Familieterapeut: Børn er ikke taberne i skilsmisse

Hvis man taber, fordi ens forældre bliver skilt, har man så automatisk vundet, hvis ens forældre bliver sammen? Nej. Skilsmisser er – heldigvis – kommet for at blive. Men vi kan ændre på, hvordan vi taler om det, skriver familieterapeut

Vi skal ikke udskamme forældre, der vælger at blive skilt. Vi skal hjælpe og guide dem til at have et godt samarbejde bagefter for børnenes og deres egen skyld, skriver familieterapeut i kronikken.
Vi skal ikke udskamme forældre, der vælger at blive skilt. Vi skal hjælpe og guide dem til at have et godt samarbejde bagefter for børnenes og deres egen skyld, skriver familieterapeut i kronikken. Foto: Flemming Krogh/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

”Ja, det er jo altid børnene, der er tabere i skilsmisse.” En tæt veninde, der ligger i skilsmisse, fortalte mig forleden, at hun havde fået den besked fra et familiemedlem. Som familieterapeut og delemor kan jeg mærke vreden boble helt nede i storetåen. Vrede over, at denne holdning stadig i 2020 er udbredt, når det kommer til børn og skilsmisser.

For det er ikke første gang, jeg er stødt på den kommentar. Ligesom jeg også for nylig overhørte en kvinde, der mente, at deleforældre skulle skamme sig, når de udsætter deres børn for at bo i deleordninger. Hendes holdning var, at det burde være forældrene, der flyttede ud og ind af børnenes hjem. Jeg er også tit stødt på kommentarer om, at forældre burde kæmpe mere for deres forhold – for børnenes skyld.

Lad os begynde med det sidste. At blive skilt er ikke en beslutning, man træffer hen over natten. Der er mange overvejelser, bekymringer, og man har kæmpet det bedste, man kunne, så længe man kunne. Der er ingen forældre, der ønsker at gøre deres børn ondt, og det er altid hensynet til børnene, der gør, at man ligger søvnløs om natten og vælger at give forholdet endnu en chance. Så når beslutningen bliver truffet, så er det fordi, det er den eneste mulige løsning.

Der følger altid en stor sorg med ved at bryde sin familie op. Alle forældre går igennem en smertefuld sorg over at udsætte sine børn for skilsmissen. Og sorgen får ikke lov til at stå alene, for med den kommer også skyldfølelsen. Gjorde jeg nu nok, kæmpede jeg længe nok, er jeg en dårlig forælder. Det sidste, man har brug for at høre på dette tidspunkt, er, at ens børn er taberne. Og lad os lige vende tilbage til det udsagn. Ifølge Den Danske Ordbog betyder ”taber” en, der enten har tabt i en konkurrence eller en, der klarer sig dårligt i samfundet.

Hvis børn skulle klare sig dårligere i samfundet, blot fordi deres forældre er blevet skilt, står det skidt til, når halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Og hvis man taber, fordi ens forældre bliver skilt, har man så automatisk vundet, hvis ens forældre bliver sammen? Når nogle mennesker vælger at komme med disse holdninger om, at børn er taberne i skilsmissen, glemmer de alt det, der gik forud for bruddet. Måske var der daglige skænderier, dårlig stemning, ingen kærlighed mellem forældrene eller triste forældre.

Jeg negligerer ikke, at børn faktisk kan blive tabere for at blive ved det udtryk. Men det handler aldrig om, at mor og far går fra hinanden – det handler altid om alt det, der kan følge med efterfølgende: krig mellem forældre, dårlig kommunikation og mangel på samarbejde.

Alle børn bliver kede af det, når familien skal skilles – børn vil også gennemgå en sorgproces over, at deres liv forandrer sig. Men at sørge er ikke det samme som at tabe. Hvis et barn mister en forælder, betragter vi dem jo heller ikke som tabere i livets spil.

Ingen forældre bør skamme sig over at være blevet skilt. Vi lever heldigvis i dag i en verden, hvor det faktisk er muligt at blive skilt. Jeg tvivler på, at der er mange, der ønsker sig tilbage til en tid, hvor man blev sammen for enhver pris – lykkelig eller ej. I dag har vi mulighed for at vise vores børn, at man kan kæmpe for det, der er vigtigt, og at man har råderet over sit eget liv. At man kan træffe valg i sit liv – men at man ikke død og pine skal blive i disse valg. Man kan træffe nye valg. At vi kun er mennesker, og at mennesker ændrer sig og gør det resten af deres liv.

