DA JEG I ET INTERVIEW her i avisen blev spurgt om, hvad jeg gerne vil som biskop i Ribe, svarede jeg med et glimt i øjet: Så lidt som muligt!. Ikke fordi jeg har tænkt mig at være doven og sætte mig hen i sofaen med hænderne i skødet. Men fordi det egentlig ikke er så vigtigt, hvad jeg vil.
Det er derimod langt vigtigere, hvad man gerne vil lokalt ude i sognene. For det er her, det kirkelige liv vokser og gror. Jeg har ingen intentioner om at skabe en stiftskirke og bruge en masse ressourcer centralt. Jeg vil hellere bruge al min tid og al min flid på at støtte det lokale kirkeliv i sognene og skabe de bedst mulige vilkår for alt det gode arbejde, der gøres rundt omkring i stiftet.
Naturligvis er der nogle opgaver, der løses bedst på stiftsplan. Der er i de forgangne år sat flere spændende initiativer i gang, for eksempel inden for gudstjenestefornyelse, diakoni og tværkulturelt arbejde.
Det, der fungerer godt, har jeg ingen intentioner om at lave om på. Skulle der blive behov for nye tiltag, vil jeg også se positivt på det. Men jeg vil dog være overordentlig påpasselig med at flytte ressourcerne fra det lokale kirkeliv.
LÆS OGSÅ: Bispedebat på de højeste nagler i Ribe
For det er og bliver sognet, der er folkekirkens grundpille. Det er her, de fleste nye idéer og initiativer både opstår og prøves af. Og det glæder mig at opleve den idérigdom, der gror frem rundt omkring i stiftet, ikke mindst fordi mange mennesker brænder for at formidle evangeliet om Jesus Kristus til hele vort folk.
Selvfølgelig er sognene forskellige både i størrelse, befolkningssammensætning og i kirkelige traditioner. Men der skal netop også være plads til forskellighed, mangfoldighed og lokalt særpræg.
Det er for mig en afgørende dimension ved en rummelig folkekirke. Jeg er overbevist om, at menighedsråd og præster bedst ved, hvordan der skal drives kirke i det enkelte sogn. Det skal de kirkelige myndigheder ikke fortælle dem. Men kan jeg være med til at videregive de gode idéer, gør jeg det gerne.
Derfor vil det også være en af mine vigtigste prioriteringer som biskop at komme ud til alle sogne i stiftet for at opleve, hvad der sker lokalt, og lytte til alle de gode forslag og idéer, som vokser frem.
NU VED JEG GODT, at mange små sogne i Ribe Stift er under pres i disse år på grund af samfundsudviklingen. De unge flytter væk til de større byer længere østpå og kommer ikke tilbage igen, og efterhånden er der mere og mere, der bliver lukket i de små landsbyer: skolen, købmanden og idrætsforeningen.
Det kan også mærkes på det kirkelige liv, og det kan være svært at holde modet oppe, når der bliver bedre og bedre plads på kirkebænkene, og messefald bliver en tilbagevendende begivenhed.
Hvad kan vi gøre ved det? Det er en af de vigtige udfordringer, som folkekirken i Ribe Stift står over for i de kommende år. Det vil nok være for optimistisk at tro, at vi uden videre kan vende befolkningsudviklingen.
Men helt at opgive ævred og begynde at lukke de gamle middelalderkirker synes jeg heller ikke er nogen god idé. Hvorfor skulle vi også gøre det? De skal jo stadig holdes ved lige, og kirkegården skal fortsat passes. Derimod er jeg overbevist om, at samarbejde hen over sognegrænserne kan virke befordrende for det kirkelige liv i de mindste sogne.
Ikke mindst gudstjenestefællesskab på tværs kan være en berigelse, når man er ved at blive for få. Det kan godt være, der er to eller tre kirkebygninger i pastoratet, men det er ikke sikkert, at der skal være gudstjeneste i dem alle hver eneste søndag.
Hvis vi nu begyndte at opfatte os som én menighed med flere gudstjeneste-steder, så kunne vi holde gudstjeneste sammen på skift i de enkelte kirker. Det er trods alt mere festligt at være 20 sammen til gudstjeneste end 3, 7 og 10.
