Boris Johnsons selvforståelse har spor i Reformationen

Hvorfor taler man overhovedet om suverænitet i England? Og i Danmark? Og i Ungarn? Og i Kina? Historisk set udviklede idéen sig fra teologiske forestillinger om Guds suveræne herredømme til også at blive brugt blandt franske domstole, skriver Gorm Harste

Boris Johnsons selvforståelse har spor i Reformationen

I ENDNU ET PAR MÅNEDER vil gåden om Englands forsøg på at melde sig ud af både Storbritannien og Europa stå ubesvaret. Hvor Skotland, Nordirland og Wales vil bevæge sig hen, er måske endda mindre gådefuldt, da vi her har med fornuftig tale at gøre.

Spørgsmålet er dog, hvad det er i engelsk selvforståelse, der har bragt det så vidt, at politikere har kunnet falde for fristelsen til at tro, at England helt selv kan tilrettelægge den verden, landets borgere lever i.

Der er et svar, og det har der været længe. Gåden blev fremsat af den britiske historiker Herbert Butterfield, der i 1931 udgav en lille bog om whig-fortolkningen af historie. Den er god læsning, også for danskere. Også i Danmark findes der en populær eller populistisk fortælling om, hvordan Danmark siden Reformationen blev frit og selvbestemmende, så fornuften indfinder sig her, hos os, i vores demokrati.

Betegnelsen om de frihedselskende ”whigger” står i modsætning til de konservative ”toryer”. Den modsætning kom til at erstatte modsætningen mellem protestanter og katolikker. Katolikker kom fra det dybe Europa. Når Martin Luthers frihedskamp mod katolikker så foregik med udgangspunkt i tyske lande, så viser historien på enkel vis, at englændere siden slutningen af 1600-tallet bedre forstod at forvalte friheden end tyskerne. Historiens sande fremskridt er blevet båret af England og vil også fremover blive båret af England.

Beviset herpå blev den engelske form for parlamentarisme. Følgelig behøvede man heller ikke at nedskrive dens princip i en forfatning, dertil var den for selvindlysende. For enhver.

Ifølge Butterfield kan fortællingen bombastisk genfindes i den engelske dyrkelse af selvforherligende myter om en særlig anglosaksisk oprindelse.

Vi kender dem fra ”Robin Hood” og ”Ivanhoe”. Den engelske mytologiske selvfortælling er imidlertid historisk kitsch, der forenkler historien til at udgøre en selvbekræftelse, hvis kim ligger i fortiden. Det er i det engelske folk, at det græske demokrati kommer til sin egentlige udfoldelse.

RUGBYSPILLEREN BORIS JOHNSON og hans spindoktor Dominic Cummings, som den tidligere premierminister David Cameron har kaldt en ”karrierepsykopat”, er begge produkter af denne fortælling om oprindelsen og dens ægthed. Den passionerer dem og fylder dem med vished om, at de har ret. De har gået på overklassens eliteskoler som Eton og senere gennem få års Oxford-studier i klassiske fag set deres mission bekræftet. Forskere kalder den slags for ”halvstuderede røvere”, som kan se deres meninger bekræftet af alt, og som ikke tvivler på deres rigtighed. Den slags selvfedme trives godt blandt mange politikere og ledere. De kan ikke tvivle.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, bliver fuldstændig afhængig af, om andre lande vil åbne deres ministerier for hans delegationer, skriver dr.scient.pol. Gorm Harste i dagens kronik. –
Den britiske premierminister, Boris Johnson, bliver fuldstændig afhængig af, om andre lande vil åbne deres ministerier for hans delegationer, skriver dr.scient.pol. Gorm Harste i dagens kronik. – Foto: Jessica Taylor/Reuters/ Ritzau Scanpix

Ifølge Butterfields berømte analyse er fejltagelsen, at denne noget selvfede englandshistorie overser alle historiske tilfældigheder. Den engelske parlamentarisme udtrykker fornuftens og rationalitetens gang i verdenshistorien og er derfor dømt til at slå igennem og beherske verden. ”Britannia rules the waves!”. Commonwealth er verdensriget, og det verdensrige styres af Storbritannien, hvis centrum er England, som regeres fra Westminster.

