Når vi i Vesten tænker på den ortodokse kirke, så tænker vi oftest på den som en fjern størrelse, der vel kan have en vis eksotisk interesse, når der for eksempel udspiller sig magtkampe mellem Konstantinopel og Moskva i Ukraine, som det skete tidligere i år. Men de færreste ser den ortodokse kirke med dens teologi og dens konflikter som noget, der for alvor angår os i Vesteuropa. Det er en fejl. Hør nu for eksempel bare her:
Den 28. september ankom en økumeniske patriark Bartholomæos I fra Konstantinopel/Istanbul på et tredages besøg i Stockholm. Anledningen var 50-årsjubilæet for etableringen af det græske bispedømme i Skandinavien. Bispedømmet ledes af Metropolit Kleopas, som siden 2014 fra sit domicil på Birger Jarlsgatan i Stockholm har arbejdet ihærdigt på at øge antallet af græske menigheder i Danmark, Sverige, Norge og Island.
Samme dag, lørdag den 28. september, havde ærkebiskop Jean Renneteau indkaldt til pastoralt møde i Alexander Nevskij Katedralen på Rue Daru i Paris. Det er lige bag Triumfbuen. De forsamlede præster havde til opgave at drøfte, hvordan man bedst muligt kan afbøde de ødelæggende skadevirkninger, som patriark Bartholomæus I har tilføjet den kirkelige enhed, som bærer navnet Det Vesteuropæiske Ærkestift af Russisk Tradition, og som har hovedkvarter netop i Paris.
Det Vesteuropæiske Ærkestift opstod for 100 år siden som én af følgerne af Den Russiske Revolution. Talrige flygtninge fra Rusland slog sig ned i Vesteuropa, blandt andet i Frankrig, og bragte den ortodokse tro med sig tilbage til det Vesten, hvor den ortodokse kirke ellers havde været fraværende gennem mange århundreder. Hvor ortodoksien stort set var fuldkommen ukendt eller i det højeste havde status som en os uvedkommende, eksotisk størrelse fra fjerne lande.
Ærkestiftet var, i sagens natur, af russisk tradition. Men det kunne selvsagt ikke forblive en del af dén russiske kirke, man var flygtet fra. Og man kunne heller ikke længere se sig som tilhørende det Moskvas Patriarkat, som efter revolutionen var kommet under kommunisternes kontrol. Stiftet etablerede sig op gennem 1920’erne i Paris, men der var behov for tilknytning til et kanonisk patriarkat, og den 17. januar 1931 anmodede den daværende leder, metropolit Evlogij, officielt om, at stiftet måtte blive knyttet til patriarkatet i Konstantinopel.
Anmodningen blev imødekommet, og i de snart 90 år, der er passeret siden da, har Det Vesteuropæiske Ærkestift været en selvstyrende enhed, knyttet til Konstantinopel, men med sin egen liturgiske, administrative og sproglige profil. Den oprindelige aftale var, at patriarkatet skulle respektere stiftets særlige historiske og teologiske profil. Der er tale om 120-130 menigheder, fordelt med cirka halvdelen i Frankrig og den anden halvdel i for eksempel Benelux, England, Tyskland og Skandinavien.
Udviklingen gennem årene har været sådan, at Det Vesteuropæiske Ærkestift langsomt, men sikkert har integreret sig i de lande, hvor der var menigheder.
Mange steder har man for eksempel forladt kirkeslavisk som liturgisk sprog og fejrer i stedet gudstjeneste på fransk, engelsk, hollandsk, dansk og så videre. Derfor har ærkestiftet i stigende grad forstået sig selv som begyndelsen til en egentlig selvstændig ortodoks kirke i Vesteuropa; en kirke, som på længere sigt ikke skulle være afhængig af dette eller hint fjerntliggende patriarkat; og som skulle udvikle sin egen lokale tradition inden for den ortodokse kirkes rammer.
