Så blomstrer Guds kirke med ære/ og dejlige frugter kan bære/ for Jesus dens grøde opliver/ og væske i væksterne giver
Sådan lyder det oprindelige femte vers af Brorsons salme Den yndigste rose er funden. Et vers, der er forsvundet ud af salmebogen, måske fordi salmen i den grad opfattes og læses som en julesalme, og verset har været opfattet som lidt uvedkommende i den sammenhæng. Men i det vers bindes frelsen i Kristus, det enkelte menneske og kirkens fællesskab sammen, så salmen bliver en fantastisk kort og præcis fremstilling af troens liv.
Kirken er grundlæggende anderledes. Noget andet end offentlig virksomhed. Noget andet end foreninger, klubber og organisationer. Og slet ikke en koncern, en produktionsvirksomhed eller et resultatorienteret firma. Kirken må aldrig ses, forstås eller ledes som noget andet end den er.
Kirken skal ikke effektiviseres. Kirken kan ikke have måltal, og kan ikke vurderes på baggrund af opnåede mål.
I kirken skal vi selvfølgelig tage vare på arv og midler, med skønsomhed og samvittighedsfuldt. Dybest set er kirken slet ikke vores. Og dens vækst er ikke vores resultat eller fortjeneste. Dens vision er nedlagt i grundlaget selv, af ham som gav os kirken. Til trøst, til oplysning, til fællesskab med ham selv i fred og i glæde, i håb og i kærlighed. Kirken er vores mor, sagde Grundtvig. Og kirken er Kristi krop og Guds Rige, usynligt til stede i menighedens fællesskab, som danner kirken. Bygget af levende stene. Af Herren altså. Med os som stenene.
Når kirken og Riget trives og vokser ved os, er det en lykke og en ære. Når vi tager førergreb på kirken, gør vi vold på vores mor og piner Kristi krop.
Det er med Guds Rige som med et sennepsfrø. Det er med Guds kirke, som med et sennepsfrø. Sat i verden af Gud selv, som et fællesskab mellem menneske og menneske og mellem Gud og menneske. Med Guds egen kraft til vækst.
Væksten behøver vi ikke bekymre os om. Vi skal ikke styrte rastløst rundt i overanstrengelse og ængstelse for, om det nu vil gro eller visne. Gud giver væksten. Jesus opliver kirkens vækst. Hans ånd er livskraften i kirkens liv.
LÆS OGSÅ: Bispekandidatens kronik: Tradition og rummelighed i folkekirken
Hvis vi tror, det i sidste ende hænger på os, på menighedsråd og præster og biskopper, bliver vi nervøse og geskæftige. Vi vil se resultater og synlighed og omtale. Så vrider vi ideer og handlingsplaner ud af hinanden, og fortæller kalkuleret den gode historie, nærmest før den er at fortælle.
For det skal jo blomstre hos os. Helst i et uendeligt og farverigt helårsflor. Det bliver som med væksterne i gartnerierne og æggene i hønsefarmene: Med evigt kunstigt lys og alle slags vækstfremmere kan vi tvinge produktiviteten op.
Sådan er vi i vores kultur også blevet tilbøjelige til at behandle hinanden. Med et krav om evig blomstring, høj produktivitet på alle parametre, fra arbejdskraft til alle tænkelige livsstilsmål og den gode historie om vores livs uantastelighed, glathed og skønhed.
Her er ingen respekt for, at der er En tid til at så og en tid til at høste. At der er en tid til fordybelse og hvile, en tid til eftertanke og en tid til opfindsomhed og forsigtig afprøvning. Som der i naturen er en løgets og frøets tid, og en spiring-ens og den stille væksts tid, og i passende tid en blomstringens tid.
Med det resultat, at mennesker i titusindvis brænder sammen og giver op. Aldrig har vi haft så høje krav og mål, og så lidt mildhed over for andre både når de blomstrer vældigt, og når det er andre tider i vores liv.
