Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Børn og unge skal læse mere og skærmforbruge mindre

Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Camilla Friis Aaquist, Lektor i dansk, spansk og drama ved Odense Katedralskole.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Skærmene er en voldsom modstander, som avancerer dag for dag, alt imens vores hjerner langsomt, men sikkert, overgiver sig. Derfor er kampen for læsning så afgørende. Den gør os til mennesker og lærer os, at der findes en verden uden for os selv

”Ej, hvor er I nørdede!”

Det er ordene, der falder denne novemberdag, hvor mine elever og jeg har søgt ly for larmen på katedralskolens gamle, ædle bibliotek blandt læderindbundne bøger og store tænkere. Replikken affyres som reaktion på det eleverne foretager sig. De læser. Romaner. Disse gamle sager, som man hverken kan zoome, swipe eller scrolle i.

Og der sidder de med hovederne i bøgerne til et læseklubsmodul, da et par andre elever tilfældigt kigger forbi og med både krop og ord konstaterer, at der må være noget grueligt galt. Når man sidder i læseklub og diskuterer en bog, så er der altså noget galt. Så må man være en nørd. Men her kommer et modsvar. Flere børn og unge skal være nørder.

Nørd. Jeg elsker det ord. Eller det er jeg kommet til. Faktisk er jeg begyndt at bruge det aktivt som gentagne imperativer over for mine børn og elever. Vær nørder! Nørd løs! Oprindeligt har betegnelsen været nedsættende. En nørd defineres som en person, der går for meget op i det, han eller hun foretager sig. Men i disse tider, hvor fordybelsesevnen er under pres på grund af mediernes kyniske og konkurrencedygtige kamp om vores opmærksomhed, er det måske netop det, vi har brug for. At nørde.

Hjernen ændrer sig – det er beviseligt. Teknologien er en voldsom modstander, og den avancerer dag for dag, alt imens vores hjerner langsomt, men sikkert, overgiver sig. Måske er det en naturlig udvikling af mennesket? Måske skal vi ikke frygte udviklingen, men favne den? Det er de tanker, jeg gør mig, og alligevel insisterer jeg helt intuitivt på at tage kampen op imod det digitale diktatur. Det er sådan, jeg opfatter det, og jeg har svært ved at vurdere, om der er tale om en begrundet bekymring eller et konservativt mindset.

Er jeg mon ved at blive en af de bagstræberiske besserwissere, som tror, de ved bedre end resten af verden? Eller er der et reelt problem? Jeg ved det ikke. Men der bor en hårdfør forsvarstrang i mig. Forsvaret for evnen til at være til stede i et fysisk rum. Sammen. Uden forstyrrelser fra diverse teknologiske devices. Jeg bliver irriteret, når eleverne ikke kan holde aftalen om at holde sig fra sociale medier i undervisningen.

Jeg bliver skuffet, når jeg må konstatere, at mine børn synes bedre om Tiktok og Youtube end bøger og aviser. Jeg bliver bange, når de ikke kan koncentrere sig om én enkelt ting ad gangen. Og når jeg bliver bange, så handler jeg. Måske forgæves. Men ethvert lille oprør mod systemet kan måske sætte en større revolution i gang. Lad os kalde den Operation Nørd – hvor målet er tilbageerobringen af vores fordybelsesevne og midlet læsningen.

Og så faldt jeg i den retoriske fælde, hvor man i sin ophidselse over en af verdens urimeligheder går efter manden og ikke bolden. I hvert fald hvis man anerkender præmissen om teknologien som en levende og handlende kraft. Lad os se nærmere på det, der ligger mig så meget på sinde: læsningen. Hvorfor disse nærmest dystopiske fremskrivelser af de næste generationers mangel på basale menneskelige evner? Hvorfor denne så indædte agitation for, at vores børn og unge skal læse mere? Fordi læsningen er med til at gøre os til mennesker. Evnen til at identificere sig med andre, føle sympati med andre, reflektere over stort og småt. De evner adskiller os fra dyret. Fra maskinen. Det er i litteraturen, at vi oplyses, undres og mærker os selv, men det er også her, vi lærer, at der findes en verden uden for os selv. Med læsningen udvikles den personlige dannelse, evnen til at se verden i nuancer, til at træde i eksistens og være. For litteraturen er et stillestående medie. Der er kun ordene. Ingen billeder eller lyd. Og vi har brug for – det er min påstand – det stillestående. Særligt i en tid, hvor alt omkring os truer med opløsning.

