Prøv avisen
Kronik

Sognepræst: Bønnen kan give det senmoderne menneske et pusterum

Vi lever et musetrappeliv, har en samfundsforsker sagt. Uro og rastløshed kendetegner det senmoderne liv. Og mange mennesker trænger til standsninger, så det kan overveje mål og med i tilværelsen. Bøn er standsning. Et helle. En pause, skriver dagens kronikør.

Jørgen Demant, sognepræst, kgs. lyngby

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Impulsen til bøn kommer af, at livet går én på. Men bøn er også en pause. Måske kan det senmoderne menneske gennem bønnen få et roligere åndedræt, skriver sognepræst og medredaktør af bønnebogen ”Himlen i mine fodsåler” i store bededag-kronik

”Gud, du bliver nødt til at høre det!”. Sådan lyder indledningen til en bøn fra bønnebogen ”Himlen i mine fodsåler”. Den linje udtrykker bønnens inderste væsen, at der er et mellemværende mellem Gud og mig i forhold til den verden, jeg lever i. Gud må høre på mig, og hvad der går mig på, af det bedste og det værste, for kun i samtalen med Gud kan jeg finde ro.

Gud,
hold mine øjne åbne så jeg kan se din herlighed
Hold mine øjne åbne
så jeg glæder mig over lyset over Ballum enge
med gæs og viber og stære
og over lyset gennem Amagerbrogade
der får Shelltanken og Røverkøb og den tyrkiske grønthandel
til at blusse i et farveorgie
Hold min sjæls øjne åbne så jeg ser
lyset bag gadelygterne
lyset bag stjernerne
lyset bag natten
Lær mig at se din herlighed klarere ved det lys
når mine legemlige øjne bliver svagere
Lad det lys oplyse mit mørke
Gør mig tryg i tro på
at mørket aldrig skal få bugt med dit lys

Denne bøn indleder bogen. Under livstemaet ”Undren”. Bøn er at få sprog til at udtrykke det største i denne verden. For i selve sprogliggørelsen bliver man klar over, hvor herlig verden er. I bønnen skærpes opmærksomheden for det liv, som ligger lige for, og hvis herlighed i dagligdagens trummerum nedslides. Bøn er at få nye øjne at se med. Og dagligt må øjets opmærksomhedspupil trænes.

Et vigtigt element ved bønnen er den bibelsk resonans. At den får inspiration fra bibelens tekster. Ovenstående bøn er skrevet hen over et par af de gammeltestamentlige Davidssalmer. Og det, som kendetegner både den gamle og den nye bøn, er, at den er knyttet til et sted, en situation. En bøn har et konkret liv som udgangspunkt. Bønnens topografi er vigtig. For vi beder ikke ud i den blå luft, men fra et ganske bestemt sted. Og i denne bønnebog har vi fokuseret på bønner, der har hverdagens mysterier som resonansrum. Som det kan ses i den næste bøn ”Ordforråd”:

Gud, min far
arbejdspres og boliglån
delebørn og deadline
evaluering og involvering
Kender du de ord?

Det vigtigste spørgsmål til Gud er i dag ikke, ”hvem er Gud”, eller ”hvad er Gud”, men ”hvor er Gud”. Denne bog godtgør, at Gud findes som et nærvær i det daglige liv med alle dets gøremål. Gud er ikke en fjern Gud, men en Gud, der er nær i det liv, der leves 24-7. Mennesket er bundet til et sted, til en situation – køkkenbordet, arbejdspladsen, naturen – og det er i livet her, at mellemværendet med Gud mærkes. I erfaringer af glæde, afmagt, overlevelse, tilfredshed, skam, overskud. Bønnen er det sted, hvor min livshistorie bliver genbeskrevet med Guds historie. Bønssproget må ligesom salmesproget hele tiden fornyes. Ord er ikke kun mærkater for vores virkelighed. Ord er også skabende. Min verdens grænse går ved mit sprogs grænse. Det, vi ikke har sprog for, har vi svært ved at opfatte og rumme i vores liv og tilværelsesforståelse. Hvis mennesker ikke har bønssprog, så er det også svært at rumme den virkelighed, der hedder Gud. Men bønssproget skal omvendt også være et sprog, der kan rumme min virkelighed, nøjagtig som den er, og som jeg oplever den. Hvis ikke jeg kan bede Gud møde mig i min virkelighed, så er det svært overhovedet at komme til at møde Gud. Det er det, som ovenstående bøn udtrykker så præcist.

