Jeg blev født et par år efter Anden Verdenskrig, da dansk beundring og taknemmelighed over for alt engelsk var lige så stærk som uviljen mod alt tysk. Min mormor rejste for eksempel med nattoget til Italien for at undgå synet af Tyskland. I 1953 havde hun anskaffet et særnummer af Life Magazine med bruntonede fotos af en ung dronning Elizabeth, der får sat en enorm krone på hovedet i Westminster Abbey af ærkebiskoppen af Canterbury, kører i guldkaret gennem London og vinker til folket sammen med sin mand og sine to børn. De billeder studerede hun og jeg, når jeg kom på besøg, mens vi spiste ginger biscuits og drak te med mælk. Min mor syede en spencer til mig i skotskternet Viyella, og mit højeste ønske var en duffelcoat.
Jeg var altså groomet til at elske engelsk, da faget kom på skoleskemaet i 1. mellem (6. klasse). Når solen stod ind ad klasseværelsets store vinduer og fik de lyse hår på den unge lærer Knudsens solbrændte underarme til at skinne som guld, var det dejligt at have engelsk, som vi sad dér ved vores pulte og læste ”I can hop, I can run. See me hop, see me run” i lydskrift.
I 1950’erne fik engelsk sprog og kultur et stort ungt massepublikum, da en ny, sexet musik med rebelsk potentiale begyndte at flyde fra USA og Storbritannien. Tommy Steele, Englands svar på Elvis, var en elektrificerende oplevelse for en 13-årig i filmen ”A Handful of Songs”. Da The Beatles og The Rolling Stones brød igennem i 1962-1963, gik jeg i 1. g. Dengang var der vandtætte skotter mellem engelsktimerne og popkulturen fra Liverpool og Detroit, men når vi fik fri, hørte vi musikken i radioprogrammet ”Efter skoletid” med Jørgen de Mylius. Det var en selvfølge for os elever, at gymnasiets tekster kom fra et andet univers: Wordsworths påskeliljer, Shakespeares ”Macbeth”, Dickens’ underverden og Londons myldrende liv som beskrevet af Virginia Woolf. En tekst af hende begyndte med en sætning, der blev hængende i erindringen: ”Mrs. Dalloway said she would buy the flowers herself.” Beckett og Pinter gik til marv og ben, når deres stykker blev opført i ”TV-Teatret”, og i min jyske provinsby havde teaterforeningen udsolgt, da Bodil Udsen i 1964 sad i sandbunken som i Becketts ”Glade dage”.
I 1968 sejlede jeg med ”M/S Winston Churchill” fra Esbjerg til Harwich for at blive visiting student ved The University of Manchester. På mit kollegium boede unge mennesker, der tilhørte den velstående middelklasse, men også sønner og døtre fra familier, der havde været industriarbejdere i generationer. Nogle af mine nye venner inviterede mig hjem på weekend til utætte huse med rosenmønstrede tapeter, enorme øreklapstole og lodne gulvtæpper på pastelfarvede badeværelser.
Størst indtryk gjorde det fattige, selvbevidste kulminemiljø i det nordøstlige England, hvor arbejderne hvert år satte Händels ”Messias” op i den lokale kirke med trompeter og det hele. I dag er dette område Brexit-kerneland. Minearbejderens søn blev siden professor i filosofi, minen er for længst lukket, og den sociale opstigning er gået i stå.
Hver dag vandrede jeg fra kollegiet ind til universitetet ad ”the curry mile”: en nedslidt strækning med grønthandlere, kiosker og restauranter, der havde mystiske navne som Mughal Empire og Taj Mahal. Kvinder i farvestrålende tøj stod og følte på eksotiske grøntsager i kasserne på fortovet.
I efterårsskumringen løb små drenge omkring på gaden med blåfrosne knæ i slidte skoleuniformer og råbte ”a penny for the guy” (Guy Fawkes’ Night, den 5. november). Hvad var det for et England, jeg var kommet til? Der gik lidt tid, før jeg forstod, at kvinderne på indkøb var ”commonwealth citizens” fra Indien og Pakistan.