Så hvis vi kan blive enige om, at det er o.k. at blive skilt, hvad skal vi så stille op med børnene?

For 20-30 år siden var det normalt, at børnene blev hos deres mor, og så deres fædre hver anden weekend. I dag er det heldigvis sådan, at mændene er kommet helt ind på banen i forhold til at være fædre. Fædre tager i højere grad mere barsel, de skifter bleer, tager på legeplads – ja, de deltager i det hele taget ligeværdigt i opdragelse af børnene.

Når vi som forældre vælger, at vores børn skal bo to steder i en eller anden form for ordning, så er det ikke kun et egoistisk ønske, fordi vi ikke vil undvære vores børn. Det handler faktisk også om, at vi ikke ønsker, at vores børn skal undvære den anden forælder – fordi vi er ligeværdige og lige vigtige for vores børn.

O.k. – jamen, så kan børnene jo blive boende, og så kan forældrene flytte ind og ud? Svaret er ganske enkelt nej. Det kan ingen forældre holde til i længden. Modargumentet er klart: Hvorfor tror du så, at børn kan? Svaret er: Fordi de er børn. Som forældre træffer vi altid valg for vores børn. Vi beslutter, hvad der er vigtigt og godt for dem. Vi beslutter, om de skal leve glutenfrit, uden sukker, hvor længe de må være ude om aftenen, hvilken skole de skal gå på, og hvilke fritidsaktiviteter de skal begynde til. Kort sagt: Vi bestemmer og beslutter det meste.

De færreste ville kunne leve under de præmisser som voksne. Det er, som om der hænger en stor sky over skilsmisseforældre: Når I vælger at blive skilt, så er I knap så gode forældre, og det er tilladt for alle at komme med indvendinger om, hvordan I er i gang med at ødelægge jeres børns liv.

Hvis et forældrepar vælger at flytte til den anden ende af landet eller endnu mere eksotisk at flytte til udlandet med deres børn for en periode, så er det spændende, lærerigt og en kæmpe mulighed for børnene. Er der nogen, der har spurgt om børnene havde lyst til at flytte? Nej, for de er børn, og vi ved som forældre, hvad der er bedst for vores børn. Hvorfor er denne tillid ikke deleforældre forundt?

Mange skilsmisseforældre har i øvrigt prøvet at flytte ud og ind af hjemmet i starten af bruddet. Det kan gå i en periode, men det er i øvrigt ikke mindre stressende for børnene.

Hjemmet er det samme, men mor og far er forskellige, og som tiden går, vil disse forskelle vokse. Det betyder, at børn skal kunne navigere i, at den fysiske ramme er den samme, men hver uge flytter en ny kultur ind. Børn har ikke brug for én fast fysisk ramme. De har brug for, at deres forældre har overskud og skaber gode trygge psykiske rammer for dem. Og jeg kan næsten garantere, at mor og far ikke får overskud af at flytte ud og ind af det hjem, som deres eks-kæreste også forsøger at sætte sit præg på. Og hvad ville der ske på sigt, hvis mor og far finder nye kærester med børn? Hvad med den økonomiske del – at have tre boliger?

Jamen, er deleordninger så altid det rigtige? Nej, det er ikke rigtigt for alle børn. Nogle børn trives bedst ved at være mere hos den ene forældre, mens andre har det fint med at bo syv dage hvert sted. Forskning viser, at børn i deleordninger klarer sig lige så godt socialt, psykisk og økonomisk som børn, der bor sammen med mor og far. Og det er ikke tilfældigt.

For at en deleordning kan lade sig gøre, kræver det netop stort samarbejde og god kommunikation mellem forældrene. Og det er de parametre, vi skal have fokus på.

Vi skal ikke udskamme forældre, der vælger at blive skilt. Vi skal hjælpe og guide dem til at have et godt samarbejde bagefter for børnenes og deres egen skyld. Og når forskning viser, at børn i deleordninger klarer sig lige så godt, må det betyde, at langt de fleste forældre faktisk lykkes med at skabe gode rammer for deres børn efter en skilsmisse.

Så lad os hylde dem for en gangs skyld – for jeg kan love jer, at det kræver så meget mere forældreskab, vilje, styrke og kærlighed til sine børn, at få det til at lykkes.