Aldrig har der været så mange mennesker på medicin mod stress, depressioner og sammenbrændthed. Vi må virkelig lære igen at respektere Guds og naturens rytme, se hinanden og livet, også i kirken, med mildhed og glæde. Glæde os, når det gror og blomstrer. Og glæde os, når det gror skjult og stille, og der er hvile i hverdagen og det almindelige. I kirkens liv med søndagsgudstjeneste og højtider med det kendte og rolige.
Det gror og blomstrer godt, snart her og snart der, på vidt forskellige måder i den kirke, jeg kender bedst, i kirken i Ribe stift. Det stille stift er det blevet kaldt jeg aner ikke hvorfor.
Debatten er ikke stille her. Der bliver talt stærkt og direkte, også om det fundamentale. Måske ser her stille ud på tilstrækkelig afstand. Som jorden ser ganske stille ud fra flyvinduet. Men det synger i rødderne, og det spirer og gror og sætter blomst og frugt i sin egen gode rytme. Det vokser og lever. Også ved os.
Det skal det have lov at gøre i fred. Som en god veninde sagde forleden i en ganske anden sammenhæng: Kan man egentlig håbe på noget bedre af en leder, end at hun kan lade sine medarbejdere være i fred og inspirere, når der er brug for det?
Hvad er så opgaven for de ledere, vi sætter i kirken? Først at se. At være, og blive fortrolige med menighedernes liv i al deres mangfoldighed og forskellighed. At få øje for opfindsomheden, at deltage i glæden ved de overraskende former, der opstår og passer så overraskende til dem, som på deres eget sted satte dem i værk.
Det er også en leders og ledelsens ansvar at se, når der skal kæmpes for hårdt. Hvis menighedsråd og menigheder på en eller anden måde kom i klemme og blev pålagt byrder, der tog glæden og kraften fra dem.
Det er en biskops rolle at være talsmand for menighederne og menighedsrådene. At stå op for sine. Når der bliver gjort indhug i konfirmationsforberedelsens muligheder eller pålagt menighedsrådene opgaver, som tynger og kvæler. Lederen må også være opfindsom. I at gøre kirkens plads gældende, og i at finde måder at aflaste.
Det kan lade sig gøre. Ledelse er også at skabe forbindelser. At forbinde de mennesker, som er engageret i det samme område, som har gjort sig erfaringer og tanker. Det er vigtigt, ved siden af de formelle udvalg i det kirkelige, at medvirke til, at frie fora kan finde sammen, så inspirationen og tankerne og samtalen kan flyde frit.
Når der så kommer uventede resultater, der kræver uventede strukturer eller ressourcer, må det være ledelsens ansvar at finde den nødvendige fleksibilitet og anstrenge sig for at stille ressourcer til rådighed, så vidt det lader sig gøre. Og i øvrigt stille egen inspiration til rådighed. Til fri afbenyttelse.
I kirken er det aldrig ledelsens vision, der til sidst binder. Det gør kun den vision, der læses ud af evangeliet: Guds vision om, at hans rige gror, at han i det er ethvert menneske nær med sit ord og sin kærlighed og kraft.
Men det påhviler enhver og i særlig grad dem, som påtager sig ledelsesansvar, at gøre sig selv tydelige. I holdninger og tanker. Tydelighed i holdninger, tanker og relationer er forudsætning for tryghed og tillid. På samme måde som respekten for andres tydelighed er, også i modsigelsen og anderledesheden.
Ingen tanke, holdning eller for den sags skyld protest må kvæles. Ingen vilje eller idé må undertrykkes. Måtte opfindsomheden og freden, glæden ved evangeliet om Guds kærlighed, frelsen og det evige liv i Jesus Kristus, og tilliden til Helligåndens virke i kirken få frit løb. Da blomstrer Guds kirke med ære efter hans vilje.
Thala Juul Holm er provst i Tønder og bispekandidat i Ribe Stift.