Prøv avisen
Kronik

Kritik: Statsministeren vil ikke tage ansvar for 40 børn af fremmedkrigere i syriske lejre

Arkivfoto af al-Hol-lejren. Foto: Goran Tomasevic/Reuters/Ritzau Scanpix

Ole D. Wolthers, overlæge, dr. med., BA theol. og speciallæge i børn og unges sygdomme

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg vil appellere til offentligheden og beslutningstagere om at vise forståelse for den menneskeligt ulykkelige situation, som disse børn er bragt i, skriver overlæge

MENNESKELIGT SET er der ingen vindere af krige. Krigere kan vinde over andre krigere, magthavere kan vinde over andre magthavere. Men menneskeligt set er de alle tabere. Krige udkæmpes af mange, ofte meget komplekse og løgnagtige årsager. Sandheden er krigens første offer, siger man. Men løgnen bliver ved med at bestå i et tilsvarende kompliceret politisk, juridisk, etisk, moralsk og menneskeligt morads, når krigen er slut. Det så man efter Anden Verdenskrigs afslutning, og det har vi set mange gange siden ude i verden og herhjemme siden 1990’erne, da den såkaldte aktive udenrigspolitik medførte krigsdeltagelse på fjerne kontinenter. Efter kriges afslutning diskuteres ofte i årtier, hvad der var sandt, og hvad der var falskt. Hvem var frihedskæmperne, og hvem var forræderne? Hvem skal dømmes og hvem ikke?

Menneskeligt set kan det imidlertid ofte tage langt længere tid at komme over krige. Det kan tage generationer. Krige trækker dybe skel mellem mennesker. Skel, som undertiden kun kan overkommes ved den forsoning, der netop ligger i tidens gang, men som man også aktivt kan arbejde for, hvis man som menneske og samfund har modet til det.

Mens krige kæmpes, overlever og lever mennesker. Børn vokser op, går i pubertet og fyldes af forvirrende følelser, de aldrig har kendt før, og de forelsker sig, gifter sig, nogle bortgiftes, og får børn. Drifts- og følelsesmæssige behov ændrer sig ikke under krige, eller hvis de gør, fortæller psykologer, at de kan blive stærkere under krigens pres.

Det er menneskeligt at blive stærkt og blindt forelsket, når man er ung. Det kender vi alle sammen. Bliver vi det under en krig, er der muligt, at vi forelsker os i en person, som de fleste i situationen og senere ikke bryder sig om. Eller ligefrem foragter eller hader, fordi vedkommende tilhører fjenden, som krigen udkæmpes mod. Det så man med de tusindvis af danske kvinder, der under Besættelsen forelskede sig i tyskere. De fleste af disse unge kvinders største forbrydelse var, at de tilfældigvis blev unge i krigens tid, og som andre unge til alle tider forelskede sig i de mænd, der nu tilfældigvis var omkring dem. Det betød ikke, at de alle blev fjender af Danmark. Nogle blev, men ikke alle. Og med tiden blev der i al fald i det offentlige rum en forsoning med disse kvinder.

NU ER DER UNGE KVINDER i Danmark, danske statsborgere, der er vokset op og er blevet kønsmodne og har forelsket sig i en mand, som tog dem med sig, fordi han ville kæmpe på terrororganisationen Islamisk Stats side i Irak-Kurdistan-Syrien imod danske koalitionspartnere.

Det er ikke første gang, at unge kvinder har forelsket sig blindt, fornægtet og forladt hjemlige kulturelle, religiøse og sociale værdier og er draget afsted ud i det ukendte for at søge kærlighedens lykke med en mand, de måske kun har kendt i forelskelsen. Og det bliver heller ikke sidste gang. For det er en driftsstyret menneskelig adfærd. Og det er menneskeligt, at unge forelskede og seksuelt aktive mennesker sætter børn i verden, også selvom der er krig, og også selvom faderen er terrorist af værste slags.

