Prøv avisen
Kronik

Flemming Møldrup er alenefar: Bliv sammen – også hvis det skal være hver for sig

Vi blev skilt for fem år siden. Vores forhold var på nippet til klicheen om et parforhold, der forliste i hverdag og sandede til i pligter. Vi tog beslutningen sammen: Vi skal ikke være sammen for enhver pris. Men vi skal samarbejde for enhver pris. Det blev vores motto, skriver Flemming Møldrup. Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Ritzau Foto

Halvdelen af alle ægteskaber i Danmark ender i skilsmisse. Det er svært at blive skilt, men det behøver ikke være svært at være skilt. Jeg hedder Flemming. Jeg er alenefar, og jeg er stadig sammen med min ekskæreste, skriver kronikør

Selvom mange børn ønsker, at deres fraskilte forældre finder sammen igen, og selvom det ligger dybt i vores kulturelle familieopfattelse, at man skal kæmpe for kærligheden, så er det ikke altid kærligheden mellem mor og far, der skal kæmpes for.

Det er kærligheden til børnene, og den kamp tager man bedst sammen. Også efter skilsmissen. Jeg hedder Flemming. Jeg er alenefar, og jeg er stadig sammen med min ekskæreste.

Jeg har været der, hvor jeg blev nødt til at bide mig selv i tungen, når min datter kom hjem med neonlys i øjnene og begejstret fortalte om den fantastiske køretur, hun har haft i min ekskærestes nye kærestes store, flotte bil. Jeg har været der, hvor jeg blev nødt til at bide mig selv i tungen, når min datter fortalte mig, hvor fantastisk sød hendes mors nye kæreste er. Jeg har været der. Det har min ekskæreste også.

Jeg har været der, hvor det gør ondt at være alenefar. Rigtig ondt. For selvom vi var enige om, at nu var det tid til at gå fra hinanden, så er det alligevel forbundet med stor smerte at rive en familie itu. Og selvom der ikke var nogen af os, der havde fundet en anden, var der selvfølgelige fredage, hvor jeg vågnede pludseligt om natten og tænkte, hvad mon hun laver lige nu?

Selvfølgelig var der aftensmaden i det store køkken, hvor der kun sidder min treårige datter og mig, og jeg pludselig begynder at græde, når jeg kom til at tænke på, at hun ikke længere havde en familie, eller når mine venner havde mødt min ekskæreste i byen, og det der svimlende sug i maven melder sig, fordi jeg har siddet alene hjemme en fredag aften, mens min datter sov i min seng.

Eks'en som aktiv medspiller efter skilsmisse

Men det vigtigste er, at min datter er glad, for så er jeg det også. Min datter er først og fremmest glad, fordi hendes mor og jeg har valgt at blive sammen. Ikke som kærester, men som partnere. Det betyder, at al den smerte, som jeg har oplevet i forbindelse med mit brud fra min ekskæreste, har jeg varsomt og forsigtigt båret et andet sted hen, hvor den ikke har kunnet gøre skade på den nye skrøbelige relation til min ekskæreste. Og det er aldrig faldet mig ind at bruge den mod hende.

Man kan sige, at jeg fra starten har truffet en beslutning om at holde hovedet koldt i tilværelsen som alenefar. For min datters skyld. For min skyld og for vores allesammens skyld. For der kan ske så meget grimt i en skilsmisse eller et brud, at det ikke kan vaskes væk igen. Det grimme er de voksnes ansvar. Altså mit og dit.

Det er forældrenes ansvar at sørge for, at børnene har det godt. Det er et stort, kompliceret og svært ansvar, hvor man indimellem skal tage det lille besvær for at undgå det store. Jeg taler selvfølgelig ikke om sager, hvor der indgår vold eller andre svigt eller andre forfærdelige ting. Jeg taler om den gennemsnitlige, akustiske hverdagsskilsmisse, hvor sandet alligevel er løbet gennem timeglasset, og det ikke giver mening at vende det. Når tiltrækningen er blevet til tovtrækning, om opvask, og hverdagen varer hele ugen.

Halvdelen af alle ægteskaber i Danmark ender i skilsmisse. Det er oftest en kvinde, der tager initiativet, og forældremyndigheden bliver som regel fælles.

Jeg har en fundamental tro på, at en skilsmisse, hvor der er børn involveret, sagtens kan blive lykkelig, og at den kan udmønte sig i et stærkt venskab. Det er mit budskab, og det er fundamentet for min lykke nu og efter vores brud, at jeg valgte at lade min ekskæreste være en aktiv medspiller i resten af mit liv.

