Prøv avisen

Blichers farlige familieliv

Steen Steensen Blicher levede fra 1782 til 1848. Foto: Scanpix

Inspireret af sit eget kaotiske privatliv udleverer Blicher i flere af sine noveller familielivet som et arnested for undertrykt seksualitet, selvmord - og mord

Modsat kolleger i den danske Guldalder bliver familielivet ikke skildret i idylliske toner hos forfatteren og præsten St. St. Blicher. Tværtimod. Kun på overfladen trives trygheden og harmonien i hans værker. Inspireret af sit eget kaotiske privatliv udleverer Blicher i flere af sine noveller familielivet som et arnested for undertrykgt seksualitet, selvmord - og mord!

Steen Steensen Blicher (1782-1848) var på alle måder en outsider i det danske åndsliv i begyndelsen af det 19. århundrede. Dels befandt Blicher sig på den jyske hede langt væk fra hovedstaden, hvor tidens kulturelle liv ellers udfoldede sig. Dels skrev Blicher - også - af økonomisk nød.

”Blicher kom dødfødt til Verden,” skriver Jeppe Aakjær i sit trebindsværk om Blicher, ”Blichers livstragedie”. Og kun ved hjælp af datidens lægelige mirakler, varme bade, lykkedes det at få liv i den nyfødte Steen. Men fødslen blev den symbolske start på en tilværelse præget af sygdom og misvækst.

Efter opvæksten i Vium, hvor faren, Niels Blicher, var præst, og hvor moren, Christine, tidligt blev sindssyg, fik Steen teologisk eksamen fra Københavns Universitet i 1810. Et økonomisk urentabelt præsteembede i landsbyen Thorning og siden et noget bedre embede i Spentrup kunne dog ikke finansiere St. St. Blichers udsvævende liv med druk og vagabonderende rejser i Jylland. Han blev stærkt forgældet.

Oven i det økonomiske kaos var Blichers ægteskab med den 11 år yngre Ernestine Juliane Berg (1793-1875) ulykkeligt. Parret fik 10 børn, og desuden medbragte Ernestine en søn fra sit første ægteskab med Blichers farbror, Peder Daniel Blicher, da hun blev gift med St. St. Blicher.

Men om Blicher var far til dem alle tvivlede han på. I 1842 rejste han til København og havde ikke til hensigt at vende tilbage til Ernestine. Men Blicher gjorde det alligevel. Ægteskabet blev det kors, han ikke kunne smide fra sig. De ulykkelige livsomstændigheder gjorde, at Blicher ikke kunne passe sit præstekald. Og i 1847 blev han afskediget. Den sociale nedtur var fuldendt.

Imellem de private sorger og bestillingsarbejder til magasiner formåede Blicher alligevel at skrive flere noveller af høj kvalitet. To af dem er ”Sildig Opvaagnen” fra 1828 og ”Hosekræmmeren” fra 1829. Begge noveller indeholder elementer fra Blichers eget liv, og begge viser de i opdigtet form Blichers syn på familielivet; det er livsfarligt og fuld af dæmoner under den pæne overflade.

I det 19. århundredes første tiår er Danmark et land i krise. Englænderne stjæler den danske flåde i 1807, og København bombarderes. I 1813 erklærer den danske stat sig fallit, og i 1814 må Frederik den sjette aflevere Norge til den svenske konge. Som en reaktion på de katastrofale forhold, Danmark befandt sig i politisk og økonomisk, koncentrerer en stor del af samtidens kunst sig om at fremmane et stærkt idylliseret billede af hjemmelivet. Udadtil går det dårligt for Danmark, men inde bag byens mure, havens hække og husets vægge findes den tryghed og harmoni, som er kendt under betegnelsen Biedermeier.

St. St. Blicher troede af gode grunde ikke på Biedermeier-idyllens postulat om familiær idyl og stabilitet. Den mistillid viser han i sit forfatterskab. Novellen ”Sildig Opvaagnen” skrev St. St. Blicher, mens hans eget ægteskab var tæt på opløsning. Ernestine fødte sit næstsidste barn i 1828, men St. St. Blicher nægtede i første omgang faderskabet.

Og netop spørgsmålet om, hvem der er far til hvis børn, er et af de litterære omdrejningspunkter i ”Sildig Opvaagnen”, hvor Blichers egen livsfallit kædes sammen med en fiktiv fortælling.

”Såsnart han såe hende, havde han rejst sig overende i sengen (...) taget en pistol frem under dynen, og trykket den mod sit bryst.” Så brutalt afslutter lægen i en provinsby sit liv for øjnene af sin kone, novellens femme fatale, Elise, da han efter 25 år endelig vågner op og indser, at han har levet på en livsløgn, han er ikke lykkeligt gift. Og under de involverede familiers spidsborgerlige politur afsløres nu et væv af hemmelig brevveksling, løgn og jalousi.

Det begynder ellers så godt. De tre ægtepar, majoren Frans og hans kone Charlotte, lægeparret samt Henriette, der er gift med novellens fortæller, præsten Wilhelm, udgør byens overklasse. Denne sociale trekant mødes jævnligt til private arrangementer med musik og kortspil og bliver, tilsyneladende, et sindbillede på Biedermeierlivet. Smukke og muntert konverserende kvinder hygger sig med veluddannede mænd, som er engageret i samfundsbevarende positioner.

Præsten har alligevel en anelse om, at noget ikke er, som det skal være, under den officielle facade; ”Vi levede i en forfatning, der tit syntes mig for lykkelig til at kunne vorde varig”, siger han. Og han får ret. Majoren bliver syg, og i sin febervildelse afslører han over for den tilkaldte læge sit årelange forhold til dennes kone. Efter et tilfældigt møde ved et maskebal har de to haft hemmelige stævnemøder, og forholdet har resulteret i, at den ellers barnløse major er blevet biologisk far til to af sin vens børn.