Det er muligt, at nogle af disse kvinder selv er terrorister eller bekender sig til Islamisk Stat, og at de har haft til hensigt selv at deltage i terroraktiviteter. Vi ved det ikke. Men det er også menneskeligt muligt, at nogle af disse kvinder har været blindt forelskede, som unge mennesker og i øvrigt jo også nogle gange ældre kan være det – eller tåbeligt naive, som andre ville sige. Menneskeligt set er begge dele muligt, og det ville være løgn at sige andet.

Som mennesker ved vi i hjertet, at vi er nødt til at lade en række motiv-muligheder stå åbne. Så lad os da som mennesker og samfund begynde at forsone os med den situation, som disse danske kvinder og børn er havnet i, forskyldt eller uforskyldt.

Der opholder sig omkring 40 børn og et antal danske mødre i flygtningelejrene al-Roj og al-Hol i det nordlige Syrien. For godt tre måneder siden udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketinget, at den danske regering har besluttet ikke at tage disse børn hjem til Danmark. Begrundelsen var: ”Fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og har kæmpet for Islamisk Stat, og dermed har de truffet et valg på deres børns vegne.”

Der kunne fremføres mange indvendinger mod denne holdning. Såsom, at det er et hyklerisk standpunkt af Mette Frederiksen, der før valget på grundlovsdag 2019 tog rundt i institutioner og skoler og gjorde et stort nummer ud af, at hun ville være ”børnenes statsminister”. At hun holdt en tale nytårsdag 2020, der stort set kun handlede om vigtigheden af, at vi bliver bedre i vores indsats overfor trivselstruede børn. At hun mener, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres familier, fordi forældrene er utilstrækkelige. At hun gjorde et stort nummer ud af at give en undskyldning på statens vegne til de personer, der blev tvangsfjernet som børn i 1950’erne som led i et eksperiment støttet af den danske regering. At hun er fanget i et låst politisk spil, hvor hun er nødt til at imødekomme synspunkter hos partier, der sikrer hende regeringsmagten nu og fremover.

Man kunne også hævde, at der muligvis er tale om en overtrædelse af et grundliggende princip i retsstaten, nemlig at samfundet ikke bruger hævn alene som en straf i sig selv. Hævnen her rammer en gruppe personer, som har udført en krænkelse, der er uacceptabel og strafbar i vores samfund, ved at ramme deres børn. Det er det førgammeltestamentlige ord om øje for øje og tand for tand. Det kan aldrig blive en retfærdig straf. Det er en destruktiv hævn, der vil forfølge børnene resten af livet og måske også de børn, som de måtte få til sin tid. Det kan blive en sag, hvor en fremtidig statsminister om en generation eller to må give en officiel undskyldning for et statsligt svigt over for danske statsborgere.

Men jeg vil slet ikke gå ind i det politiske og juridiske spilfægteri. Jeg vil appellere til offentligheden og til alle politiske beslutningstagere på tværs af partiskel om at vise forståelse for den menneskeligt ulykkelige situation, som krigen mod Islamisk Stat har bragt disse børn i. Om at forstå de menneskelige aspekter. Om at anerkende den menneskelige baggrund. Om at iværksætte et initiativ til at tage disse kvinder og deres børn, danske statsborgere, hjem til et retsopgør, som nødvendigvis vil være en forudsætning for vores lands forsoning med dem.

Lad os vise det samme mod til at indlede denne forsoning, som 68 danske præster viste allerede den 21. juni 1945, få uger efter verdenskrigens afslutning, da de midt i al berettiget had til tyskerne sendte denne udtalelse ud via Ritzaus bureau om netop tyskerne:

”Det er ikke sandt, at det drejer sig om karaktermæssigt lavere mennesker (…) Vi har kæmpet mod nazismen, fordi de ikke i jøden ville se et medmenneske, og vi vil på samme måde kæmpe mod en ny nazisme, der ikke i tyskeren vil se et medmenneske.”

Det kan blive en sag, hvor en fremtidig statsminister om en generation eller to må give en officiel undskyldning for et statsligt svigt over for danske statsborgere.