Prøv avisen
Kronik

Biskoppernes forbehold over for fælleserklæring holder ikke

Bo Kristian Holm, Lektor i dogmatik og centerleder ved Aarhus Universitet, medlem af Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den danske folkekirke er nu én af de få lutherske kirker, der står uden for fælleserklæring mellem lutheranere og katolikker. Men ingen af de danske biskoppers oprindelige argumenter mod erklæringen kan anses for at være gyldige i dag

I en stort opsat artikel i Kristeligt Dagblad den 26. oktober behandler avisen folkekirkens manglende tilslutning til Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, som den katolske kirke og Det Lutherske Verdensforbund underskrev for 20 år siden. Folkekirken tilsluttede sig ikke erklæringen, og flere mener, at det bør den fortsat heller ikke gøre.

Problemet er imidlertid, at ingen af de forbehold, som biskopperne kom med for 20 år siden, holder til en tryktest i dag. Det er et problem, for det var netop påstanden om fælleserklæringens manglende teologiske vægt, der for 20 år siden begrundede forbeholdet. Netop på grund af påstanden om, at dokumentet ikke havde den fornødne teologiske vægt, var biskopperne ”ikke tilbøjelige til at ville anvende fælleserklæringens tekst som udgangspunkt for en revurdering og nytolkning af vor lutherske arv og vore bekendelsesskrifter”.

Biskopperne begrundede deres holdning med følgende punkter:

1. At der ikke var opnået den fælles forståelse af grundsandheder, som omtales i erklæringen.

2. At når den lutherske lære forstår retfærdiggørelseslæren som det ene uopgivelige kriterium for læren, forkyndelsen og for hele kirkeforståelsen, så viser den katolske kirkes opfattelse af, at der også eksisterer andre kriterier, at man ikke er nået frem til den påståede enighed.

3. At gengivelsen af den lutherske forståelse, at den kristne ”på jorden i hvert fald (kan) føre et delvist retfærdigt liv”, er ”direkte uforenelig med den lutherske forståelse af forholdet mellem synd og retfærdighed.

4. At den katolske opfattelse af, at der sker en dobbelt modtagelse af nåden gennem henholdsvis retfærdiggørelse og fornyelse, og at mennesket må samarbejde med Gud om det sidste, viser, at der er ikke er opnået den hævdede enighed.

Siden 1999 har både Metodistkirken og Det Reformerte Verdensforbund tiltrådt erklæringen, og den danske folkekirke er nu én af de få lutherske kirker, der står udenfor. Argumentet for det danske forbehold står dermed ret alene i forhold til andre protestantiske kirker. Det er ikke i sig selv et argument. Mere tyngende er imidlertid det argument, at den sprogbrug, der er anvendt i erklæringen og ikke mindst i Vatikanets kommentar til den, er bemærkelsesværdig luthersk på afgørende steder.

Faktisk valgte Vatikanet i dets forklarende ”Annex” til dokumentet overvejende at formulere sig ved hjælp af citater fra den lutherske Konkordiebog, en samling bekendelser, som de fleste lutherske kirker har som tillæg til Den Augsburgske Bekendelse, dog ikke Danmark. Det var bemærkelsesværdigt, selvom det aldrig har fået den anerkendelse, som dette skridt fortjente. Beskrivelsen af den katolske nådelære skal derfor læses i dette lys.

Dertil kommer, at de danske biskopper som så mange andre ikke forstod fælleserklæringens konsensusbegreb. Der er netop ikke tale om, at de deltagende kirker skal revurdere deres bekendelsesgrundlag. Der er derimod tale om en ”differentieret og differentierende konsensus”, der tager den historiske udvikling alvorligt. Vi kan i dag ikke gøre noget ved den måde, kirkerne fordømte hinanden på i det 16. århundrede, men det er muligt på baggrund af fælles teologiske studier og samtale at konkludere, at tidligere fordømmelser ikke rammer den forståelse af retfærdiggørelsen, som kirkerne i dag har. Det betyder ikke, at der nødvendigvis skal være enighed på alle punkter, men det betyder, at de stadigt eksisterende forskelle ikke har så stor vægt, at de rammes af historiens fordømmelser og udelukker en enighed om det basale. Skal man forstå erklæringen, er det afgørende, at den læses ud fra denne vigtige skelnen.

Diskussionen om retfærdiggørelseslæren som ”eneste uopgivelige kriterium” udgør et særligt problem. I dag ved vi, at sprogbrugen var resultatet af et ulykkeligt forløb. I første udgave af fælleserklæringen stod der, at retfærdiggørelseslæren havde en ”omfattende kritisk og normativ funktion”. Men én af de katolske deltagere i arbejdet brød sig ikke om ordet ”funktion”. Det blev ændret til ”kriterium”. Det betød, at man så straks kunne spørge, om der var ét eller flere kriterier. Når det er ulykkeligt, skyldes det, at det heller ikke fra luthersk side er muligt, at retfærdiggørelseslæren er det eneste kriterium.

Læren om Jesus Kristus som åbenbaringen af Guds nåde er for eksempel også et uopgiveligt kriterium. Man burde have taget formuleringen helt ud, mener Theodor Dieter, tidligere leder af det lutherske økumeniske institut i Strasbourg. Men man opdagede miseren for sent. Da teksten blev oversat til italiensk, skete der ydermere det, at mens originalen havde kriterium i ubestemt form, så findes denne mulighed ikke på italiensk. Så da man i Vatikanet læste ”il criterio” i bestemt form, måtte man reagere og betone, at der også var andre kriterier. Man skal dog bemærke, at katolikkerne samtidig betonede retfærdiggørelseslærens særlige betydning. Og det er denne formulering, man skal hæfte sig ved.

Formuleringen, at den kristne på jorden kan leve ”et i hvert fald delvist retfærdigt liv”, anså biskopperne for at være uforenelig med luthersk lære. Det var en uheldig tolkning. Den pågældende paragraf i fælleserklæringen kan nemlig læses som en parafrase af Luthers skrift om Latomus fra 1521, hvor Luther beskriver, hvordan den kristne i forholdet til Gud altid er helt retfærdig på grund af troen.

I livet på jorden er den kristne dog kun delvist synder og delvist retfærdig, for her kæmper synd og tro mod hinanden i den kristnes indre og resulterer i tilsvarende gerninger i det ydre liv i verden. Derfor kan den kristne aldrig undvære Guds nåde, selvom den kristne gør gode gerninger. Når den pågældende formulering i erklæringen afvises som uluthersk, er det faktisk Luther selv, der erklæres uluthersk. Det var næppe intentionen.

Når nu ingen af biskoppernes oprindelige argumenter mod erklæringen kan anses for at være gyldige i dag, synes det i anledning af 20-årsjubilæet relevant at revurdere den danske folkekirkes forhold til fælleserklæringen.

Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe er begyndt at mødes regelmæssigt med den katolske kirke i Danmark. Det ville i den forbindelse være rart, om man kunne sige, at begge kirker var enige om, at fortidens fordømmelser ikke længere havde gyldighed, og at man i dag har en fælles forståelse af grundsandhederne i retfærdiggørelseslæren.