Jeg ved godt, der er nogle kameler, der skal sluges, fordi sognegrænsen nogle steder kan være næsten lige så svær at forcere som Berlinmuren. Men kan man køre helt til Bilka for at handle om lør-dagen, så kan man også køre til nabo-kirken om søndagen!
Der er mange andre måder at samarbejde på: fælles aktiviteter, kirkeblad, kirkegårdsdrift, medarbejdere, regnskabsføring, fælles menighedsråd. Mulighederne er mange. Det er noget, man afgør lokalt, hvordan man bedst kan styrke og berige hinanden hen over sognegrænsen.
Det skal hverken biskoppen eller provsten blande sig i. Men jeg vil gerne være med til at pege på samarbejdsmulighederne og videregive de gode idéer. Det har jeg forsøgt i min tid som provst, og det vil jeg fortsat beflitte mig på, hvis jeg skulle gå hen og blive biskop.
FOLKEKIRKENS FREMTIDIGE styring er til debat for tiden, og der er flere røster, der taler for en løsere forbindelse mellem kirke og stat. Den nuværende ordning har vi haft siden Grundlovens indførelse i 1849. Her er det regering og Folketing, der i princippet er kirkens øverste myndighed. Der er sjældent blevet lovgivet ret meget på området, og ordningen har i høj grad hvilet på, hvad der var sædvane for. Staten har været tilbageholdende med at blande sig i kirkens indre anliggender, og kirkeministeren har som regel udvist en god portion skønsomhed.
Der er dog på det seneste blevet udtrykt utilfredshed med den gældende ordning. Dels er der flere i Folketinget, der ønsker en adskillelse af stat og kirke, og dels er der flere i folkekirken, der gerne ser den selvstændiggjort i forhold til staten. Nogle mener, at staten helt skal blande sig uden om kirkens indre anliggender, som for eksempel når statens ægteskabslovgivning får afgørende konsekvenser for kirkens vielsesritual.
Et alternativ er derfor en indførelse af et selvstændigt landskirkeråd, der skal varetage kirkens egne anliggender, såvel de økonomiske som de læremæssige. Det vil ikke længere være kirkeministeren, men derimod landskirkerådet, der skal tage beslutning om ritualbøger, salmebøger, budgetter for landkirkeskatten, antallet af præstestillinger og så videre.
Tanken lyder besnærende, men jeg har dog temmelig store betænkeligheder ved et sådant kirkeråd. For det første vil rådet næppe være repræsentativt for hele det kirkelige landskab. Hvis der som foreslået skal vælges en kandidat for hvert af de 10 stifter, vil det blive 10 konsensuskandidater. Kirken i al dens mangfoldighed og rummelighed vil derimod ikke blive repræsenteret, og de kirkelige mindretal vil have svært ved at komme til orde.
For det andet vil et kirkeråd meget let få patent på kirkens rette mening om både dette og hint. Hvad der i kirkerådet kan skabes flertal for, vil blive kirkens officielle politik på området. Men er det ønskeligt med et kirkeråd, der skal kunne udtale sig på hele kirkens vegne? Går det netop ikke ud over mangfoldigheden og rummeligheden?
Erfaringerne fra Sverige skræmmer. Her er kirken, efter hvad jeg har hørt og læst, langt mindre rummelig end den danske, og kirkerådet har lagt meget snævre rammer for, hvad der er kirkens officielle politik.
Derfor ser jeg hellere den nuværende ordning fortsat, gerne med en styrkelse af det lokale demokrati. Mindre statskirke og mere sognekirke! Kirkens liv vokser nu engang nedefra. Det er på det lokale plan i sogn og menighed, at kirkens liv leves og det folkelige engagement udøves. Det skal der skabes gode rammer for. Det bliver en af den kommende biskops allervigtigste opgaver.
Poul Ivan Madsen er provst i Skjern og bispekandidat i Ribe Stift. De tre kandidater til bispeposten i Ribe Stift vil i de følgende dage i kronikform redegøre for deres visioner for stiftet.