Dette er historien om en juleferie, hvor en vigtig begivenhed i mit liv blev vendt på vrangen. Det var en orkan, hvor jeg befandt mig i øjet. Mange ting blev vendt på hovedet og blæst ud af proportioner. Ingen, ud over måske nogle af de implicerede, forstod, hvad det handlede om – og jeg er heller ikke helt sikker på, jeg gjorde.
Men jeg synes alligevel, det er relevant at spørge, hvorfor blev disse forskellige opfattelser af, hvad der skete natten 29.-30. april 1994, pludselig interessante i 2016, og sidst, men bestemt ikke mindst, hvad kan vi gøre for at undgå lignende farcer i fremtiden?
For mit vedkommende startede historien i november. En af mine tidligere officerer orienterede mig om, at en journalist fra Danmarks Radio var ved at lave en radiodokumentar med udgangspunkt i et interview med en nu afdød befalingsmand. Befalingsmanden havde betinget sig, at det først blev offentliggjort, når han havde forladt forsvaret eller var død. Det lød besynderligt og ikke særlig betryggende.
Jeg erfarede, at journalisten gerne ville i kontakt med mig. Jeg mailede ham og fik et langt svar tilbage. Det fremgik, at han var ved at omskrive historien om et vigtigt stykke nyere dansk militær og krigshistorie, Operation Bøllebank. Præmissen for at kunne gøre det var, at mine gamle chefer oberst Lars Møller og oberst Christer Svensson og jeg selv var fulde af løgn. De officielle rapporter om operationen var løgn, Lars’ bog, ”Operation Bøllebank”, fra 2001 var en løgnehistorie, endvidere havde jeg fejlet i kamp, jeg var gået i chok og havde været totalt passiv, Lars Møller havde holdt hånden over mig, og så var jeg fordrukken. Svaret gjorde det i en belærende tone klart, at jeg havde begået en masse fejl. Journalisten lod ikke til at være i tvivl om, at jeg er en løgnagtig og fordrukken amatør. Nu skulle historien blot finpudses. Jeg undrede mig over, hvorfor han overhovedet gad tale med mig, konklusionen var jo på plads.
Den 14. december blev Lars Møller interviewet. Lars kunne ret hurtigt konstatere, at journalisten fra Danmarks Radio ikke var spor interesseret i afvigende opfattelser. Han havde en historie, der var for god til at være sand, og den skulle ud for enhver pris. Lars valgte at gå til modangreb med et partsindlæg. En klog beslutning. Hvis ikke han havde truffet det valg, var han og jeg næppe kommet til orde.
Den 17. december lettede jeg fra en ildelugtende smog i Beijing, og senere samme dag landede jeg i en endnu mere ildelugtende shitstorm i København. Avisartikler med modbydelige beskyldninger om løgnagtighed og mangelfuld ledelse under Operation Bøllebank har hørt til dagens orden hen over julen og nytåret. Jeg modtog en mængde gode råd om, hvordan jeg skulle have løst min opgave for mange år siden.
Det meste af det var af samme karakter, som chefer sommetider må lægge øre til under julefrokoster. Hvis jeg overså et enkelt godt råd, gør det ingen forskel, det kom et kvart århundrede for sent. Noget af kritikken gjorde ondt, for eksempel når oberst Lars Møller blev kaldt uprofessionel for åben mikrofon. Lars var en dygtig chef, en soldat, som har udvist stort personligt mod, og en meget professionel officer.
I dokumentaren på P1 den 5. januar blev jeg kaldt et kvaj. Det er et dårligt udgangspunkt for en dialog. Jeg finder det meningsløst at diskutere med folk, der anser mig for at være et kvaj. For ikke implicit at give mine kritikere ret var jeg nødt til at tage til genmæle. Dette gav mig heldigvis lejlighed til at gendrive nogle gamle rygter om min ageren under Operation Bøllebank. Det var vigtigt for mig, men jeg tror desværre ikke, den brede offentlighed forstod et muk af det hele.
Den 23. december kom jeg på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften ”Eskadronchefen fik for meget Slivo”. Stærk overskrift, men en fair artikel. Jeg vil takke Ekstra Bladet for, at de havde anvendt et 23 år gammelt billede, så jeg ikke blev genkendt, da de sidste juleindkøb skulle i hus. Den gamle historie var en alvorlig fejl fra min side, hvilket jeg aldrig har lagt skjul på, men at den kunne anvendes til at miskreditere mig næsten et kvart århundrede senere overraskede mig.
Lillejuleaften sad jeg og reflekterede lidt over livets genvordigheder og ikke mindst Bøllebank. Jeg tror, at jeg i den forbindelse fik et glas rødvin for meget. Gad vide, om jeg kan reservere en forside engang i år 2038. Overskriften er klar ”Brigadegeneralen fik for meget rødvin”.
