PAGTEN MELLEM Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig er meget mere end venskabet mellem to berømte digtere. Den er også historien om, hvordan forfattere forholder sig til deres stof, og viser, hvordan man i sin stræben efter nærhed med andre kan brænde fingrene. Pagten bød både på øjeblikke af dyb samhørighed og en bitterhed, som kom bag på de implicerede parter. Men for at forstå forløbet må man se på, hvad de to havde med sig i bagagen, da de indgik deres pagt.
Karen Blixen var et brændt barn, splittet mellem sin frihedstrang og afhængigheden af familien. I sin ungdom forsøgte hun sig som maler og som forfatter, og senere drev hun en farm i Afrika. Men det hele gik galt, og i en alder af 46 år vendte hun hjem som en fiasko. Hendes redning blev forfattergerningen, og i 1934 udkom hendes debutbog. Følelsen af ikke at blive regnet for noget sad dog dybt i Karen Blixen.
Med Thorkild Bjørnvig var det ikke meget bedre fat. Hans mor, der havde mistet to børn, lovede Gud, at hvis hun blev gravid igen, skulle hendes barn tjene Herren. Thorkild Bjørnvigs barndom blev derfor spændt ud mellem stærk forkælelse og tårnhøje forventninger. Den sårbare dreng var slet ikke forberedt på den virkelighed, der mødte ham i skolen, hvor han blev udsat for en grusom mobning. Da han mødte Karen Blixen i 1947, var han 29 år og forfatter til en digtsamling. Men han var uden ståsted og støttede sig skiftevis til Martin A. Hansen og Karen Blixen. Med næsegrus beundring konkluderede han, at de to havde en forankring i tilværelsen, som han selv manglede. I pagtbrevet fra 1950 foreslog han den 64-årige Karen Blixen at tjene hende den tid, der var igen. Hun tog imod tilbuddet og lovede at lade størstedelen af sin ånd blive hos ham.
Karen Blixen skulle hjælpe ham med at blive en stor digter og et dueligt menneske. Han tænkte mest på det første, hun var primært optaget af det sidste. Han kom til Paris og klagede over udfordringerne, hvorpå Karen Blixen slog i bordet på Rungstedlund. Da han kort efter pådrog sig en hjernerystelse, så hans kone Grete det som resultatet af de lussinger, baronessen havde uddelt i hans hjemland. Allerede på det tidspunkt blev Karen Blixen tildelt en særlig magt.
SENERE TOG HAN IMOD hendes invitation til at bo på Rungstedlund for at få ro til at digte. I den periode sås de kun om aftenen, hvor de førte inspirerende samtaler: ”Hun kunne udtrykke sig med en overraskende enkelthed om meget komplicerede ting, således som det vel altid har været de vises sag,” skriver han i ”Pagten”.
Men i foråret 1951 var der krise i venskabet. Thorkild Bjørnvig havde mulighed for at tage på studieophold i Bonn, men var inde i en frugtbar skriveproces og havde brug for fred og ro. Karen Blixen pressede dog på, og han gav efter. Opholdet i Bonn førte til en række beklagelser over forholdene, og det endte med, at Karen Blixen gav grønt lys for, at han kunne tage hjem. Men da ønskede han at blive! Thorkild Bjørnvig var klar over, at han var gået på kompromis med sin personlige integritet ved at føje Karen Blixen. Samtidig med at han i sine breve begynder at sige sin veninde imod, besynger han dog hendes storhed: ”De, eller Gud, har klædt Dem vidunderligt til livsfesten.” Da han kom hjem, flyttede han atter ind på Rungstedlund.
Der var da sket noget, som fik afgørende betydning for deres forhold. For at bringe ham i bedre humør, havde vennerne sendt Knud W. Jensens kone Benedicte ned til ham, og de to unge mennesker blev betaget af hinanden. Karen Blixen havde ofte opfordret Thorkild Bjørnvig til at blive forelsket, men da hun hørte om hans følelser, blev hun rasende. Hun hånede ham, læste hans private breve og var aldeles fortørnet over, at hendes position som det kvindelige midtpunkt i hans liv var truet.
