Professor i psykologi: Blandingen af magt og sex er både berusende og giftig

Den viden, vi har om menneskets natur, skal vi bruge til sætte tingene i perspektiv og til at forstå. Men natur er ikke skæbne og skal ikke bruges som undskyldning. Det er menneskeligt muligt at ro en båd imod strømmen, skriver professor i socialpsykologi

Henrik Høgh-Olesen Aarhus Universitet
Henrik Høgh-Olesen Aarhus Universitet

”Magt er det ultimative elskovsmiddel,” fastslog Henry Kissinger efter mange år i magtens korridorer. Og der er noget i særklasse berusende – men også sprængfarligt og toksisk – ved den cocktail, som blandingen af magt og sex udgør. Det oplever vi også i dag, hvor især de mandlige magthaveres forvaltning af disse ngredienser står for skud. Men hvad er det nærmere forhold mellem magt, seksualitet og køn egentlig? Hvorfor fascinerer magt, og hvorfor bliver denne fascination i relationer mellem kønnene ofte opfattet som seksuel interesse? Først nogle fakta.

Som art betragtet tilhører mennesket gruppen af socialt hierarkiske pattedyr, der etablerer hakkeorden og udkæmper statuskampe, fordi høj status giver privilegeret adgang til de begrænsede ressourcer, herunder parringsmuligheder, som vi alle kæmper om. Jo højere status, jo flere muligheder for behovstilfredsstillelse og des lettere adgang til de eftertragtede goder. I denne konkurrence har kønnene samtidig forskellige biologiske vilkår såvel som strategier.

Biologisk set er livets mening forplantning og dermed videreførelsen af ens gener. I vores art, som i flertallet af arter, er det hunnen, som er primus motor i yngelplejen, og overalt i dyreverdenen er det netop det køn, der investerer mest i afkommet, som er mest kræsent i forhold til, hvem det vælger at parre sig med.

Omvendt vil medlemmerne af det mindst investerende køn være i aggressiv konkurrence med hinanden om adgangen til det andet køn. Så menneskehunner er knibske og kritiske og menneskehanner pågående og opportunistiske. Når vi verden over spørger kvinder, hvor mange partnere de ideelt set ønsker at have sex med, hvor ofte de ønsker sex, og hvor tilbøjelige de er til at indgå uforpligtende onenightstands, så scorer de da også alle steder signifikant lavere end mændene på disse spørgsmål. Og når vi undersøger, hvilke kvaliteter de først og fremmest prioriterer ved en potentiel langtidspartner, så fremhæver de finansielle ressourcer, status og alder, og disse præferencer er da også alle sikre magtindikatorer af betydning for en vellykket yngelpleje.

Stiller man denne verdens mænd de samme spørgsmål, prioriterer de skønhed, ungdom og seksuel variation. Finansielle ressourcer kommer end ikke ind på toplisten af de ting, mænd prioriterer ved en partner. Til gengæld er såvel ungdom som skønhed stærkt korreleret med sundhed, gode gener og fertilitet.

Disse forskelle er samtidig meningsfulde givet kønnenes forskellige biologiske vilkår. Som kvinde har man kun et begrænset antal æg og et snævert biologisk tidsrum, hvorunder disse kan befrugtes. Så de få børn, man har mulighed for at få, skal sikres så godt som muligt. Som mand kan man til gengæld livslangt videreføre sine gener og via skiftende partnere få et uendeligt antal børn, og deraf følger mandens lyst til seksuel variation og flere partnere.

I dag kan kvinderne i den vestlige verden klare sig uden en mands ressourcer, ligesom præventionen har gjort børnefødsler til et valg, vil nogen sikkert indvende. Og selvom dette ubestrideligt er sandt, så er det samtidig uden afgørende betydning for de ovenstående biologiske programmeringer.

