Kronikken tager udgangspunkt i ph.d.-afhandlingen ”En ny Vej til det gamle Evangelium. Hans Fuglsang-Damgaards engagement i Oxford-gruppebevægelsen i Danmark fra 1933 til 1938”.
Hans Fuglsang-Damgaards (1890-1979) modige indsats over for jøderne i Danmark under Anden Verdenskrig er for nylig blevet omtalt i Kristeligt Dagblad. Herunder er omtalt det hyrdebrev fra den 29. september 1943, som Fuglsang-Damgaard stod bag. Det var en reaktion på nazisternes fremfærd over for jøderne i Danmark. Desuden har resultatet af nyere undersøgelser vist, at Fuglsang-Damgaard foretog i hvert fald to begravelser af jøder under Anden Verdenskrig.
Det følgende kommer imidlertid ikke ind på Fuglsang-Damgaards kritik af jødeforfølgelserne i Danmark under Anden Verdenskrig. Det omhandler et andet område af Fuglsang-Damgaards virksomhed: hans deltagelse i Oxford-gruppebevægelsen i Danmark i 1930’erne. Bevægelsen var grundlagt af den amerikanske lutherske præst Frank Buchman (1878-1961).
Den byggede blandt andet på principper om vidnesbyrd på offentlige møder, de såkaldte Oxford-møder. Endvidere praktiserede deltagerne gensidig bekendelse, som blev omtalt som ”sharing”, og den havde flere principper for livsførelsen.
Efter foromtale i dagspressen markerede Oxford-gruppebevægelsen i Danmark sig ved et åbningsmøde i Odd Fellow Palæet i København den 27. marts 1935 og ved efterfølgende kampagner i det meste af landet. Et af de største Oxford-møder fandt sted i Forum i København i oktober 1935, hvor der var cirka 25.000 deltagere.
På det tidspunkt, da Oxford-gruppebevægelsen havde tilslutning i Danmark, var Fuglsang-Damgaard biskop over Københavns Stift. Han interesserede sig for religionspsykologi og psykologi, og hans sympati for bevægelsen rejser spørgsmålet, om han formåede at kombinere denne interesse med Oxford-gruppebevægelsen og med sit engagement for genoplivelse af det lutherske privatskriftemål.
Fuglsang-Damgaards interesse for religionspsykologi er blandt andet kendt fra hans bog ”Religionspsykologi” fra 1933. Men i breve til hustruen Calina Fuglsang-Damgaard, som findes i hans privatarkiv på Rigsarkivet, kan man spore hans optagethed af emnet helt tilbage til 1926. Desuden havde han i årene 1925-1933 som docent i systematisk teologi ved Københavns Universitet undervist i religionspsykologi.
Endvidere havde han studeret religionspsykologi under en studierejse til Berlin i sommeren 1931, hvilket vi har kendskab til gennem Fuglsang-Dam-gaards breve fra Berlin til hustruen. I ”Religionspsykologi” gav han udtryk for den opfattelse, at religionspsykologi havde både en teoretisk og en praktisk side, og han understregede, at kendskab til religionspsykologi kunne være nyttig for præsten i arbejdet med sjælesorg.
Også i skriftet ”Privatskriftemålets Fornyelse” fra 1933 kom Fuglsang-Damgaard ind på spørgsmålet om sjælesorg, og han foreslog, at det lutherske privatskriftemål blev genoplivet i kirken. Baggrunden herfor var, at efter Reformationen var kirkens privatskriftemål det lutherske skriftemål med bekendelse og absolution eller syndsforladelse. Dette skriftemål var ikke blevet ophævet, men på Fuglsang-Damgaards tid var det næsten gået ud af brug. Det skriftemål, man brugte i kirken, var et fælles skriftemål inden nadveren. Med sit forslag tilstræbte Fuglsang-Damgaard at genoplive det lutherske privatskriftemål.
I ”Privatskriftemaalets Fornyelse” inddrog Fuglsang-Damgaard Oxford-gruppebevægelsen. Han var optaget af den omtalte gensidige bekendelse i bevægelsen kaldet ”sharing”, som efter hans opfattelse kunne bane vejen for en genoplivelse af kirkens privatskriftemål, og han foreslog, at præsterne ved genindførelsen oplyste om, hvor skriftemålet fandt sted og, hvornår man kunne komme til skriftemål.