Kort efter bad hun om at blive fritaget for pagtens forpligtelser. Efter lange overvejelser accepterede den unge digter hendes ønske, og pagten fungerede i princippet ikke længere fra juni 1952. Men de to edsvorne blev ved med at ses, som regel på Ewalds Høj, hvor hun satte ham stævne. I september 1954 sad Thorkild Bjørnvig og digtede i Kande stederne. Pludselig banker det på ruden: Karen Blixen står udenfor. Han lukker hende ind, og deres samvær når nye højder. Da han følger hende til hotellet, får de øje på en hugorm på stien. Samme dag skrev Karen Blixen, at hun i hug ormen så et tegn på, at de skulle gen optage kontakten. For Thorkild Bjørnvig var ”slangen” derimod negativt ladet: ”Engang følte jeg, at jeg skulde gaa til Grunde, hvis jeg maatte forlade Dem; nu føler jeg, at jeg maatte gaa til Grunde, hvis jeg skulde vende tilbage.”
Dermed var der sat punktum for pagten, og da Martin A. Hansen døde i 1955, stod Thorkild Bjørnvig for alvor på egne ben. Karen Blixen havde allerede da knyttet bånd til litteraterne Aage Henriksen og Jørgen Gustava Brandt. Sidstnævnte var ”den muntre lillebror”, som hun uforpligtende forlystede sig med. Med Aage Henriksen var det mere kompliceret: I lighed med Thorkild Bjørnvig besang han hendes mange meritter og lod hendes ord være lov. Karen Blixen ønskede, at han skulle opleve en erotisk vækkelse, og han var fascineret af hendes udstråling; men med tiden kom han til at se hende som en slags heks, der forsøgte at lokke ham i fortabelse.
BJØRNVIG FORTSATTE sin livsbane. Han indledte et kærlighedsforhold til Benedicte, skrev doktordisputats om Martin A. Hansen, bosatte sig på Samsø og udgav digtsamlinger og essays. Hans kæreste blev dog ramt af psykiske problemer, og forbindelsen kunne ikke vare ved. ”Du er blevet indlagt til både at være Vorherre og min elskede,” skrev hun til ham.
Flere år tidligere havde Thorkild Bjørnvig placeret Blixen på en piedestal, hvor hun var i øjenhøjde med guderne; nu blev han selv genstand for samme idealisering. I stedet forelskede han sig i Birgit, en 18 år yngre landmandskone med tre børn. På papiret så det ikke godt ud, men i praksis viste det sig at være det rigtige for ham. Den unge kvinde flyttede til Samsø, og han blev skilt fra Grete. Mens Thorkild Bjørnvig i mange år havde været præget af rådvildhed, havde han nu fået et liv i harmoni med naturen, et litterært virke og vedvarende kærlighed. Birgit var ikke blot handlekraftig og i besiddelse af praktisk sans, hun nærede også en dyb respekt for hans digteriske sind. Karen Blixen sad tilbage med skuffelsen. Når hun skrev sine fortællinger, var hun en vis forfatterinde, der trak i de rigtige tråde på de rigtige tidspunkter. Men i venskabet med Thorkild Bjørnvig var hun blevet overmandet af sin egen længsel efter at spille hovedrollen i hans liv. I stedet for at hjælpe sin unge ven til at folde sig ud, havde hun presset sin egen dagsorden igennem.
Tilbage blev forfatterskabet. I ”Den udødelige historie” møder vi en stenrig nabob, der bruger andre mennesker til at gøre en opdigtet historie til virkelighed. Det lykkes ikke. Fortællingen, som Karen Blixen bad Thorkild Bjørnvig læse i 1951, kan ses som et digterisk korrektiv: Uden den indsigt, som kommer til udtryk i historien, ville pagtens forløb være blevet endnu mere ulykkeligt.
I ”Bjørnen og kysset” viser hun, hvilke planer hun havde med sin ven. Efter en kamp på liv og død med en bjørn og et erotiseret møde med en gammel finnekvinde står den unge akademiker Bjørn langt bedre rustet som menneske. Konfronteret med det store i livet bliver han revet ud af den behagelighedszone, som Karen Blixen så på med så stor skepsis. Thorkild Bjørnvig mødte faktisk det store i livet, men scenariet blev hans eget, ikke Karen Blixens.