Udviklingshistorisk betragtet er det et nanosekund siden, at vi blev senmoderne kulturvæsener. Det er alt for kort tid til, at hjernens basale kurtiserings- og parringsprogrammer har ændret sig nævneværdigt. Derfor tiltrækkes veluddannede ressourcestærke kvinder også i dag af stærke, ressourcefulde mænd, og derfor skifter den aldrende alfahan ofte til en yngre model, selvom han i realiteten ikke ønsker sig flere børn. Sådan ser vi ud som naturvæsener og menneskedyr. Det er stenalderhjerner i moderne påklædning, og det er med den natur, vi træder ind på magtens bonede gulve og ud på kønnenes dansegulv, hvad enten dette så er på Københavns Rådhus eller ”Den glade gris” lige inden lukketid.

Som magtperson – eller alfadyr om man vil – tildeles man automatisk en masse opmærksomhed. Det er vitalt for de lavere rangerende at være tæt på en. At følge med i hvad man foretager sig. Hvem man står i forhold til – socialt, seksuelt og samarbejdsmæssigt – og hvem man bekriger. Deres egne livs- og avancementsmuligheder afhænger deraf, og hierarkier er aldrig statiske. Som alfadyr er det samtidig nemt at forveksle denne interesse, iblandet beundring og fascination, med seksuel interesse, og ofte er der da også tale om glidende overgange og blandede motiver. Sex kan veksles til social opstigning og i visse brancher, som film- og mediebranchen, har dette tilsyneladende været et udbredt bytteforhold. Ofte har initiativet til denne udveksling været alfadyrets. Andre gange har den lavere rangerende spillet op.

Er alfadyret en mand, er risikoen for en fejlfortolkning af den viste interesse endnu mere udtalt. Mænd har generelt en tilbøjelighed til at opfatte de signaler, som kvinder udsender i almindelig daglig omgang, som langt mere flirtende og seksuelt inviterende, end kvinderne selv mener, de er. Det kalder man inden for psykologien for en ”attribueringsfejl”.

Som den, der først og fremmest har skullet konkurrere om parringsmulighederne, så har det været hensigtsmæssigt for udformningen af det maskuline kurtiseringsprogram at lade manden se muligheder frem for begrænsninger. At lade ham tillægge de positive tegn større betydning end de negative og at lade ham opgradere neutrale tegn til positive for ikke at give op.

Kvinder overgiver jo ikke bare deres seksualitet til hvem som helst, og hvis ikke man er vedholdende, overtager en stærkere og mere selvsikker han blot situationen. Denne programmeringsbias har altså optimeret mandens parringsmuligheder, men den har også foranlediget ikke så få misforståelser og overgreb på kønnenes marked, og dem hører vi om i disse dage.

Lægger man dertil, at magt i mange sammenhænge associeres med ret og altid med privilegier, så kommer vi et skridt længere ind i forståelsen af den sprængfarlige cocktail, som magt og sex udgør. I chimpanseflokken har alfahannen privilegeret adgang til de hunner, der er i løbetid, og han vogter dem nidkært. Hos nutidens jæger-samlere har den dygtige jæger og kriger flere koner, flere udenomsægteskabelige relationer og flere overlevende børn, end hans lavere rangerende stammemedlemmer.

Endelig er stort set alle historiens store skikkelser fra Kleop0atra til Kennedy kendt for at veksle magt til sex og sex til magt, men i dag går dette ikke længere. Nye generationer kræver nye spilleregler, og forlanger, at der hersker andre omgangsformer på arbejdspladsen end på natklubben. Men hvad så med vores natur? vil nogen måske spørge, og til dem må man svare: Den viden, vi har om menneskets natur, skal vi bruge til sætte tingene i perspektiv og til at forstå. Men natur er ikke skæbne og skal ikke bruges som undskyldning.

Natur er ansvar, og det er menneskeligt muligt at ro en båd imod strømmen, hvis bare man forstår, hvilken vej strømmen går. Det beder kvinderne mændene om i dag, og det er et rimeligt krav; men det kræver tid at ændre kurs og derfor også tålmodighed. Krænkelsesarkæologerne er ikke til megen hjælp her. Fortiden var en anden, og ”alle skuffer over tid”, som The Minds of 99 synger. Kun nyfødte er rene. Og husk så: ”Ingen vil nogensinde vinde kønskampen, der er al for megen fraternisering med fjenden,” som Kissinger formulerede det.