Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Biskop Monrad var skurken bag den nationale katastrofe i 1864

Tabet af Slesvig blev af Henrik Pontoppidan opfattet som et "røveri", men talen om "røveri" i forbindelse med krigen er jo meningsløs. Snarere er der tale om en "foræring" til modstanderen, når man i enøjet griskhed overspiller sine kort, som det skete på London-konferencen, skriver cand.oecon Erik Ebsen Petersen. Foto: C.F. Wilhelm Schrøder/Scanpix Historical

Tabet af Slesvig til Bismarck i det 19. århundrede bliver stadig ofte omtalt som røveri, men det var selvforskyldt, og de danske politikere svigtede dengang totalt

TIDLIGERE MARKEREDE vi den 18. april som "Dybbøldagen": den dag i 1864, da preussiske og østrigske tropper stormede de i forvejen sønderskudte skanser på Dybbøl. Dagen skulle være et minde om vor udholdenhed i kampen mod overmagten.

Begivenhederne er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog "Slagtebænk Dybbøl", som udkom i juni 2008. Det har været en udbredt opfattelse, at vor regering var uden skyld i krigen og dens forløb. Henrik Pontoppidan skrev et digt, som er en del af vor nationale sangskat: "Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage: en røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!" - tabet af Slesvig var ganske enkelt et "røveri".
I den brede, folkelige undervisning og oplysning har man undladt at omtale danske beslutninger, som har medført medansvar for krigen og dens forløb. Der er anledning til at erindre om følgende:

Efter Treårskrigen blev der i London indgået en international aftale - med Danmarks fulde tilslutning - hvorefter Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten.

I marts 1863 kundgjorde regeringen C.C. Hall, at man ville ændre forfatningen, således at Slesvig og Danmark blev samlet under en fællesforfatning. Preussens ministerpræsident Otto v. Bismarck gjorde det klart, at en krig ville være uundgåelig, hvis loven blev gennemført som planlagt. Men det skete alligevel. Kongen, Christian IX, måtte nødtvungent underskrive den. Det gjorde han den 18. november.

Regeringerne i Frankrig, England og Rusland forsøgte forgæves at få Novemberforfatningen annulleret. Kongen forlangte så nye forhandlinger. Det afviste Hall, regeringen trådte tilbage, og til ny konseilspræsident valgtes kultusminister, tidligere biskop Ditlev Monrad.

Den 16. januar 1864 kom Bismarcks ultimatum: Novemberforfatningen skulle annulleres inden for 48 timer, hvilket jo var en praktisk umulighed. Natten til 1. februar gik de fjendtlige tropper over grænsen. Krigen var begyndt.

Danmark havde brudt en aftale indgået med andre europæiske lande, og de kunne derfor naturligvis ikke komme os til hjælp. Vi bærer altså et tungt ansvar for krigen i 1864.

Efter vore troppers "sejrrige" tilbagetog fra Dannevirke den 5. og 6. februar 1864 skulle Danmark nu forsvares "til det yderste" på Dybbøl. Den 15. marts begynder fjenden fra Broager at bombardere skanserne med langtrækkende kanoner.

I Buk-Swientys føromtalte bog refereres "telegrafsamtaler" mellem krigsminister Lundbye i København og overkommandoen på Dybbøl. Allerede den 9. april fremhæver kommandoen fjendens overlegenhed, og at man må overveje en tilbagetrækning til Als. Ministerens svar er: "Dybbølstillingen skal forsvares til det yderste". Senere meddeler man, at stillingen ikke længere kan forsvares. Tilbagetrækning må forberedes. Overkommandoen kræver frie hænder desangående og får det.

Dette tilsagn varede i 6 timer. Så blev det underkendt af Monrad, fordi regeringen fandt det afgørende vigtigt, at stillingen blev holdt "selvom heraf skulle resultere forholdsvis betydelige tab". (Dette ordvalg gengives af flere historikere).

Så fik tropperne kontraordre: De skulle blive på "Slagtebænk Dybbøl". Angrebet medførte, at mellem 700 og 800 danske soldater blev dræbt, og op mod 1000 blev såret. Tragedien ville være undgået, hvis tilsagnet om "frie hænder" ikke var blevet underkendt. I den foreliggende situation var det en forbrydelse ("krigsforbrydelse") at tvinge soldaterne til at blive i det blodbad, som allerede var anrettet.

