Bland dig udenom

Jeg mødte dem i parken en eftermiddag, en yngre mand i selskab med en hund og to smådrenge. Hunden skød som en raket ind mellem buskene, der kantede stien, og vendte tilbage med, hvad han, der måtte antages at være drengenes far, havde fundet for godt at slynge derind. Luften var tyk af uddelte ordrer. Den firbenede klarede frisag, parerede ordrer, mens halen fejede regndråber af buskene. Drengene derimod syntes at have samme virkning på faderen som en rød klud på tyren. De krøb langsomt gennem det halvvåde grus på deres cykler med støttehjul. Den ældste forrest, den yngste, der så ud til at være 3-4 år, på vej til at sakke agterud. Kommm! brølede han. Jeg gider ikke vente hele dagen. Vi går ikke i parken en anden gang! Kommmm nu! Det er ikke en sag mellem ham og drengene. Han taler ud i luften, som havde han ansvar for, at 10 skoleklasser hørte ham og parerede ordre. Børnene er tilsyneladende fortrolige med sådanne talemåder. De tier og tramper i pedalerne. Men det kniber tydeligt for den yngste at følge med. Hans cykel kører fast i jorden på den fugtige sti. Faderen sætter farten ned, slynger sine ukvemsord i hovedet på barnet - inspireret måske af min tilstedeværelse. Jeg gider ikke mere. Nu må det være nok. Du kan selv...! Drengens ansigt flækker, næsten lydløst. Munden står vidt åben. En kløft, hvorfra det bruser tyst og fjernt. Underjordiske strømme graver sig ned i stedet for at springe op og trænge ud. Han hænger over styret, har opgivet at bruge benene. Ser ikke damen, der går smilende forbi. Opfatter kun sin egen sorte sorg og faderens vrede ansigt. Lader sig puffe frem gennem det fugtige grus og får benene i gang igen. Registrerer fra bunden af kløften, at faderen på ny har vendt ham ryggen. Synker sammen som en gennemhullet ballon. Modbydelig karl! Sikke en facon. Sådan en skulle have forbud mod at omgås børn. Optrinet har gjort indtryk. Men jeg siger intet, foretager mig intet. Man ved jo nok, at situationen på gaden ikke nødvendigvis er den samme som den, der udspilles hjemme. Han, der i dette øjeblik smadrer et lille barns glæde, er måske en kærlig far, når de kommer hjem? Tror jeg selv på det sludder? Ikke et øjeblik. Drengens lydløse gråd - han havde hjælp behov. Men hvem følger efter en far, der går tur i en park med et par drenge og en hund? Hvem har lyst til at standse en hidsigt kommanderende yngre mand og foreholde ham hans totalt forfejlede opførsel over for sine børn! Hvem har lyst og mod til at stoppe de gale, de følelseskolde og belære dem om deres fejl? Hvorfor blande sig og risikere et øje? Er det de selvbestaltede samvittighedsvækkere, der er på spil igen? De der i 1970'erne og begyndelsen sf 1980'erne pirkede til os med »tilskadekomne« aktører anbragt, hvor vi gik forbi. En form for happening, der målte tilfældigt forbipasserendes lyst eller manglende lyst til at gribe ind, hjælpe »de ulykkelige«. Undertiden havde vækkerne allieret sig med et tv-hold, der dermed var i stand til at dokumentere påstanden, at tilskuermentaliteten havde gode kår i et yndigt lille land, at danske mænd og kvinder foretrak at passe sig selv frem for at hjælpe de kunstfærdigt sminkede ofre. Måske vidste vi alt for godt, når man snød os i den gode sags tjeneste og tøvede. Hvem vil risikere at kvaje sig foran et kamera? Hvem vil løbe en tilsvarende risiko under en teaterforestilling? Styrte op på scenen fra den gode plads i parkettets halvmørke for at redde heltinden, som manus har anbragt ved skillevejen! kaste anonymitetens kåbe for at redde en opdigtet person. Det var i al sin enkelhed, hvad man krævede af os. I et tilfælde var det et gedekid, der agerede offer. Vil I virkelig have, at jeg skal slagte det uskyldige dyr! brølede den blodbestænkte slagter fra scenen. Nej, det ville vi i salen på ingen måde. Men gå bort med et kid i favnen kunne man jo heller ikke, så slagteren måtte til sidst forsvinde - medbringende sit kid - som han hævdede ville blive slagtet omgående i kulissen! The show must go on. Der var dog ikke den store risiko for, at dette kid ville miste livet. Enhver vidste, at der slet ikke var råd til at anskaffe en ny firbenet medspiller aften efter aften. Ingen grund til panik, Klædt af til skindet, afsløret som en nation af sig-selv-nok-er. Anklagen hang over hovedet på de beskæmmede, hvis vilje og mod til at blande sig var kommet til kort. Viljen og modet er ikke vokset siden, men derimod skrumpet drastisk i de senere år. Det har nemlig vist sig, at det langt fra er omkostningsfrit at skille stridende parter eller hjælpe den svage. Det går galt gang på gang, rigtig galt, og ordensmagten opfordrer i dag de ivrigste til at tilkalde de professionelle hjælpere frem for selv at ordne sagen. Derfor går vi udenom, lukker øjnene for, ser gennem fingre med endog grelle tilfælde af gadevold. Opgaven er vokset den enkelte over hovedet. At jeg selv i al beskedenhed har blandet mig en enkelt