Jeg har sammen med min ekskone besluttet, at vi ikke vil give vores datter oplevelsen af et følelsesmæssigt rivegilde. Hun har intet, virkelig intet ansvar for, at vi gled ud af hænderne på hinanden. Vi kan give hende et bedre liv hver for sig, end vi kunne sammen. Vi kan give os selv et bedre liv, end vi kunne give hinanden. Derfor valgte vi at gøre det hver for sig.

Det her er ikke et kampskrift for skilsmisser. Jeg synes bestemt, man skal prøve at holde sammen på det, hvis der er noget at holde fast i. Det er et kampskrift for det gode postskilsmisseliv, hvor respekt vægtes højere end sårede følelser, og børnenes trivsel trumfer alt.

Vi blev skilt for fem år siden. Vores forhold var på nippet til klicheen om et parforhold, der forliste i hverdag og sandede til i pligter. Vi tog beslutningen sammen: Vi skal ikke være sammen for enhver pris. Men vi skal samarbejde for enhver pris. Det blev vores motto.

Vores datter ved alt om, at vi er skilt. Selvfølgelig gør hun det. Men hun ser ikke sig selv som tofamiliebarn. På hendes skole er der oprettet en særlig gruppe for tofamiliersbørn, hvor de kan mødes og sammenligne tofamiliersoplevelser. Det er rigtig godt, at skolen tager den slags initiativer. Men min datter vil ikke være med, hun ser slet ikke sig selv der. Og det tror jeg er, fordi min ekskone og jeg har taget vigtige initiativer.

Vi begyndte vores liv som ikke-par med at gå i parterapi. Det var hårdt, men også vigtigt for vores videre fremtid sammen. Man kan sige, vi valgte at blive sammen. Ikke seksuelt, fysisk eller økonomisk. Men vi valgte at blive sammen i vores datters liv.

I starten valgte vi at dele lige over i en syv/syv-ordning, men efter noget tid, hvor vores datter gik og var ked af det de sidste par dage hos mig, tog jeg telefonen og ringede til min eks og spurgte, om vi ikke skulle finde en anden løsning. Jeg har ikke noget bestemt krav til, hvor meget jeg skal have hende, hun skal bare være glad. Og heldigvis havde min ekskæreste det på samme måde. Og nu deler vi i en ni/fem-ordning, og alle er meget glade.

Vi har til gengæld aldrig skændtes om ferie eller højtider. Måske fordi vi lod principperne dø med vores gamle kærlighedsrelation. For hvad skal vi bruge dem til, hvis vi får et barn, der i stedet savner mere, end hun nyder øjeblikkene med sin mor eller far. Vi kigger på vores datter, og så taler min eks og jeg om, hvem hun har mest brug for at komme på ferie med først. Eller om hun så gerne vil holde jul hos sin mormor i år, at julen hos farmor bliver en nitte. Og så ordner vi det hele, så alle bliver glade. Også farmor.

Behøver ikke være svært at være skilt

Men det tætte samarbejde har også betydet, at en enkelt kæreste har været så udfordret af min ekskærestes og min relation, at jeg har mistet hende. Vores samarbejde kan også fylde meget til tider, men det gør børn jo i deres forældres liv.

Kald mig bare naiv eller post-skilsmisse-romantiker. Jeg er ligeglad. Jeg tror helt fuldt og fast på, at masser af kærlighed, og ikke mindst overskud til at skabe tryghed for alle de følelser, skilsmissebørn bærer rundt på, er så sindssygt vigtig, hvis børnene skal vokse op og lære, at kærlighedsrelationer ikke er noget, man skal frygte, og ikke være bange for at miste.

Min egen teori er, at jo sværere forældrene har det med hinanden, desto mere de giver udtryk for deres frygt over for deres børn, jo mere vokser barnet op med en fornemmelse af, at et forlist kærlighedsforhold har kæmpestore konsekvenser. Jeg tror på, at min datters mor og jeg viser vores datter, at kærlighed ikke er noget, hun skal frygte.

Det er svært at blive skilt, men det behøver ikke være svært at være skilt. Det nytter ikke at vente, til døden skiller os ad, hvis hverdagen allerede har gjort det. Og det er faktisk uendelig meget lettere at lægge planer med en, man ikke er irriteret på. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor min ekskone smider sit vasketøj, eller hvordan hun fletter ind på motorvejen. Det, der interesserer mig, er det, der interesserer hende: vores datters trivsel. Det er faktisk ret enkelt.

I dag udkommer Flemming Møldrups børnebog om skilsmisse ”Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv”.