Krige og konflikter får i disse måneder tusinder af flygtninge til at strømme til Europa, og aldrig før har de 28 lande i EU stået over for en folkevandring som den, der foregår lige nu.
Herhjemme sætter indkvarteringen af de mange krigsofre landets kommuner under stort pres, og flere af landets borgmestre har appelleret direkte til private om hjælp med at skaffe tag over hovedet til flygtningene.
Tillad mig at skrue tiden tilbage til Hitlers Tredje Rige i slutningen af trediverne. En nat i november 1938 drog nazister hærgende gennem gaderne i de tyske byer på klapjagt efter jøder på flugt fra et inferno af hensynsløst barbari uden sidestykke. De flygtende blev mishandlet og myrdet efter behag, mange tusinde hjem og butikker blev raseret og 25.000 smidt i koncentrationslejre.
En nat, der er gået over i historien som Krystalnatten - en betegnelse, der henviser til de bjerge af knuste ruder og glassplinter, der flød overalt i gaderne.
Men denne nat skulle de jødiske flygtninge få hjælp fra en ganske uventet kant. Et af Adolf Hitlers store idoler - den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Max Schmeling - satte alt på spil for at redde to børns liv i Berlin.
Allerede i første halvdel af 1930'erne havde Max Schmelings bedrifter i bokseringen fået Hitler til at spidse ører. Schmeling kunne udnyttes som populær paradefigur, og han blev snart spændt for naziregimets politiske vogn.
Schmelings folkelige popularitet nåede uanede højder, og side om side med Hitler-slogans, hagekors og nazistiske slagsange dukkede han op overalt i biografernes ugerevyer, aviser og den tyske radio. Han sås her, der og alle vegne: til te hos Hitler i Rigskancelliet, til middag hos propagandaminister Goebbels, til jagtselskab hos rigsmarskal Göring.
Men næsten 50 år efter krigens afslutning blev det afsløret, at Max Schmeling havde spillet sit helt eget spil i nazitidens Tyskland og i godhedens tjeneste søgt at sabotere Hitlers planer om jødernes udryddelse.
Ikke alene modstod han et massivt pres fra naziregimet og nægtede i alle årene at melde sig ind i det nazistiske parti. Han holdt stædigt fast ved sine jødiske venner og bekendte, ligesom han nægtede at fyre sin jødiske manager gennem mange år.
Under Krystalnatten reddede han to jødiske børns liv ved at skjule dem i sin suite i det fashionable Excelsior Hotel i Berlin. Den 14-årige Henri Lewin og hans bror, den 15-årige Werner Lewin, var på flugt og undgik denne nat at komme til at dele skæbne med andre ofre for nazisternes terror.
Schmeling talte aldrig om sin redningsaktion den nat i november 1938, hverken i de mange interviews, han gav i årenes løb, eller i sine erindringer. Han nøjedes med at sige til Lewin-brødrene, at det var hans pligt at hjælpe dem. Der var ikke noget valg. Historien kom først for dagens lys, da et af børnene - Henri Lewin - i 1989 besluttede at løfte sløret for de dramatiske begivenheder.
Den 6. december holdt Henri Lewin som ejer af det legendariske Sands Hotel i Las Vegas en gallamiddag til ære for netop Max Schmeling. 1000 fremtrædende mennesker fra det politiske liv, sportens verden og showbusiness deltog i det storstilede arrangement, blandt andre Muhammad Ali. Ved et andet bord sad Schmeling sammen med den daværende sværvægtsmester Mike Tyson.
Med tårer i øjnene tog aftenens vært, Henri Lewin, på et tidspunkt mikrofonen og stillede sig foran de mange gæster, mens han fæstnede blikket på Max Schmeling - og for første gang fortalte han historien om sin og broderens redning under Krystalnattens inferno.
Forretningsmanden David Lewin, faderen til Henri og Werner Lewin, ringede den skæbnesvangre nat næsten i desperation til Excelsior Hotel og bad om at måtte tale med Max Schmeling, der igennem mange år havde været kunde i hans eksklusive tøjforretning. Han tryglede Schmeling om at bringe de to drenge i sikkerhed, og denne tøvede ikke: Kom med drengene!
Brødrene blev varmt modtaget af Schmeling, der lod dem indlogere i det ene af hotelsuitens to soveværelser. De fik samtidig at vide, at de ikke under nogen omstændigheder måtte forlade suiten eller lukke op for nogen. Samtidig meddelte Schmeling hotellets reception, at han var syg og ikke ville forstyrres.I dagevis tog Max Schmeling sig af dem, som var de hans egne børn, og sørgede fyrsteligt for dem med middag i suiten og sandwich om aftenen med limonade - alt imens nazistiske horder trawlede Berlins gader igennem i jagten på flygtende jøder.
Da de brutale voldshandlinger efter adskillige dage begyndte at ebbe ud, bragte Max Schmeling de to drenge tilbage til deres forældre i sin bil og hjalp derefter med at få familien ud af landet i sikkerhed og videre til et nyt liv i USA.
Efter krigen sad Schmeling kortvarigt fængslet, men han forblev i Tyskland og måtte i mange år kæmpe mod beskyldninger om nazisympatier. ”Hitlers tamme kanariefugl” lød det hånende om ham. ”En opportunist, der alt for villigt lod sig bruge af regimet”.
Alligevel fortalte han aldrig om den nat i november 1938, hverken i de mange interviews, han gav i årenes løb, eller i sine erindringer.
Det lykkedes Max Schmeling at komme på fode igen som en succesrig forretningsmand indenfor Coca-Cola-koncernen, ligesom han i årenes løb modtog utallige udmærkelser for sine præstationer i bokseringen.
I 1958 blev Schmeling udnævnt til æresborger i Los Angeles, i 1971 modtog han den fornemme tyske orden Bundesverdienstkreuz, i 1987 blev han hædret som Tysklands sportshelt nummer ét gennem tiderne. Også Berlins store multiarena blev opkaldt efter boksesportens legendariske ikon: Max-Schmeling-Halle.
Max Schmeling endte sine dage dybt respekteret, ikke alene som sportsmand, men også som Tysklands måske mest gavmilde filantrop. Der var landesorg, da han døde som 99-årig den 2. februar 2005 i sit hjem i Hollenstadt. Han efterlod sin betydelige formue til en velgørende fond.
Hans generøsitet viste sig også i hans mangeårige venskab med ærkemodstanderen Joe Louis, som han i årevis støttede økonomisk, efter at denne var gået konkurs med millionskattegæld. Diskret og regelmæssigt sendte han penge til vennen i USA, og da Joe Louis døde i 1981, bad Schmeling sin ven Henri Lewin overbringe enken en check på 5000 amerikanske dollars til hjælp til begravelsen.
Louis Bülow er freelancejournalist bosat i Aarhus