Både Tyskland og Frankrig har abonneret på sammenlignelige historiefortællinger. I Sverige og Danmark kan vi såmænd også hygge os med den type selvforherligelse. I Danmark har vi kendt den med de paradoksale folkeafstemninger om tilslutning til det ene eller andet i EF og EU. Vi kan sige ja, men vi kan også sige nej til sambestemmelsen og dermed bekræfte selvbestemmelsens selvforherligelse. Tankegangen har vi troet lå i doktrinen om suverænitet.

I disse år er vi i Danmark ligesom mange andre steder i Europa paradoksalt nok i gang med at lære af briterne, at verden er helt anderledes skruet sammen. Intet land kan være suverænt helt alene. Alle lande har grænser. Så de, der er på den anden side af disse grænser, må og skal være med på, hvor grænsen ligger. Den indsigt er jo så lidt lettere at lære for os, der er landfaste, end for briterne. Historisk har problemet for England dog altid været, at skotter og irere langtfra er eller har været enige med England om, at der kun er én grænse.

HVORDAN KAN DET VÆRE, at det ikke kun er englændere, der har idéen om suverænitet, men også danskere, franskmænd og sågar russere og amerikanere? Siden 1919 har Vesten delt verden ind i stater, som alle hævdedes udstyret med en suverænitet, som ikke mindst Hitler omgående afviste. Hvilket for whig- historien blot beviste, at suverænitetshistoriernes selvforherligende frihedstrang var rigtig. De store imperier har altid ment, at netop de suverænt kunne bestemme.

Hvorfor taler man overhovedet om suverænitet i England? Og i Danmark? Og i Ungarn? Og i Kina? Historisk set udviklede idéen sig fra teologiske forestillinger om Guds suveræne herredømme til også at blive brugt blandt franske domstole. Landsretterne var suveræne. Men i senmiddelalderen blev det en stadig mere udbredt praksis, at monarken kunne tilsidesætte domstolenes afgørelser. Og så blev den franske monark til suveræn.

Den centralisme kom man imidlertid op at skændes om med Reformationen, hvor de reformerte decentralister udfordrede kombinationen af magt og autoritet. Kompromisset kom i slutningen af 1500-tallet og blev til, at monarken havde suverænitet, fordi han havde den centraladministration, der kunne uddelegere og decentralisere magt.

På det kontinentale Europa førte krig og kamp netop til, at man måtte kombinere forfatninger om suveræn selvbestemmelse med en folkeretlig internationalt anerkendt sambestemmelse om, at suverænitet kun har gyldighed, hvis den kan fungere sammen med andre. Når det princip vandt indpas, skyldtes det, at det efter den fatale religionskrig mellem katolikker og protestanter kendt som Trediveårskrigen var det franske katolske monarki, som allierede sig med det ellers lutherske svenske monarki, og som dermed satte en begrænsning for den katolske kejsermagt i Østrig og Spanien. Heri ligger der mængder af tilfældigheder.

Jo, forestillingen om, at historiske forløb passer til evolutionshistorier om s urvival of the fittest, overser som nævnt de kontrafaktiske tilfældigheder. Hvis nu Hitler var død i Første Verdenskrig, og den østrigske kronprins ikke var skudt som startskud på Første Verdenskrig? Hvis dronning Elizabeth I var blevet hængt? Hvis der ikke var kommet en orkan i 1588, da den spanske ”store armada” stod på nippet til at besætte England? Og så videre. Historiens umådelige kompleksitet peger i alle retninger. For indeværende må dens resultat ses som usandsynligt. Selvom vi kan trække spor tilbage om, at det gik, som det gik, fordi det gik, som det gak.

HVIS ENGLAND TRÆKKER SIG UD, vil landet stadig være umådelig afhængigt af handel og samarbejde med omverdenen. Man kan jo ikke lave handels- og samarbejdskontrakter helt alene, som om der ikke er en anden part. Så Johnson bliver fuldstændig afhængig af, om andre lande vil åbne deres ministerier for hans delegationer.

Så længe Trump sidder i Det Hvide Hus, vil han åbne døren for at vise, hvem der bestemmer over det atlantiske samarbejde, hvilket ikke bliver lillebror England. Tværtimod blev USA sig selv ved at løsrive sig fra at have været domineret af England.

Forudsigelsen bliver derfor let den, at først Skotland og siden England vil finde tilbage til EU. Og måske ligesom Norge i den demokratiske selvbestemmelses navn importere al europæisk lovgivning uden at have noget at skulle have sagt.