gang, skyldes udelukkende, at hændelsen hører fortiden til. Jeg handlede på et tidspunkt, hvor det langt fra var så risikabelt at blande sig som i dag. Det gik sådan til. Episoden udspilles i skoletiden, eller umiddelbar efter skoletid. Scenen er S-toget mellem København og Holte, det der ikke stopper mellem Hellerup og Østerport. Aktørerne en gruppe 15-16-årige skoleelever foruden undertegnede. Toget kører ind på Hellerup Station. Gruppen rejser sig og springer ud på perronen, men i stedet for at forsvinde ned ad trapperne, bliver de stående foran S-togs-dørene og spærrer vejen for en midaldrende mand med en stor uformelig hat. Han er dårligt seende og dårligt rustet til at sætte sig i respekt. Spagfærdig eller opgivende lader han sig inddrage i deres drillerier. Har formentlig prøvet det før. Finder sig i, at hatten får et stød, der sender den hen ad perronen. Forsøger tilmed til de unges fornøjelse at indfange den, men har opgivet på forhånd. Han ved, at chikanerierne varer akkurat så længe, de andre vil. Der er tilsyneladende ingen, der bemærker dette perron-mellemspil. Ingen der vil blande sig. Man går uden om flokken med lukket blik eller ser på uret. Der er et par minutter til toget skal køre. Jeg mærker vreden trække i mig, mens jeg ufravænt iagttager det absurde og pinlige optrin foran mit vindue. Til sidst må proppen af flasken. Jeg tager en dyb indånding og sender luft ud overalt i kroppen. Vokser med en meter. Bliver en kæmpe med en kæmpes røst. Kæmpen står på trinbrættet og råber med en stemme, der aldrig har kunnet gøre sig gældende i store forsamlinger. Så er det godt! Hold så op! Nuuuuu! Noget trænger ind i hovederne på flokken. Måske kender de kommandotonen fra skolen. Under alle omstændigheder stopper de legen og lader staklen samle sin medtagne hat op fra perronen. Jeg snurrer rundt på hælen, slipper luften ud igen og finder min tidligere plads. Det ser ud til, at jeg får kupeen for mig selv. Jeg tager fejl. I samme øjeblik dørene klapper i, er de tilbage - som en flok bavianer, der under hyl og skrig finder vej gennem junglen og undervejs stopper op for at søge skygge og føde. Jeg dukker mig, bliver meget lille, men er stadig vred. Vreden stiver mig af, sætter sit truende aftryk i mit ansigt. Vi skæver til hinanden. Jeg skæver efter medpassagerer, der kunne tænkes at ville hjælpe mig, hvis... Ser to ældre damer i den fjerneste kupe. Ingen ellers. Har bavianerne tænkt at hævne sig på hende, der ødelagde morskaben, er der frit slag, indtil toget standser ved Østerport. Men bavianerne synes ikke opsat på hævn. Tværtimod virker det, som om de fortsat nærer en vis respekt for min person og den rolle, jeg påtog mig over for dem. Se, hun skriver. Hun melder os. Der hviskes, mens jeg med dyster mine fylder min notesblok med ulæselige kruseduller. Den gensidige irritation og mistro har fundet en balance. Ingen grund til ængstelse. Toget standser ved Østerport Station, og flokken bryder op. Jeg folder krusedullerne sammen og efterlader dem i affaldskurven. Mærker anspændelsen og vreden sive ud af kroppen. Sådan en flok - de skal sættes på plads, når de ikke selv kan trække grænserne. Ret, men især pligt, til at gribe ind har vi alle. Alle der færdes på offentlig gade. Først nu fornemmer jeg adrenalinen i kroppen. Det er mindst 15 år siden, at min indre værdimåler bød mig at blande mig i fremmede menneskers forehavende. I dag er jeg tilbøjelig til at gå forbi ubehagelighederne, lukke øjnene for dem, skifte fortov og råde familien til at gøre ligeså. Ikke fordi jeg har ændret holdning eller er blevet totalt ufølsom over for andres lidelser. Heller ikke som et udslag af ændret politisk overbevisning. Snarere fordi lille Daneland ikke længere er et lille dyneland, hvor få har for meget og færre for lidt, hvor kartoffeltud og vandblå øjne er kendetegnet på en »rigtig« dansker, der lever fredeligt med sine naboer og svarer enhver sit. Jeg er blevet usikker. Har ingen fornemmelse af, hvad folk tænker, hvordan de vil reagere på utidig indblanding. Frygter det værste og bekræftes dagligt af medier, der oftere går efter sensationen end efter dokumentationen. Jeg tør ikke længere blande mig og tro, at min indgriben og bebrejdelser vil hjælpe nogen eller bringe tingene på plads. Men hjemme foran fjernsynet tør jeg tale med store bogstaver. Der giver jeg min mening til kende. Ved, hvad der er min ret og min pligt. Jeg åbner for nyhederne, både dem i Danmarks Radio og i TV 2, lader billederne af dagens/ugens værste ulykke belyse af kommentatorer i Danmarks Radio og TV 2, overvejer at kontakte tv-folket og foreholde dem deres ret og pligt til at blande sig, de der med åbne øjne opsøger katastrofen, men er aldrig nået længere end til tanken, før næste nyhedsudsendelse lagde beslag på min opmærksomhed. Jeg fastholder derfor, at nogen - blot ikke jeg - bør blande sig, nogen ganske almindelige, som tør, kan og vil.n teaterhistoriker