Det er denne historie om en forførende kvinde, der gør oprør mod et mandsdomineret samfund, St. St. Blicher nu lader sit alter ego, den tydeligt forargede præst, fortælle. Wilhelm dømmer ivrigt, og med rette opfatter læseren, hvis han vel at mærke tager præstens ord til troende, Elise som fortællingens egentlige skurk. Tilmed har Elise den frækhed i et af sine breve til majoren at forsvare sine handlinger med følgende kommentar til sit dobbelte privatliv; ”hemmelighed er livsprincipet i kjerlighed”.

I sit eget liv formåede Blicher ikke at gøre op med den kvinde, der blev en del af hans ulykke. Men oprøret mod den utro kvinde, familielivets bagside og den offentlige udstilling af den hykleriske præsts mangel på selvindsigt og selvjustits gennemfører han litterært:

”(..) en vellystig og samvittighedsløs kvindes brøde bragte fordærvelse over tvende familier, og mange andre en sorg, som længe smertede dybt, og som aldrig ganske forglemmes”, slutter præsten sin bandbulle mod den kvindelige liderlighed, personificeret i Elise og med tydelige henvisninger til Blichers egen kone.

Heller ikke handlingens kronvidne, præsten, tåler en nærmere analyse, hans handlinger er nemlig også styret af kærlighed til en anden end den, han er gift med. Præsten har været forelsket i Elise, siden han så hende første gang i deres ungdom, kan man læse mellem linjerne. Dengang var Elise allerede forlovet med lægen, og hun afviste præstens tilnærmelser. Da Elise vælger at være sin mand utro, bliver præsten igen vraget, denne gang til fordel for majoren. De to afvisninger og den hemmelige forelskelse får Wilhelm til at skrive den historie, hvor han ensidigt dømmer Elise.

I den måske mest kendte af Blichers noveller, ”Hosekræmmeren”, er det også kærlighedens umulige vilkår i en verden, der styres af økonomiske hensyn, Blicher tematiserer.

Det ildevarslende omkvæd: ”Den største sorg i verden her / Er dog at miste den, man har kjer”, er i koncentreret form den erfaring, hovedpersonen i ”Hosekræmmeren” mærker på sin egen krop, delvist påført af hendes nærmeste. Som i ”Sildig Opvaagnen” udløses smerten, fordi en kvinde insisterer på sine drifters ret og sin personlige seksualitet uden at tage hensyn til omgivelsernes sociale og økonomiske forventninger.

”Gid jeg havde været i den mennesketomme ørken”, er nogle af de ord, den misantropiske fortæller skriver i starten af ”Hosekræmmeren”. For fra start til slut er Blichers udspaltning, den omvandrende fortæller, der erkender, at ægte kærlighed oftere findes i bøgernes end i virkelighedens verden, sur på menneskeheden. Og den historie, han af flere besøg i en lille hedegård får fortalt, bekræfter blot hans pessimistiske livssyn.

Esben bejler til den smukke Cecilia, som er datter af Michel Krænsen, en pengegrisk hosekræmmer og hedebonde. Men ”at frie med et lommeuhr og en sølvbeslagen pibe, kan ikke gjøre sagen klar”, afviser Michel mesalliancen. Så Esben drager ud i verden for at finde den økonomiske lykke, der skal gøre ham i stand til at ægte Cecilia. I den tid bliver Cecilia sindssyg, dels af at vente på sin elskede og dels af at afvise den mere passende bejler Mads Egelund. Da Esben vender hjem med en arvet formue, aner familien håb, måske kan gensynet med den elskede og nu gifteværdige Esben bringe Cecilia tilbage til fornuften? Esben bliver i hvert fald inviteret til at overnatte i alkoven.

I den fysiske placering af en af fortællingens hovedpersoner i familiens mest intime rum, hvor man er allermest tryg, men samtidig også nøgen og sårbar, kan den trænede Blicher-læser allerede spore katastrofen. For hos Blicher er det farligt at komme for tæt på familien. Jo mindre rummene bliver, desto mere fortættes handlingen. Blichers kritik af det hyggelige hjemmeliv og mistro til familien viser han også i de omgivelser, handlingen foregår i. I ”Sildig Opvaagnen” begik lægen selvmord i sin seng, og beviserne på utroskaben befandt sig i hjemmets hjertekammer, de gemte skuffer i chatollet.

”Hun (Cecilia) sad i Esbens seng, og havde lagt hans hoved i sit skjød; men da jeg så nøjere til, var han så bleg som et liig; hans ansigt, og lagenerne vare røde af blod (...) hun havde skåret halsen over på ham - den blodige rage-kniv låe på gulvet udenfor sengen.”

Således erindrer Cecilias mor datterens forsøg på at skaffe sin elskede Esben adgang til det Paradis, hvor hun i sit vanvid allerede selv tror at befinde sig. Siden dør faren af sorg. Og da den forsmåede bejler, Mads, fortæller hende om det drab, hun har fortrængt, bliver Cecilia efter en kort genkomst til fornuftens verden atter sindssyg.

I ”Hosekræmmeren” som i ”Sildig Opvaagnen” bliver kvindens tro på individuel kærlighed sammen med familielivets konventioner de indirekte mordere og de faktorer, som er skyld i ulykke, død og sindssyge. Præcis som det var tilfældet i Blichers eget liv. Blichers noveller kaster et lys over det liv, privatpersonen Blicher levede. Og selv om Blicher flittigt anvendte sit eget livs begivenheder som afsæt for sine noveller, handler hans historier også om alment gyldige og stadig aktuelle forhold; familielivets og kærlighedens vilkår.

Søren Boy Skjold er cand.mag.