Prøv avisen
Kronik

Breiviks ondskab var spektakulær og narcissistisk

Breivik arbejdede ikke som et individ, der tjente en organisation med et større formål, men som en fiktiv organisation, der tjente et individ – nemlig ham selv. Den død, han skabte, skulle ikke tildækkes og gemmes væk, men promoveres og vises frem, skriver Mathias Herup Nielsen, Ph.d og postdoc. Foto: Lise Aaserud/Ritzau Scanpix

Mathias Herup Nielsen, Ph.d og postdoc på institut for statskundskab, Aalborg Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er lavet flere film om massakren på Utøya. De åbner spørgsmålet om, hvordan vi bør tænke om forholdet mellem monstrøs ondskab på den ene side og almindelighed på den anden. En larmende, spektakulær ondskab, skriver postdoc Mathias Herup Nielsen

I et nyligt interview med den norske skuespiller Anders Danielsen Lie fortæller han om sin oplevelse af at skulle portrættere Anders Breivik i en ny Netflix-film om massemordet på Utøya. Han studerede i forbindelse med rollen mange timers politiafhøringer med massemorderen og bed særligt mærke i, hvor påfaldende normal gerningsmanden virker: ”Det er virkelig ubehageligt. Og man får hurtigt kvalme af, at han faktisk er så… almindelig.”

Spørgsmålet om forbindelser imellem monstrøs ondskab og almindelighed er væsentligt, og det er værd at reflektere over, hvad den almindelighed, som gerningsmanden fra Utøya er forbundet til, nærmere bestemt kan siges at bestå af. Åsne Seierstads velresearchede bog om gerningsmanden, som Netflix-filmen ligeledes har hentet inspiration i, hedder ”En af os”, og den fortæller om et menneske, der igennem sit liv uden held brydes med og slås for at overmande den totale sociale fiasko: Han er uden venner, akavet og dårlig til at omgås det modsatte køn. Han står ubemærket parkeret i en perifer skygge, mens det sociale liv nådesløst og uinteresseret glider forbi uden at værdige ham et blik.

I bogen fremstår hans liv som en endeløs serie af selvcentrerede kampe for at tiltvinge sig rampelys og applaus på scenen. Som en kamæleon kaster han sig over et hav af vidt forskelligartede livsprojekter og glider fra projekt til projekt, der hver især opsluger ham med hud og hår. I Åsne Seierstads bog præsenteres vi for et helt kabinet af forskellige karakterer, komplet udstyrede med forskellige uniformer, karaktertræk og sågar navne, som den senere massemorders krop midlertidigt og uforløst træder ind i.

Fra graffitimaleren Morg, der med hænge-røvsbukser og hættetrøje, en vuggende Bronx-inspireret gangart og marokkanske slangudtryk søger til tops i Oslos graffiti-hierarki. Uden held. Over den vandkæmmede og jakkesætklædte ”Anders Behring”, der melder sig ind i en lokalafdeling af Fremskrittspartiets Ungdom og drømmer om en fremtid som politiker. Uden held. Videre til finansdrengen med vandkæmmet hår, som ændrer sin dialekt for at tilegne sig et dannet, velartikuleret sprog, og som starter et moralsk og juridisk tvivlsomt firma, der sælger falske eksamensbeviser. Uden held.

Herefter hjem at bo på barndomsværelset hos mor, hvor han isolerer sig fra den fysiske omverden og i en årrække bruger al sin vågne tid på at spille online-rollespillet World of Warcraft og dermed finder sig til rette i en ny karakter i rækken: Den nådesløse troldmand ”Andersnordic”, som efterhånden tilkæmper sig en høj rang og bliver leder af et stort fællesskab af nordiske spillere. For endelig, i 2008, at træde ind i rollen som den islamofobiske kristne blogger, ”Andrew Berwick”, som skriver på et hadefuldt manifest, der på dagen for massakren sendes ud til mere end 8000 mailadresser.

Han rummede ingen fast identitet, der løbende blev undertrykt af globalisering af multikulturalisme. Opbyggede tilsyneladende ingen personlig kerne, der blev udfordret af samfundet omkring. I stedet vandrede han fra identitetsprojekt til identitetsprojekt, hungrende efter omverdenens applaus, indtil han slutteligt, fra slammet af den allerdybeste sociale isolation, tilvalgte det projekt, som islamofober udbød i blogosfæren, og som han lod sig opsluge fuldkommen af.

