Psykiater: Selvværd er en solid og synkefri redningskrans, der holder hele livet

Vores selvopfattelse afhænger af opvæksten. Børn får varierende grad af selvværd og mindreværd. Selvværd er en solid redningskrans, der holder livet ud. Uden underliggende selvværd er selvtillid en ustabil redningskrans, der skal pumpes op igen og igen

Psykiater: Selvværd er en solid og synkefri redningskrans, der holder hele livet
Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

NOGLE MENNESKER bedømmer sig for højt, andre sætter sig for lavt. Én og samme person kan skiftevis føle sig ringere eller bedre end andre afhængig af den situationen, han befinder sig i. Og så er der dem, der stort set altid føler sig lige med andre, uanset hvad der sker omkring dem.

Hvad kan ligge til grund for dette? Hvordan skal det forstås, og hvilke teorier om mennesker kan forklare dette?

To begreber er uomgængelige: selvværd og selvtillid.

BØRNS SELVOPFATTELSE er afhængig af den måde, de bliver set på af voksne, og af den opmærksomhed, der rettes mod dem. Børn har et veludviklet sanseapparat og fornemmer intuitivt, hvordan andre ser på dem. Deres indre selvbillede er formet af den værdi, de bliver tillagt af deres omgivelser. Barnet aflæser i moderens blik, hendes stemme, intonation og gestik, om ”jeg er god nu”, og registrerer i andre situationer, at ”nu er hun utilfreds med mig”.

Ofte er forældrene og andre betydende personer ikke opmærksomme på, hvilke signaler de sender til barnet, og sjældent ved de, hvordan barnet tolker deres væremåde. Er miljøet i hjemmet kærligt og accepterende, og er der gensidig tillid mellem barn og forældre, får barnet en følelse af at være god nok. Det udvikler en basal sikkerhed, det får selvværd.

Manglende selvværd ser man hos børn, der vokser op i miljøer, hvor der ikke er blik for deres behov og udviklingstrin. Udsættes et barn for krav, som det ikke kan honorere, skabes der en nederlagsstemning. Har forældrene for travlt med deres egne gøremål, føler barnet sig overset. Hvis det vedvarende føler, at forældrenes arbejde, gæster eller alkoholforbrug kommer i første række, indfinder der sig en følelse af værdiløshed. Og hvis der tilmed straffes korporligt, erfarer barnet, at det ikke er mere værd end en ting, man kan slå på.

Overbeskyttede børn mister tro på sig selv. Curlingforældre påfører deres børn mindreværdsfølelse ved at fjerne for mange sten på deres vej, fordi børnene mærker, at forældrene mangler tiltro til, at børnene kan fjerne stenene selv. Når børn fornemmer, at forældrene ikke tror, at de kan, overtager de følelsen og gør den til deres egen.

Børn får i deres opvækst varierende grad af selvværd og mindreværd. Alle børn bliver i vekslende omfang udsat for hændelser, som ikke er optimale. Kun få er udstyret med gennemgribende selvværd eller gennemgribende mindreværd. Barnet samler igennem opvæksten ubevidst omgivelsernes blikke, vurderinger og opfattelser sammen og lader dette ligge til grund for, hvordan det som voksen ser på sig selv. De heldigste udvikler optimisme og tillid til verden, og de mindre heldige slås med usikkerhed og tvivl. Der findes kloge professorer, der slås med pinefuldt mindreværd og personer som Klods-Hans, der er fulde af uforfærdet selvværd.

Der findes mennesker, hvis selvværd fra barndommen er så læderet, at overdreven ydmyghed er en tro følgesvend uanset omfanget af succes. Har de gjort en god figur og er blevet rost for dette, kan de alligevel have svært ved at lade sig overbevise om, at deres adfærd har gjort lykke. ”Det kan ikke passe, de siger det for at smigre mig og opmuntre mig, så god var jeg da heller ikke.” De undervurderer sig selv. De har en indre modvilje mod at tage succesen til sig. Selvbilledet, de har erhvervet i barndommen, kolliderer med den beundring, andre giver udtryk for som følge af den gode præstation. De har svært ved at bedømme sig selv realistisk.