En uge efter Dybbølslaget begyndte i London en fredskonference, hvor også stormagterne deltog. Bismarck meddelte, at han lod den mulighed stå åben, at det nordlige Slesvig kunne blive ved Danmark. Tanken fik tilslutning fra alle deltagere undtagen de danske.

Preusserne foreslog så en folkeafstemning om en delingslinje. Også det forslag afvistes af Danmark. Man afviste en tilkendegivelse fra "folket" i Slesvig! Preusserne var altså i højere grad end danskerne indstillet på at tage hensyn til folkenes sprog og sindelag. Virkelig bemærkelsesværdigt!

Til sidst kom et russisk forslag om en deling efter en neutral mægling. Det forslag blev diskuteret i Statsrådet i København. Her kom en falliterklæring fra en "ubeslutsom og sindsoprevet" Monrad: Han kunne ikke beslutte sig og overlod spørgsmålet til Christian IX, som valgte at sige nej til mægling. Han var faktisk uvidende om, hvad der stod på spil. Dermed var konferencen sprængt. Det er sagt om London-konferencen, at "den er et sørgeligt kapitel i Danmarkshistorien, et af dem, som man i al eftertid brændende har ønsket uskrevet". (Historikeren Roar Skovmand).

Historikerne mener, at vi på London-konferencen kunne have fået en delingsgrænse tæt på den, som vi fik i 1920. Så ville Nordslesvig i 1914 have været en del af det neutrale Danmark, og vi ville ikke have mistet 5-6000 landsmænd i Første Verdenskrig!

Efter blodbadet på Dybbøl var en fortsættelse af krigen selvsagt udsigtsløs, men Monrad kendte øjensynlig ikke ordet "kapitulation". Efter at fjenden havde erobret Als, stod Fyn for tur. Det skabte panik i København. Kongen afskedigede ministeriet Monrad. Det ny ministerium C.A. Bluhme havde som første opgave at skaffe våbenhvile og fred.

Våbnene tav den 20. juli. To udsendinge rejste til Wien, hvor fredsbetingelserne blev dikteret: Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle afstås fuldt ud bortset fra små områder ved Kolding og Ribe. Vi mistede 40 procent af vort territorium og cirka en tredjedel af vor befolkning.

Historikerne har for længst gjort det klart, at den nationale katastrofe i 1864 var "selvforskyldt". Vi fortjente ikke bedre - med de forhandlere og den regeringschef!

De danske forhandlere i London fik et meget dårligt skudsmål af de engelske delegerede: "Danskerne var stædige og er de vanskeligste folk at have med at gøre". "Deres mangel på dygtighed til at ordne deres egne sager er forfærdelig og varsler dårligt for en varig overenskomst". (Roar Skovmands gengivelse).

Ansvaret for sammenbruddet er dog "først og fremmest" Ditlev Monrads. Han er karakteriseret som maniodepressiv, arrogant og egenrådig, en "alt eller intet"-mand, der tillagde sig selv større evner end alle andre. Monrad var en ener også i den forstand, at andre politikere undgik ham. I hans regering var de øvrige ministre alle middelgode embedsmænd fra ministerkontorerne (ikke de klogeste). I folkemunde benævntes regeringen "Millionen": En ener og seks nuller.

Tabet af Slesvig blev af Pontoppidan opfattet som et "røveri". Når digtere behandler historiske emner, bør de vel bevare en vis troværdighed. Talen om "røveri" i forbindelse med krigen er jo meningsløs. Snarere er der tale om en "foræring" til modstanderen, når man i enøjet griskhed overspiller sine kort, som det skete på London-konferencen.

I sorg og græmmelse over katastrofen drog Monrad i selvvalgt eksil til New Zealand, hvor han blev i fire år. Efter hjemkomsten blev han genindsat som biskop over Lolland-Falsters stift.

PS: Sjette vers i Pontoppidans sang lyder således: "Men du vil ingen sørgefest! Mens tåren øjet brænder, du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine bøddelhænder". Dette ordvalg er en grotesk anklage, som der ikke findes belæg for. Bør redaktionen af "Folkehøjskolens Sangbog" overveje at udelade verset i en kommende ny udgave af bogen? Eller bør man overveje at udelade sangen i sin helhed, som det historiske falsum dens udsagn notorisk er?

Erik Ebsen Petersen er cand.oecon.