Også ved andre lejligheder fremhævede Fuglsang-Damgaard vigtigheden af skriftemål. Af hans skrift ”Oxfordgruppen, En ny Vej til Det Gamle Evangelium” fra 1936 fremgår det, at det var centralt for Fuglsang-Damgaards velvillige opfattelse af Oxford-gruppebevægelsen, at den fik mennesker i tale i en moderne og sekulariseret samtid. Han lagde vægt på, at bevægelsen arbejdede inden for kirken, og han anså det endvidere for en stor gevinst, at bevægelsen i sin skriftemålspraksis ydede en tiltrængt sjælesorg.
Han gav desuden i skriftet udtryk for, at Oxford-gruppebevægelsen kunne medvirke til at styrke forholdet mellem kirke og samfund.
Ved bevægelsens fremstød i Danmark i marts 1935 havde Fuglsang-Damgaard en fremtrædende rolle ved modtagelsen af den. Han holdt velkomsttalen ved det første store Oxford-møde i Odd Fellow Palæet den 27. marts 1935. Manuskriptet til talen findes i hans privatarkiv, og den har overskriften ”Velkomsttale til Oxfordmøde i Koncertpalæet 27./3.35”. I talen gav han udtryk for det synspunkt, at Oxford-gruppebevægelsen kom med evangeliet om frelsen ved Kristus, og at den bragte det på en ny måde. Hermed hentydede han til den opsigtsvækkende reklame, der omgav bevægelsen, og til bekendelser på Oxford-møderne.
I det følgende sagde han i talen, at den havde vakt interessen for kristendommen hos mange, samt at bevægelsen kunne være en modbevægelse til tidens materialisme.
De sjælesørgeriske samtaler med deltagerne bibragte ifølge Fuglsang-Damgaard sjælelig lettelse, og han sagde, at ”Tusinder har fundet Fred ved at tale med dem (deltagerne i Oxford-gruppebevægelsen. I.B.W., red.) om deres Vanskeligheder og at hente Raad og Vejledning hos dem som en Broder taler med en Broder”.
I tiden efter Oxford-mødet i Odd Fellow Palæet deltog Fuglsang-Damgaard i et møde i KFUM i København den 1. april om Oxford-gruppebevægelsen samt i et Oxford-møde på Kronborg i pinsen 1935. Han udtrykte endvidere sin sympati for bevægelsen i interviews i dagspressen og i sine mindre skrifter.
Også i tre kronikker i Kristeligt Dagblad den 13., 15. og 16. januar 1938 med titlen ”Oxford-gruppebevægelsen og Norden” kom Fuglsang-Damgaard blandt andet ind på, at Oxford-gruppebevægelsen havde fremhævet betydningen af privatskriftemålet. Det er et spørgsmål, om ikke han engagerede sig i Oxford-gruppebevægelsen, idet han mente, at den i sin sjælesorg med den gensidige bekendelse mellem deltagerne kunne være medvirkende til, at privatskriftemålet blev genindført i kirken. Desuden har hans opfattelse af, at Oxford-gruppebevægelsen kunne være med til at skabe interesse for kirken i den brydningstid, der var i kirke og samfund i 1930’erne, sandsynligvis spillet ind i han velvillige indstilling.
De tre kronikker i Kristeligt Dagblad blev Fuglsang-Damgaards sidste større tilkendegivelse af hans imødekommende interesse for Oxford-gruppebevægelsen. Interessen for offentligt at debattere bevægelsen svandt nogle år efter fremstødet i 1935, og efter 1938 blev den næsten ikke omtalt længere i dagspressen. I samtiden kom debatter og samtaler i stadig højere grad til at dreje sig om oprustningen i Tyskland og om bekymringerne for en kommende krig.
Fuglsang-Damgaards indsats over for jøderne er blandt andet omtalt i Kristeligt Dagblad den 30. august, den 31. august samt den 7. september og den 22. oktober 2019.