Små børn læser. Der er ligefrem læsebånd – eller stilletid, som det hedder – i indskolingen, hvor de små størrelser sidder tyve minutter hver dag med snuden i en bog. Præcis som nu også mine elever, der går i 3.g. Men kunne mine elever blive fri, ville de måske ikke læse. For forskningen viser, at børn stopper med at læse, når de starter i femte klasse. De mister simpelthen kampgejsten og underkaster sig de lettere fordøjelige medier. Det forstår jeg godt. Også jeg kæmper, når valget om aftenen står mellem Netflix eller Naja Marie Aidt. Også jeg overgiver mig. Men jeg er dog gammel nok til at vide, at det er dét, jeg gør. Jeg er bevidst om, at det kræver noget af mig at modstå skærmens besnærende bud. Derfor smækker jeg den jævnligt i med en god bog og smider telefonen fra mig. Ude af syne, ude af sind, som man siger. Og det virker. For skærmene opfører sig som lokkeduer. De er programmeret til at stjæle vores opmærksomhed, hvilket understreges af Netflix’ proklamation om, at mediets største konkurrent i dag er menneskers behov for søvn. Altså er streamingtjenester ligesom sociale medier afhængighedsskabende. Tænk bare på, hvor hurtig du skal være, hvis du skal nå at slukke for skærmen, inden næste afsnit af Netflix-serien sætter i gang. Eller hvordan klippetempoet, underlægningsmusikken og billederne bombarderer hjernen og får hjertet til at galoppere. Bøgerne og den langsommelige historiefortælling har ikke en chance.

Hvis børn og unge ikke bliver gjort opmærksomme på, at vi befinder os i krigstider, så står de uforsvarlige om nogle årtier. De ser ganske enkelt ikke, hvad de mister. Måske er det et udmærket sted at være. I uvidenhedens land. Men som den vel nok konservative kvinde, jeg er, så vil jeg fortsat forsøge at åbne deres øjne.

Det er grunden til, at jeg insisterer på at læse for mine efterhånden store børn hver aften. At jeg insisterer på, at de selv skal læse dagligt. At jeg insisterer på, at mine elever skal læse flere litterære værker og færre korte tekster. Jeg tvinger måltider af ord i halsen på de unge. Og på mange måder er det vel et lige så voldsomt overgreb, som når techmogulerne lokker dem med digitale snacks? Og alligevel bliver jeg ved. Fordi jeg er på en mission. De skal læse, fordi de skal lære at fordybe sig, og de skal tilbydes muligheden for at opdage, hvad litteraturen kan. Den finder de færreste unge selv. Vi skal insistere.

Det er vi nødt til, hvis også de næste generationer skal have et litterært skjold at stå imod verden med. Det kræver noget af forældrene. Det er nemmere at lade dem se et afsnit af H.C. Andersens fortællinger på iPaden før sengetid, men det er bedre at sidde sammen og dele læseoplevelsen. Det er forældrenes opgave at give børnene læselyst, og det er skolens at bevare den. Også her skal der nogle gange tænkes i lyst frem for læring. Ikke alle værker skal analyseres til døde.

Det gør mig glad, når jeg læser om en folkeskolelærer, der prioriterer netop dette. Lystlæsningen. Og af samme grund har jeg givet mine elever et valg mellem daglige lektier i dansk eller flere skønlitterære værker som hjemmelæsning. De valgte heldigvis det sidste.

Så der sidder de. En gang hvert halvår i læseklubben. Som denne novemberdag, hvor de for en stund er nørder. Der i det gamle, ædle bibliotek gransker de med forfatterne som allierede alskens emner i livet.

Underfundigt nok er George Orwells dystopiske roman ”1984” om teknologiens tvingende magt også blandt de selvvalgte værker. Der sidder de, og jeg føler mig fortrøstningsfuld, når jeg bevæger mig rundt, lydløst, mellem fremtidens frihedskæmpere, bevæbnede med bøger og uden skærme.