakt også frihed til at kaste sig ind i denne tradition, disse myter, bibelske fortællinger og tilegne sig dem på sin egen måde.
Den autodidakte ved sig både bundet og fri. Brandes’ viljestyrke og energi til at ville gøre det på sin måde, og hans tiltro til, at der virkelig er noget for os mennesker at gribe fat i, se og forholde os til, har således været og er fortsat til stor inspiration for mig og, tænker jeg, for mange andre, der sætter pris på og holder af Peter Brandes’ arbejde.
ET ANDET FORHOLD, som jeg gerne vil trække frem: I interviewet i udstillingskataloget skriver Peter Brandes, at kunsten opstår som et sår.
Det noterede en anden fynbo, digteren Paludan-Müller, sig for snart 200 år siden i digtet ”Abels død”. Han skriver i det digt, at de 17 marksten, som Adam dækkede den døde Abels lig til med, og som formede en pyramide, var det første kunstværk i verden. Bag denne forståelse hos Brandes om, at kunsten opstår som et sår, ligger, tænker jeg, en stærk bevidsthed om, at mennesket både kan være opbyggeligt og destruktivt.
Det er netop også et kendetegn ved de bibelske historier, som Brandes oftest trækker frem: historien om Kain og Abel (brodermordet), Jakobs kamp med englen, med fortællingens understregning af, at alt har sin pris, Abrahams ofring af Isak. Såret er også med i de andre myter og sagn, som Peter Brandes trækker frem, for eksempel historierne fra ”Odysseen” med Polyfemos.
DET SIDSTE TRÆK, jeg gerne vil trække frem, og som jeg blev opmærksom på, da jeg læste kataloget til de to udstillinger, er den måde, hvorpå Peter Brandes’ værker er moderne eller måske mere præcist også rammer vores tid ved netop at inddrage kulturens lag. Var det 20. århundredes kunst fuld af stærke forsøg på at frisætte kunsten og også mennesket til ikke at lade sig stivne i sproget, en frisættelse til at se og sanse sin verden, møde verden, et århundrede præget af afmytologisering og i kunsten både en søgning væk fra de litterære og det figurative, så gemmer der sig en ny form for frisættelse i Peter Brandes’ stædigt holden fast i et figurativt element og brug af traditionens motivkredse fra både jødedom, kristendom og mytologiske universer. Med sit arbejde kalder Peter Brandes beskueren tilbage ind i det almene.
Lad mig prøve at forklare: Vi lever i en individualiseret tid. Det giver frihed, men hvad er så kunstens opgave her? At mime det enkelte menneske selv, dets glæde og smerte?
Peter Brandes gør i alt mere end det: Ved at pege på for eksempel historien om Kain og Abel, et drama, en historie, som ikke kun viser min egen uformåenhed, mine egne kainsmærker, bliver jeg mindet om det almene, det menneskelige fælles, og jeg bliver her indirekte kaldt ind i et fællesskab med andre skrøbelige og sårbare mennesker. Almengørelsen gennem de gamle myter og henvisningen til de bibelske historier sker nu ikke ved at befri sig fra traditionen i en tiltro til, at kun derved – ved at rense ud – kan jeg stå nøgen og på egne ben.
Traditionen med myterne, religionerne og de historiske ting og ikonografierne hjælper os derimod til at forstå vores liv og det fællesskab, vi er en del af. Ja, de hjælper os måske ligefrem til at få øjnene op for, at vi virkelig er og skal forstå os som autodidakte og ikke som autonome. Autonomien kan være en farlig illusion, og det ved den autodidakte.