I Manchester lærte jeg, at the United Kingdom var noget mere sammensat end Mrs. Dalloway og hendes kreds kunne forestille sig, og at curry er uendelig meget mere end et gult pulver fra Tørsleff. Manchester blev et møde med diversitet, multikulturalisme og globalisering, før jeg havde hørt ordene.
Jeg blev engelsklærer i gymnasiet og oplevede, hvordan et fremmed sprog og den kultur, det bærer med sig, kan udvide et ungt menneskes verden. Et eksempel: den mutte, sortklædte punker, der spurgte, om jeg var klar over, at Nick Cave var inspireret af det digt af William Blake, klassen havde forberedt til den time.
Bekendtgørelsens krav om, at eleverne tages med på råd, når fagets indhold bestemmes, udfordrede ofte min egen anglofili, for det betød som regel, at Hollywood og musikindustrien satte dagsordenen. ”Findes den på film?”, var der altid nogen, der spurgte. Det hjalp, at blandt andre Jane Austen og E.M. Forster fik nyt liv i 1980’ernes og 1990’ernes lækre film og tv-serier.
Som udgangspunkt insisterede jeg på at læse tekster, som forholdt sig til engelsk leitkultur, selvom det da også hændte, at vi tog en eller anden flygtig problemstilling op fra en aktuel tekst, der så blev brugt som trampolin for snakkelysten, selvoptaget ungdom.
Der var engelsklærere af min generation, som grundlæggende forholdt sig skeptisk til værdien af at undervise i tekster fra den skønlitterære kanon: for svært, for gammelt, ikke relevant! Nogle af min generations dygtigste fagkolleger var også de mest politisk vakte. De gik energisk ind i jagten på tekster, der illustrerede bagsiden af britisk historie og samfund: de store klasseforskelle, imperialismens overgreb, borgerkrigen i Nordirland, hooliganisme, racisme og så videre.
Med de nye fotokopieringsmuligheder var det let at mangfoldiggøre aktuelle tekster, hvis bøgerne på bogdepotets hylder ikke forekom progressive nok til at bidrage til undervisningens ”negative opbyggelighed”.
Fagets bekendtgørelse gav mulighed for at inddrage stof fra Commonwealth-lande, især USA, Canada, Sydafrika og Australien, men også tekster af anglo-indiske og postkoloniale, engelsksprogede afrikanske forfattere. Sommetider kunne man komme til at glemme, at det engelske sprog og dets bidrag til den vestlige verdens tænkning blev udviklet på De Britiske Øer, det vil sige lige ovre på den anden side af Vesterhavet.
Dér blev nogle af Europas grundlæggende filosofiske principper formuleret om videnskabelig metode og individuelle frihedsrettigheder. Derfra kommer begreber som commonsense og fairplay, og gennem hundreder af års trial and error har englænderne på pragmatisk vis udviklet parlamentarismen som demokratisk styreform.
Gjorde jeg i mine 35 år som engelsklærer nok ud af disse vigtige bidrag til europæisk kultur?
I dag siger David Bowie og Oasis måske mine gamle elever mere end Julian Barnes og George Orwell, men jeg håber, at de har udviklet deres egen kærlighed til britisk sprog og kultur, også selvom de hellere taler globish end king’s English, ikke fornemmer det historiske sus i tillægsordet liberal og foretrækker cola frem for afternoon tea .
Også efter Brexit vil millioner elske tv-dramaer som ”Downton Abbey” og ”The Crown”, vel vidende at serierne produceres af en gigantisk heritage -filmindustri, der lukrerer på nostalgisk anglofili.
Selv cool skandinaver har en svaghed for William Morris-tapeter, dybe lænestole, country houses, overdådige staudebede og gamle rosensorter. Læg dertil hele den engelske litteratur – and a cup of tea with a ginger biscuit .
Er det så mærkeligt, at Brexit føles som a slap in the face ?