Den 3. januar blev jeg interviewet af Danmarks Radio. Jeg havde stadig et spinkelt håb om, måske lidt naivt, at det var hensigten også at præsentere mit synspunkt i radioudsendelsen. Den 5. januar blev den såkaldte dokumentar sendt. Jeg opfatter udsendelsen som et avanceret partsindlæg, hvor de klip, der blev bragt med mig, kun var medtaget for at skabe en illusion om, at udsendelsen var baseret på upartisk undersøgende journalistik.
Hvad er resultatet, når røgen fra slaget om slaget lægger sig? Er vi blevet klogere vedrørende, hvad der faktisk skete?
Næppe, jeg tror ikke, nogen af mine soldater lyver, og jeg lyver ikke, men der vil til stadighed være forskellige opfattelser af, hvad der skete den nat for et kvart århundrede siden. Disse forskellige opfattelser vil bestå, uanset hvor mange uvildige undersøgelser og dokumentarudsendelser, der måtte komme.
Hvorfor skete det? Jeg tror først og fremmest, at grunden er, at jeg og vi i forsvaret for et kvart århundrede siden var utrolig dårlige til at håndtere episoder som Bøllebank. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere en ordentlig faglig og psykologisk debriefing. Jeg havde i forbindelse med en tidligere episode bedt om hjælp fra forsvarets center for lederskab, men den medarbejder, der vidste noget om kamppsykologi, var på afspadsering, der var derfor ingen hjælp at hente.
Efter Bøllebank blev der ikke gennemført nogen ordentlig faglig og psykologisk debriefing. I mine soldaters øjne kan der naturligvis kun være én, der har ansvaret herfor – chefen. Jeg tror, det var denne fejl, der ramte mig i julen 2016.
Vi var også dårlige til pressehåndtering. Denne ressourcekrævende opgave blev skubbet ud i felten. Jeg måtte derfor bruge rigtig megen tid på den danske presse i timerne og dagene efter Bøllebank, hvor jeg burde have brugt tiden på mine soldater. Konsekvensen heraf er, at jeg nu bliver beskyldt for at ville tage æren for operationen. Dette er ikke og har aldrig været tilfældet.
Jeg har aldrig modtaget nogen hædersbevisning for Bøllebank, og jeg har efter hjemkomsten fra Bosnien kun optrådt i pressen, når jeg ikke kunne undgå det. Grunden hertil er, at jeg aldrig har haft noget ønske om at blive en offentligt kendt person efter indsatsen i Bosnien. Det lykkedes mig at undgå dette i godt 20 år.
Forsvaret har heldigvis lært meget siden 1990’erne. I dag håndteres pressen centralt og meget mere professionelt, hvilket giver cheferne i missionområderne noget bedre muligheder for at koncentrere sig om det allervigtigste efter kamphandlinger, nemlig deres soldater.
Kan vi undgå, at andre af forsvarets operationer fra senere indsættelser i for eksempel Irak og Afghanistan får samme medfart som Operation Bøllebank fik i julen 2016? Jeg har ingen bekymringer, hvad angår debriefinger, pressehåndtering og hjemtagning af enheder, der har været i kamp. På disse områder har vi lært en masse i løbet af de seneste to årtier, blandt andet med baggrund i de fejl, nogle af os begik på Balkan. Vi er blevet meget bedre.
Jeg er derimod bange for, at vores krigshistorieskrivning ikke er god nok. Krigshistorien skal skrives umiddelbart efter slag og indsættelser baseret på officielle rapporter, debriefinger og interviews med chefer og soldater, der har deltaget. Var dette sket efter Operation Bøllebank, havde der måske været lidt færre forskellige opfattelser af, hvad sandheden er.
Nu er det for sent. Det er meningsløst at forsøge at omskrive historien et kvart århundrede efter operationen. Vi må derfor leve med, at der er forskellige opfattelser, desværre. Dette har været en uværdig farce, som ingen af de implicerede får noget positivt ud af. De af mine tidligere soldater, der stadig lider af de psykiske eftervirkninger, har fået gamle sår rykket op. Det kan vi ikke være bekendt.
Min bundlinje er, at der heldigvis er én kendsgerning, som intet og ingen formår at ændre: Den 29. april 1994 rykkede vi ud for at komme vores svenske og norske våbenbrødre på observationsposten T2 til undsætning. Det var en vigtig og meget farlig opgave. Vi løste den, og alle kom hjem i live. Det er jeg stolt af!
Carsten Rasmussen er brigadegeneral og forsvarsataché i Beijing