Udviklingen frem mod selvstændighed og en egen tradition i Det Vesteuropæiske Ærkestift er desværre blevet modarbejdet fra Det Økumeniske Patriarkat gennem de seneste 10-15 år. Patriarkatet har systematisk modsat sig udnævnelsen af lokale hjælpebiskopper, og man har ved manipulation af valgsystemet og sidste øjebliks-afvisning af kvalificerede bispekandidater påtvunget ærkestiftet i hvert fald én ærkebiskop, som var uønsket af stort set alle, men som alligevel fik lov at fungere i Paris fra 2013 til 2015.
Sidste år blev der så kastet en bombe med voldsom sprængkraft. Den blev kastet fra Konstantinopel, men bragt til sprængning i Paris, hvor man havde vanskeligt ved at tro sine egne øjne og øren. Hvad var der på færde? Måske var det blevet for meget for patriark Bar-tholomæus og Det Økumeniske Patriarkats magtlyst med udsigten til eller truslen om reel selvstændighed i Vesten?
I hvert fald blev det, pludseligt og uden allermindste forvarsel, den 27. november 2018 meddelt fra Det Økumeniske Patriarkat, at Det Vesteuropæiske Ærkestift skulle opløses og altså ikke længere eksistere som kirkelig enhed, samt at ærkestiftets menigheder skulle lægges ind under de græske metropolitter i de respektive lande. Det ville for menighederne i Skandinavien have betydet, at den græske metropolit Kleopas i Stockholm fremover skulle være deres biskop.
Men bomber har det med at forårsage ravage dér, hvor de eksploderer. Dekretet fra patriark Bartholomæus var et chok for alle, til og med for ærkebiskop Jean Renneteau, som end ikke var blevet adviseret på forhånd. Ordren til at opløse ærkestiftet blev set som udtryk for både arbitrær magtanvendelse og en for længe siden forladt forestilling om kirkeligt enevælde, og det blev pure afvist af Det Vesteuropæiske Ærkestift. På en ekstraordinær generalforsamling i Paris den 23. februar i år afviste 93 procent af deltagerne, præster og lægfolk at acceptere kravet om opløsning. Generalforsamlingen afviste ligeledes kravet om, at menighederne som et andet spil kort skulle fordeles mellem de græske bi- skopper.
Siden da har der været arbejdet på at finde en fælles løsning for samtlige Det Vesteuropæiske Ærkestifts menigheder. Det har ikke vist sig let. Tværtimod! For menighederne har meget forskellige historiske, kulturelle og nationale forudsætninger. Og det eneste patriarkat, som har kunnet mønstre tilstrækkeligt mod og muskelkraft til at gå imod beslutningen fra patriark Bar-tholomæus, er Moskvas Patriarkat. Det har tilbudt at tage imod ærkestiftet og garantere dets fortsatte interne selvstyre.
Men det er langtfra alle menigheder i Det Vesteuropæiske Ærkestift, som tør stole på de garantier, eller som ønsker at lægge sig ind under Moskva. Der har de seneste måneder pågået en intensiv og ganske voldsom udveksling af holdninger til ærkestiftets fremtidige liv. En foreløbig kulminationen på debatten er, at omkring 60 procent af stiftets menigheder sammen med ærkebiskop Jean Renneteau lørdag den 28. september på mødet i Paris besluttede at blive del af Moskvas Patriarkat. Den resterende del af menighederne vil så være henvist til at finde løsninger hver for sig. De færreste vil formentlig efter det passerede kunne have tillid til Konstantinopel.
Hvad har så Det Økumeniske Patriarkat og patriark Bartholomæus opnået med denne manøvre? Ud over at skabe splittelse? De ønskede tilsyneladende at afværge dannelsen af en selvstændig ortodoks kirke i Vesteuropa, og det er i første omgang lykkedes. Samtidig havde de til hensigt at styrke de græske biskopper ved at opløse Det Vesteuropæiske Ærkestift og lægge dets menigheder ind under grækerne. Men de opnåede det stik modsatte.
Hvad så med Paris-ærkestiftets menigheder i Skandinavien? Der er tre ”gamle” menigheder: én i Oslo, én i Stockholm og én i København. To af de tre er nu del af Bulgariens Patriarkat, den tredje har sluttet sig til Serbiens Patriarkat. Så heller ikke i Skandinavien er Det Økumeniske Patriarkat blevet styrket ved bomben fra Konstantinopel.