Kirkehistorikeren P.G. Lindhardt udgav i 1968 en skildring af ”Det katolske bispevældes sidste dage i Danmark” med den manende titel ”Nederlagets mænd”. Den mere end 40 år gamle bog har på det seneste fået fornyet aktualitet, dels med de folkekirkelige biskoppers udtalelser om muslimske imamers tale- og handlefrihed i Danmark, dels med debatten om muslimske imamers medvirken ved folkekirkelige gudstjenester.
P.G. Lindhardt viser, hvordan de katolske biskopper på forhånd havde tabt konfrontationen med den lutherske reformation. Årsagen til deres nederlag var først og fremmest, at de havde glemt at argumentere teologisk, hvis de ellers nogensinde havde kunnet det. De var fremragende godsadministratorer og politikere, men havde i det store og hele ingen teologisk uddannelse og kunne derfor ikke stille noget op mod reformatorerne og deres teologiske kritik af den kirke, hvis ledere biskopperne var. Resultatet var som bekendt, at Reformationen i løbet af et par år havde vundet, først folkeligt i slutningen af 1520’erne og derefter politisk med de katolske biskoppers afsættelse og kongens overtagelse af kirkens styrelse i 1536.
Hvis folkekirkens biskopper og med dem den officielle folkekirke ikke passer på, er der en overhængende risiko for, at historien er i gang med at gentage sig.
Biskoppernes primære opgave var og er at føre tilsyn med folkekirkens præster og menighedsråd. Det sidste som en konsekvens af den aktuelle magtstruktur i folkekirken. Som en af Reformationens konsekvenser fratog man biskopperne al politisk og økonomisk magt og ændrede deres titel og stillingsbetegnelse fra det hidtidige ”biskop” til ”superintendent”. Begge ord betyder nogenlunde det samme på henholdsvis græsk og latin, nemlig ”tilsynsførende”, og navneskiftet skyldtes først og fremmest ønsket om at undgå de associationer, der hang ved den gamle betegnelse.
De folkekirkelige biskoppers opgaver som tilsynsførende kan bedst illustreres ved det løfte, som folkekirkens præster skal aflægge i forbindelse med deres præstevielse. Dette løfte har, som forholdene er i dag, ingen egentlig juridisk betydning, men det viser ikke desto mindre, hvad en præst som præst i hvert fald moralsk er forpligtet på, både i teori og praksis.
Ved at aflægge præsteløftet lover den vordende præst, at hun eller han vil ”forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse”, ligesom hun eller han lover efter evne at ville ”modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse, samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning”. Alt dette lover den vordende præst ”med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give”.
I den aktuelle situation, hvor alle taler om muslimer, moskéer og imamer, er det biskoppernes opgave at give præster og menigheder forudsætninger for at formulere og give udtryk for den kristne tro. Ikke først og fremmest i forhold til andre religiøse forståelser af verden og tilværelsen. Forholdet til anderledes tænkende, talende og agerende kommer af sig selv, når først man ved med sig selv, hvad man er, og hvad man står for som et kristent menneske. Det kan aldrig være konfrontationen med andre, men forståelsen af, hvem man selv er, og hvad man selv tror på, der er den primære opgave for kristne mennesker. Det er det, biskopperne skal hjælpe præster og lægfolk i deres stifter med.
Når det er sagt, er det nødvendigt at tilføje, at muslimerne ikke er de eneste, biskopperne skal hjælpe præster og menigheder med at forholde sig til. Endnu vigtigere er det at hjælpe præster og menigheder med at forholde sig til den ateisme, der for tiden vejrer morgenluft på baggrund af manges lede ved den stadigt mere religiøse dagsorden i det offentlige rum. Det er ikke nogen ny problemstilling, langtfra, men den er alligevel ny derved, at konfrontationen med en aktiv og missionerende ateisme kommer samtidig med en stadigt mere udtalt konfrontation med en stadigt mere talstærk og selvbevidst muslimsk offentlighed.
Biskoppernes opgave er i denne situation at hjælpe præster og menigheder til at bevare deres selvrespekt som kristne. Her er det vigtigt at erindre sig, at selvrespekt forudsætter frihed. Kun den, der føler sig og ved sig fri, kan respektere sig selv – og dermed alle andre. Denne frihed og selvrespekt forudsætter i en kristen sammenhæng et godt kendskab til Bibelen, både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente, og den kristne troslære – ”Guds Ord og troens hellige lærdomme”, for at bruge præsteløftets formulering.
Dertil kommer en forståelse af gudstjenestens natur og sakramenternes – dåbens og nadverens – betydning. Samtidig er det nødvendigt at have en begrundet forståelse for, hvordan vi mennesker skal leve vores liv, ikke mindst hvordan vi skal leve det sammen med hinanden.
N.F.S. Grundtvig talte om, at kirken – menigheden – har tre livstegn, det vil sige tre indikatorer på, at kirken er en levende og troende kirke. De tre livstegn er bekendelsen, forkyndelsen og lovsangen. I bekendelsen giver man udtryk for, hvad man tror, det vil sige, hvem man er som kristent menneske. I forkyndelsen tager man sine medmennesker med ind i sit eget liv og deler det med dem, og i lovsangen henvender man sig sammen med andre kristne mennesker til den treenige Gud. Et godt, konstruktivt kendskab til Bibelen, menneskelivet og salmebogen er den nødvendige forudsætning for som et kristent menneske at kunne leve sit liv sammen med andre i frihed og gensidig respekt.
Selvfølgelig kan biskopperne ikke på deres trods alt skrøbelige skuldre bære hele det kirkelige liv i deres stifter, men de har det organisatoriske ansvar for, at det kirkelige liv ikke desto mindre fungerer. Meget kan de delegere til provster og præster, stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd, men det overordnede ansvar er deres. Det er ikke nogen let opgave. Men den kan løftes.
Det viste de første evangeliske biskopper. Det var deres opgave at være teologiske og kirkelige rollemodellet og sparringspartnere for præster og menigheder. De opgaver, biskopperne på denne måde havde i deres stifter, havde præsterne i deres sogne. Som biskopperne skulle være rollemodeller og sparringspartnere for præsterne, skulle præsterne være det for menighederne.
Historien viser, at projektet lykkedes for reformationstidens biskopper og præster. Det vil også kunne lykkes i dag, hvis vor tids biskopper og præster i samme grad som reformationstidens er teologiske og kirkelige rollemodeller og sparringspartnere, biskopperne for præsterne og præsterne for menighederne. I dag som på reformationstiden er det biskopperne og præsterne, der et langt stykke selv afgør, om de vil være nederlagets eller fremtidens mænd og kvinder.
Hvis nogen spørger, hvor menighederne og med dem menighedsrådene kommer ind, er svaret, at det er dem, der vælger både præster og biskopper og dermed har det grundlæggende ansvar for, hvordan det går folkekirken.
Peter Balslev-Clausen er ph.d og tidligere provst og adjungeret professor