I EN RÆKKE AF DE GAMLE danske kirker hænger der et krucifiks, en træfigur af Jesus på korset. En af de figurer, som jeg holder særligt af, er en træfigur af Jesus fra 1400-tallets begyndelse.
Den hænger i en af de lokale kirker tæt på, hvor jeg bor. Korset og dele af Jesu krop, hans arme og hænder er væk, men figuren har alligevel et forunderligt og smukt udtryk. Der er en livfuld ro over Jesu ansigt og krop, som giver et stærkt udtryk for såvel Guds evighed som hans vilje til at gribe ind og være til stede i menneskers liv.
Linjerne i Grundtvigs salme Hil dig, Frelser og Forsoner melder sig, helt af sig selv, så jeg må synge: Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde.
I denne sammenhæng vil jeg tilføje endnu en verselinje, som det gamle krucifiks fortæller: Kirken den er et gammelt hus. Den indre sammenhæng mellem kirkebygningerne og kirkens budskab udgør forholdet mellem tradition og rummelighed i folkekirken. Lokalt er kirken menighedens, men samtidig er det Guds hus
Som præst og provst har jeg overalt mødt menighedsråd, der med stort engagement tager vare på egen kirke. Der er en glæde ved den enkelte sognekirke, dens historie og særlige præg. I mange sogne er menighedsrådene optagede af, at børn og unge kan lide at komme i kirken, så de får en vis fortrolighed med den.
LÆS OGSÅ: Bispekandidatens kronik: Folkekirkens liv vokser nedefra og leves lokalt
Kirkens budskab er gammelt, men det er samtidig også et stærkt og levende budskab til den tid, vi lever i. Evangeliet gør os på en og samme gang små og store. Det piller os ned, stikker til vores selvoptagethed og egoisme og viser tvetydigheden i alle vores handlinger. Men samtidig rummer kirken et budskab til trøst og opbyggelse, fordi det her lyder, at Gud har inddraget os i et fællesskab, som vi ikke selv har skabt.
Gudstjenesten er ikke en hvilken som helst sammenkomst. Til forskel fra en fødselsdag eller en byfest, der er en fejring af et rent menneskeligt fællesskab, er gudstjenesten en fejring i Helligåndens fællesskab.
I kirken deler vi ordet om, at Gud med sin levendegørende ånd magter at forny den verden, han har skabt og kalder sin. I kirken dannes vi med andre ord i et fællesskab, der giver frihed til hver enkelt at leve det liv, der nu engang er vores, i familien, i skolen, på arbejdspladsen, i forskellige politiske partier og foreninger.
Det kirkelige fællesskab erstatter ikke andre menneskelige fællesskaber. Det er et fællesskab af en anden verden, der giver os et vedkommende og levende håb at leve livet på.
Valgkampen om hvem, der skal være biskop i Ribe stift, er blevet præget af spørgsmål om gudssyn, om tro, og om, hvordan vi taler om Gud. De heftige diskussioner afspejler, hvordan der i vores tid stilles krav om en større tydelighed end tidligere.
Retningspræget inden for folkekirken kan umiddelbart synes væk, hvad de mange fredsvalg ved menighedsrådsvalg vidner om. Aftraditionaliseringen har sat sine spor. Det kan let få den konsekvens, at usikkerhed om, hvad kristendom er, og kravet om skråsikre forklaringer kommer til at gå hånd i hånd.
LÆS OGSÅ: Bispedebat på de højeste nagler i Ribe
DEN FOLKEKIRKELIGE TRADITION og kultur har i generationer givet plads til en blufærdighed i spørgsmålet om tro, og den har givet plads til den enkeltes tvivl og spørgsmål til det at være menneske. Der er fortsat en traditionsbåren selvfølgelighed forbundet med barnedåb, konfirmation, bryllupper og begravelser.
Men i det samfund, vi lever i, er vi nødt til at blive mindre blufærdige, turde tale mere frimodigt om, hvad kristendom er, og hvad den betyder for os. Med jævne ord må vi kunne formulere det kristne budskab.
De konfirmander, jeg underviser, spørger ikke til Indre Mission eller Grundtvigsk Forum, men de spørger til forskellen mellem kristendom, islam og andre religioner. De vil gerne vide noget og have flere ord til at forstå den tro og den tradition, de selv står i.