Det er i livet ’herfra’ og ’dertil’, at vi mærker gudshemmeligheden. Og denne hemmelighed går op for én, ikke som en erfaring, der kan gøres op i forklaringens logiske sprog, men som fortættes i forklarelsens sprog – i et billede, i en fortælling. Via bønnen kan man nå ind til anelsen af gudshemmeligheden. Til den transcendens, der åbner sig i immanensen. Øjeblikket af gudsnærvær i dagligdagen.

Den mest grundlæggende bøn kan samles i to ord: ”Tak!” og ”Hjælp!” Vi påkalder Gud, når det bedste og det værste rammer os. Den næste bøn har overskriften ”Indhent mig”. Den er en udfoldelse af råbet om ”hjælp”.

Du må forstå
jeg er så fuld af håb
når jeg træder ud ad butiksdøren
med mit fund
Jeg tror at alt bliver anderledes nu
Men det bliver ikke anderledes
jeg er den samme som før
har bare en ny pose at bære på
Lær mig at stoppe op
på tærsklen til butikken
og indføre et minuts stilhed
Gud
indhent mig der

Vi lever et musetrappeliv, har en samfundsforsker sagt. Uro og rastløshed kendetegner det senmoderne liv. Og mange mennesker trænger til standsninger, så det kan overveje mål og med i tilværelsen. Bøn er standsning. Et helle. En pause. Det hyperventilerende senmoderne menneske kan via bønnen måske få et roligere åndedræt.

Håb på Herren
står der i Bibelen
men det er for lidt
for mig i nattens tomme øde
Jeg vil have noget mere
et klart svar fra Gud
en kirke der giver mig sikkerhed
en oplevelse af nærvær
Jeg kan ikke holde ud at vente
Da morgenen gryr
går det pludselig op for mig
at det var en afgud
jeg bad til
Nu hører jeg en stemme sige
at den der mister sit liv på grund af mig
skal frelse det
Gud
lær mig at holde ud i min tomhed
at vente uden fortvivlelse
Og styrk mig i forventningen
om at du er hvor jeg er

Impulsen til bøn kommer af, at livet går én på: Jeg er blevet kuldkastet; mærker livet som en ørkenvandring; som en skælven. Ofte vil vi bede om en frelse, der giver sikkerhed. Men den fås ikke. Som bønnen viser, bliver den menneskelige stemme mødt af en anden stemme, Jesus’ stemme, hvis eneste svar på bønnen er livet med ham i usikkerhed. Bøn er med til at re-orientere mit liv, med til at aflaste mig fra overanstrengelsen til at have styr på det hele. Og omvendt indgyde mig dyden i at kunne vente og holde ud.

Bøn er at lære af den receptivitet, som Kristus viste i det menneskelige felt. Hans guddommelighed bestod i at kunne rumme verden med kærlighed. At kunne møde det andet menneskes væsen og omstændigheder med en empatisk rummelighed og tage ansvar for dette møde.

Bøn er derfor en form for dannelse. En dannelse til at blive formet i overensstemmelse med Kristus, i hvis navn enhver bøn bedes. Dannelsen består i at blive ligedannet med den livsform, som Kristus afslører for os som det sande gudsbillede. Det vil sige at modtage livet af Guds hånd, som han gjorde, og være villige til at give det videre, sådan som han gjorde: at gå på jorden, som om himlen er i fodsålerne.