Hvordan bør vi da forstå den ondskab, som ramte Norge, og dens forhold til det almindelige – hvad var dens væsen? Seierstad, såvel som Karl Ove Knausgård, har klogt udpeget massemorderens narcissistiske træk som væsentlige. For Knausgård ligger noget af det mest smertelige netop i erkendelsen af, at det omfattende tab af liv og den voldsomme smerte, som angrebet forårsagede, tilsyneladende skyldtes en mislykket ung mands ligegyldige kamp for at sætte sig selv i scene.

Selv er jeg endt med at tænke på Breiviks ondskab som en spejlvendt udgave af ”den banale ondskab”, som normalt forbindes med nazisten Adolf Eichmann. Det var journalisten og filosoffen Hannah Arendt, som i sin berømte bog om retssagen imod Eichmann i Jerusalem fremhævede ham som repræsentant for ondskabens banalitet. Som oberstløjtnant havde han spillet en vigtig rolle for udførelsen af det nazistiske massemord. Særligt for løsningen af logistiske og transportmæssige udfordringer forbundet med at skulle føre de utallige ofre til deres endelige destinationer.

Eichmanns ondskab var banal i forstanden uspektakulær. Han var ikke en monstrøs og sadistisk antisemit, der var fyldt op af had og længtes efter at slå ihjel. Tværtimod kunne han knap nok udholde synet af blod. Han var en lydig og pligtopfyldende embedsmand, et tandhjul i et større maskineri, der altid havde overholdt rigets love og som rationelt forholdt sig til at løse de arbejdsopgaver, der landede på hans skrivebord. Han slog ihjel ved at gøre, hvad han fik besked på igennem hverdagslige handlinger bag et skrivebord. Og det moderne statslige bureaukrati skærmede hans sanser fra at komme i alt for direkte kontakt med konsekvenserne af hans handlinger.

Der skulle gå nøjagtigt et halvt århundrede imellem retssagen imod Eichmann i Jerusalem og retssagen imod Breivik i Oslo, og Breivik synes at have vendt vrangen ud på den banale ondskab, nøjagtig som senmoderniteten over den samme periode synes at have vendt vrangen ud på modernitetens idealer. Hvor honnørord som stabilitet, hierarki og loyal pligtopfyldenhed ifølge utallige store sociologiske samtidsdiagnoser er blevet afløst af ganske andre honnørord som omstillingsparathed, selvledelse og kreativ individuel selvpromovering.

I Seierstads bog skinner Breiviks selviscenesættende ondskab måske tydeligst frem, da massemorderen netop er blevet pågrebet på øen og ført ind i det hvide træhus, som politiet benytter som forhørslokale. Specialstyrker beder ham om at tage tøjet af, og da han står der foran dem, kun iført underbukser, stiller han sig an i bodybuilderens klassiske positur: Han knytter hænderne, skyder brystkassen mest muligt frem og spænder poserende kroppens muskler.

Mens de kroppe, han har tvunget livet ud af, ligger strøet omkring træhuset. Med denne gestus efterlader han, med Seierstads ord, specialstyrkerne fuldstændig paffe: ”Det var grotesk, det var slet og ret ikke til at fatte. Hvem havde de egentlig med at gøre?”.

Hans ondskab var meget langt fra at være banal. Den var stærkt spektakulær. Breivik arbejdede ikke som et individ, der tjente en organisation med et større formål, men som en fiktiv organisation, der tjente et individ – nemlig ham selv. Den død, han skabte, skulle ikke tildækkes og gemmes væk, men promoveres og vises frem.

Hans sanser var ikke afskærmede fra den smerte og død, han producerede af bureaukratiets funktionsopdelende lag, men tværtom direkte eksponerede for denne smerte og død.

Den ondskab, han praktiserede, var så langt fra det banale, som det vel lader sig gøre at komme. Den var larmende spektakulær og narcissistisk. Den normalitet, hans ondskab står som en perverteret udgave af, er ikke modernitetens pligtopfyldende embedsmand bag skrivebordet, men senmodernitetens flygtige selv, der higer efter omgivelsernes opmærksomhed og konstant kæmper for at eksponere sig selv. En selviscenesættende spektakulær ondskab, udøvet af et rodløst nomademenneske fyldt til randen af sig selv. Måske består hans forhold til det almindelige deri.