Kravene om tydelighed skal imidlertid ikke medføre et farvel til den rummelige folkekirke. Det er godt med en vis blufærdighed, for vi skal ikke gøre os til af vores kristentro, og vi behøver ikke at have så travlt med at tage hinandens og vores egen åndelige temperatur.
Tværtimod. Det, der er brug for, er en større frimodighed, så vi med egne ord prøver på at give udtryk for det, som evangeliet taler til os. For det er i den samtale, at kirken i sin mangfoldighed og rummelighed næres og gror.
I den sammenhæng er den kirkelige undervisning væsentlig. Stifterne har pædagogiske konsulenter, de kirkelige skoletjenester tilbyder materialer, der passer til skolernes undervisning i Kristendomskundskab. Det er alt sammen både nødvendigt og godt. Dette arbejde skal fortsat støttes og udvikles, men undervisning alene gør det ikke.
Kirkens liv, vækst og mangfoldighed står og falder med gudstjenesten. Derfor må vi tale om glæden ved at gå til søndagens gudstjeneste og samtidig være åbne over for nye gudstjenesteformer.
Traditionen skal ikke kastes bort, for så bliver det pjattet at tale om fornyelse. Men traditionen må heller ikke blive en fæstning, som bekriger det moderne liv. Den skal være et anker, som midt i vores tid holder os og kirken fast på den tradition, som vi er vokset ud af. Det er det fællesskab og de rammer, som en biskop i dialog med menighedsråd og præster må være optagede af.
I et kompliceret samfund er der ikke ret meget, som kan være enkelt. Det gælder også inden for folkekirken, sagde et besindigt menighedsrådsmedlem til mig for nylig. I de 22 år, jeg har været præst, er der kommet betydeligt mere bureaukrati og derved også indirekte mere statslig kontrol.
FORMELT SET ER DER blevet lagt mere magt og myndighed ud til menighedsrådene, men det har skabt mere bureaukrati, og hos mange menighedsrådsmedlemmer en følelse af magtesløshed.
Bureaukrati skaber ikke kirke, det tager både tid, kræfter og penge fra det egentlige: det kirkelige arbejde i sognet, gudstjenesteliv, undervisning og diakoni. Der er god grund til at udtrykke skepsis over for en yderligere udvikling i denne retning. Folkekirkens struktur skal understøtte dens opgave.
På den anden side kan det heller ikke nytte noget, at kirken kun forstår sig selv som en isoleret ø i et stort hav, tilføjede det samme menighedsrådsmedlem i vores samtale. De ansatte i folkekirken skal naturligvis have ordnede forhold, sådan som det gælder på det øvrige arbejdsmarked.
Et mere kompliceret samfund stiller helt særlige udfordringer til folkekirken, fordi menighedsrådene, der består af frivillige og folkevalgte, har arbejdsgiverforpligtelserne. Særligt kontaktpersonen løfter en meget tidskrævende opgave. Både provst og biskop må have øje for menighedsrådenes voksende arbejdsmængde og få skabt de nødvendige understøttende funktioner, så menighedsrådene ikke opgiver.
I hele taget er det vigtigt for mig at have øje for folkekirkens lokale forankring. Det er det lokale menighedsråd, som bedst kender egen kirke og det lokale kirkeliv. Hver på vort sted skal vi være med til at præge kirkelivet.
Man må derfor forvente af en biskop, at eventuelle ændringer af en præsts arbejdsområde eller ændringer af en sognestruktur bliver grundigt drøftet med det lokale menighedsråd og de implicerede parter. Det er i sådanne tilfælde nødvendigt at inddrage menighedsråd, præster og provst i dette arbejde, så alle bliver hørt.
Det er vores kirke, men det er Guds hus. Den Gud, som hænger på korset, er verdens Herre. Derfor kan det hus rumme alle, fordi det er Guds fællesskab.
Elof Westergaard er provst i Silkeborg og bispekandidat i Ribe Stift.
De tre kandidater til bispeposten i Ribe Stift gør i kronikform rede for deres visioner for stiftet. Dette er kronik nummer to. Den første med provst Poul Ivan Madsen blev bragt i går. Den sidste af provst Thala Juul Holm bringes i morgen.