MANGLENDE SELVVÆRD er en stærkt ubehagelig følelse, som de fleste ønsker at slippe af med hurtigst muligt. Eftersom den som regel er grundlagt tidligt i livet, er den ofte umulig at komme til livs. Hvad kan den mindreværdsfølende gøre? Han kan dygtiggøre sig og finde et gebet, hvor han får succes. Blive en anerkendt tømrer, lærer, kunstner, hvorved han får (ikke selvværd, men) selvtillid. Han får respekt for det, han gør og udfører.

Selvtillid er koblet til de kompetencer, man har tilkæmpet sig. Selvværd er en følelse af at være god nok i sig selv uden at skulle præstere noget. Mennesker, der mangler selvværd, er afhængige af omverdenens anerkendelse. Er forsyningerne af anerkendelse kontinuerlige, går det godt; tørrer kilderne ud, vender mindreværdet tilbage. Mennesker, der er i tvivl om deres værdi, kan forvirres, hvis de har fremgang. Går deres arbejde godt, udvælges de til betroede opgaver, og har de indimellem en heldig hånd, der udløser anerkendelse fra andre, kan deres succes bringe dem berusede over i en position, hvor de oplever kompensation for al deres tidligere tvivl. Mindreværd svinger over i mereværd.

De overvurderer sig selv. De kan ende med at konkludere i deres indre, at ”det er da vist mig, der har evner som ingen andre; jeg kan noget, som andre ikke kan; jeg er noget specielt”. Succesen kan stige dem til hovedet, og hvis de vedvarende udsættes for andres idealisering, kan de miste jordforbindelsen.

Ydre kendetegn bliver vigtige. En værdig gang, en iøjnefaldende påklædning eller en myndig og alvorsfuld optræden (her er ikke plads til pjank) skal signalere, at andre har grund til at være misundelige. Men under det ligger usikkerheden og lurer. Arrogance og nedladenhed bliver den ene side af mønten, og mindreværd og selvhad den anden.

MUSIKERE, DER I UNG ALDER bliver tilbedt af publikum, kan udvikle et forvrænget selvbillede. De kan føle, at de kan gå på vandet og tillade sig mere end andre, og dermed overskride gængse normer.

Klaus Rifbjerg mente et halvt år før han døde, at der kun fandtes 2000 begavede mennesker i Danmark, resten er dumme. Picasso var ude i lignende ærinde, da han sagde: Mange mennesker har mindreværdsfølelse, og det har de også god grund til. Rifbjerg og Picasso tilhørte eliten, men endte med at blive elitære.

Mens nogle går fra betydningsløshed til betydningsfuldhed, går andre den modsatte vej. Prestigetab er altid ubehageligt, men det er ubærligt, hvis man ikke har en solid indre kerne (opbygget af omsorgsfulde forældre), man kan læne sig op ad i nødens stund. Mangler man det, føles det, som om man bliver reduceret til ingenting. En genoplivning af den forfærdelige isolation, tomhed og meningsløshed, som det lille barn befandt sig i, når forældrene var uden for rækkevidde.

Det siges, at æren er det smukkeste træ i skoven. Jo mindre groundet man er, desto mere går man op i ære. Jo mindre man tror på sig selv, desto mere hænger man sin hat på andres respekt. De mennesker, der som børn manglede deres forældres anerkendelse, vil ofte i deres voksne liv være opsat på at vinde andre menneskers respekt som erstatning. Hvis selvagtelsen aldrig er blevet etableret, og man mister den agtelse, man har samlet sammen, er det som at blive rippet for det sidste, man har. Det er ikke underligt, at det sommetider fører til voldsomheder.

VI MØDER EN GANG IMELLEM mennesker, der ser ud til at være i stand til at bedømme sig selv nøgternt. Det går dem naturligvis på, hvis de rammes af fiasko, men det tærer ikke på fornemmelsen af at være god nok. De føler sig hverken som verdensmestre eller som nullerter, men synes jævnt hen ad vejen, at de er okay. Mennesker, der er ydmyge uden at føle mindreværd. Mennesker, der ikke fristes af muligheden for at score billige points. Mennesker, som kan tåle at vinde og tåle at tabe.

Selvværd er en solid og synkefri redningskrans, der holder livet ud. Selvtillid er godt, men uden underliggende selvværd er det en ustabil redningskrans, der skal pumpes op igen og igen.