A-bomberne over Japan

KRONIK Det er i dag 60 år siden, at atombomben over Hiroshima fjernede den sidste rest af verdens uskyld. Den og bomben over Nagasiki tre dage senere førte til japansk kapitulation, men også en hvidvaskning af japanerens rolle i krigen forud for atombomberne

Hiroshima In Memoriam and Today).

"Den mest skrækindgydende ting, jeg kan huske om begivenheden, var, hvordan jeg flygtede fra byen ved at vandre hen over mange døde kroppe. Der var folk med voldsomme brandsår, og folk der langede ud efter mine ben og tiggede om vand, og jeg flygtede ved at efterlade disse mennesker, bare fordi jeg ville leve ... Mit liv har været miserabelt siden da. Jeg har været syg og ude af stand til at lykkes i noget som helst, jeg har prøvet. Så føler jeg, at det alt sammen er på grund af min selviskhed ved ikke at have hjulpet folk eller for de onde gerninger, jeg gjorde, da jeg prøvede at løbe væk, trampende på kroppene." (Hidankyo: Witness of Those Two Days).

Den 6. og 9. august er mærkedage for verden. For 60 år siden ramte atombomben "Little Boy" kl 8.15 lige midt i Hiroshima. Titusinder omkom ved trykket, og op mod 200.000 døde de følgende dage ved eftervirkningerne. Da bombe nummer to, "Fat Boy", tre dage senere ramte Nagasaki, døde 75.000, lige så mange blev såret. I årene efter fødtes mange vanskabte børn, overlevende lever stadig med fysiske og psykiske lidelser. Byernes fredsparker er hvert år centre for store arrangementer, der hylder freden og beder os alle mindes de dage, hvor verden tabte sin uskyld. Alle kender datoerne, men medtænker ikke altid historien, der gik forud og som nødvendiggør en forståelse af datoerne.

Allerede få år efter, at japanerne trådte ind i moderniteten i 1868 med Meiji Restaurationen, begyndte man at udvide med nye territorier. Vestpå blev Korea og Manchuriet indtaget, nordpå blev Hokkaido en koloni, sydpå blev Taiwan og Okinawa-øerne indlemmet, og med den i Vesten populære militære sejr over Rusland i 1904-05 viste japanerne, at de kunne spise brød med de store. Man var blevet international og vist sin rolle på stormagtsscenen værdig.

Og når det nu gik så godt, kunne man vel også med en vis national stolthed hylde sig selv og vrænge næse af barbarerne og deres degraderede kultur? Det gjorde i hvert fald toneangivende nationalister og senere også 1930'ernes militarister, der med henvisning til alt fra tradition, kultur, race og kejserens guddommelighed kunne godtgøre, at Japan var i stand til på sin helt egen facon at "overkomme moderniteten" (som en konference i 1942 titulerede sig). Disse højreradikale, der frem til krigen fik næsten uindskrænket politisk magt, fik stemplet alt vestligt som urent; baseball og udenlandsk film, musik og sågar hårstil blev forbudt, og demokrati blev set som den sikre vej mod afgrunden.

Det var også dem, der fik styret japanerne ind i den totale krig. Erobringer i Filippinerne, Kina, Burma, Malaysia, Singapore og Indonesien blev akkompagneret af tvangsarbejde og underkastelse i andre asiatiske lande. Da angrebet på Pearl Harbour i 1941 viste sig at være en succes – amerikanerne var blevet advaret dagen før, men telegrafen nåede ikke at få oversat teksten i tide! – kunne end ikke en efterhånden forarmet befolkning få hæren og flåden til at bakke ud.

Rusbedøvede selvmordspiloter blev ophøjet til ærbare guddomme, kvinders og børns selvopofrelse ved at træne med bambusstokke mod den usynlige fjende blev hædret, og befolkningens lidelse blev i sig selv fremhævet som det nødvendige offer i den større sags tjeneste.

Selv da voldsomme bombardementer af japanske byer tog til i 1944-45, selv efter at general Tojo var trådt af som premierminister i 1944, selv efter dennes kortvarige stedfortræder havde opfordret kejseren til overgivelse, forblev krigens vanvid den endelige beslutningstager. Først da de to bomber var faldet – og efter russerne nåede at spille tøffelhelte ved at erklære landet krig den 8. august – gik det efterhånden op for alle, at spillet var kørt.

Den 15. august fik den japanske befolkning endnu et chok. Ikke blot hørte de for første gang deres kejsers stemme i radioen. Ud over at afsløre, at han var et menneske, blev det også et faktum, at han endog var et menneske, der ikke var ufejlbarligt. Han proklamerede, at Japan havde tabt krigen. Og at landet måtte "bære det ubærlige".

Død og ødelæggelse af hidtil usete dimensioner var ikke blot kronen på amerikansk militærs formåen og krigens endeligt. Det var også skæringsdatoerne for en ny tid, uden militarisme. Amerikanerne hjalp Japan på fode igen som en god gerning, men endnu mere som led i en realpolitisk strategi i kommunistforskrækkelsens tidlige efterkrigsdage.

Japanernes lykkelige ægteskab med demokrati og "vestliggørelse" er siden hen blevet næsten én lang historie om genopstandelse fra ragnarok og økonomisk himmelfart. Japanerne og amerikanerne blev venner, om ikke andet så formelt og politisk. Der vil i både Hiroshima og Nagasaki være japanere og amerikanere, der står side om side med budskabet "aldrig igen".

Og så vil der være dem, der ser på mindedagene på de to mekkaer for verdensfred som en iscenesat hvidvaskning af krigen. Dem, der ser japanernes naturlige og legitime offerrolle som en blåstempling af, hvad japanerne selv gjorde af uting under krigen. For hvad gjorde kejseren, politikerne, befolkningen? Reelt var der ikke andre end de få hundrede kommunister – der alle blev fængslet – der aktivt protesterede mod krigen. Da atombombekuplen – et af Hiroshimas eneste tilbagestående skeletter efter bomben – blev udnævnt af Unesco til et verdensarvcenter, udløste det protester både fra amerikanere og kinesere. Japan-eksperten Ian Buruma skriver i "The Wages of Guilt: Memories of War in Germany and Japan", at bomberne rensede Japan for egen krigsskyld, og at mange derfor ser enhver kritik som synd mod "Hiroshima-ånden".

Nogle af dem, der vil føle sig forbigået i historieskrivningen, er de 140.000 sexslaver ("trøstepiger"), som japanske soldater fornøjede sig med, og som stadig føler, at de mangler kompensation og undskyldninger. Det er efterkommere af de hundredtusinder af ofre for japansk militær i Asien; både de mænd, kvinder og børn, der blev slagtet i den kinesiske "Nanking-massakre" og de krigsfanger, der led grusomt som tvangsarbejdere eller forsøgskaniner under medicinske forsøg. Det er beboere på Okinawa-øerne, hvor 150.000 personer døde som levende skjold i en krig, japanerne havde tvunget dem ind i.

Og det er ikke mindst alle de ofre for japansk aggression, der føler sig forbigået i flere japanske historielærebøger, der benægter Japans egen aktive rolle i krigen, dem som vil forvente, at premierminister Koizumi den 15. august igen vil besøge Yasukuni-helligdommen for at ære afdøde krigere og derved igen symbolsk legitimere krigen.

Hiroshima og Nagasaki er i dag to store, moderne byer. Man mærker ikke fortidens gru, bortset fra de to vigtige museer med oplysende og afbalancerede informationer – også japanernes egen rolle i krigen er skildret. Det er vigtigt at få fortalt, at det skete, og hvordan det skete – især over for ungdommen, hvis manglende forståelse og faldende besøgstal på museerne hos nogle møder bekymring.

En af de grupper, der har brugt tid og energi på fredsbudskabet er Hidankyo, en organisation af overlevende a-bombe-ofre (hibakusha). Hibakusha har oplevet at blive fortiet af amerikansk censur og at blive udsat for landsmændenes diskrimination; ægteskab og jobmuligheder har ofte været utopier for disse "urene" og marginaliserede ofre. Mange har af samme grund flygtet til udlandet, nogle er aktive i Japan for at få gjort opmærksom på deres situation og fredens nødvendighed. Imens er der et stadigt stigende pres på dem. De skal nå at fortælle deres historie, før deres egen tid rinder ud.

Jørn Borup er cand.mag.