Prøv avisen
Kronik

Brinkmann genopliver den romerske stoicisme

Svend Brinkmann har genopdaget nogle centrale etiske perspektiver fra antikkens græsk-romerske filosofi. Men Brinkmann mangler det direkte opgør med den dyrkelse af nydelsen, der gennemsyrer det moderne samfund

Stå fast! Vend dig udad! Sådan kan man sammenfatte det budskab, som psykologiprofessor Svend Brinkmann har fremført med stor kraft i de seneste år – nu senest med bogen ”Ståsteder”.

Og hvor er det befriende! Brinkmann argumenterer mod, hvad man kan kalde en ”overpsykologisering” af os alle, der udfolder sig i den omsiggribende praksis med coaching, diagnoser og så videre, som ender med at gøre os alle til vakkelvorne vrag stillet over for tilværelsens realiteter. I stedet sætter han en etik, som kan løse de problemer, som overpsykologiseringen også forsøger at løse, men som går i en direkte modsat retning. Stå fast: Indse og forstå, hvor du som menneske står i verden, og fokuser på det. Vend dig udad: Forstå også, at du som menneske er andre mennesker, og handl derefter.

Reaktionerne på Brinkmanns udspil har været interessante. I et Brinkmann-interview med Martin Krasnik i Dead- line erklærede Sørine Gotfredsen, at Brinkmanns anliggende i virkeligheden er religiøst (læs kristent). Blot mangler han tanken om lydighed over for Gud. I en Brinkmann-samtale i DR’s P1 erklærede en deltager tværtimod, at når man skal elske sin næste som sig selv, så skal man i første omgang elske sig selv, og så må hele resten følge efter (om overhovedet)!

Brinkmann selv afviste påstanden om den religiøse fundering, og tanken om først og fremmest at elske sig selv svarede han slet ikke på. I stedet har han henvist til græsk-romersk moralfilosofi for at artikulere en mellemvej: ikke bare Sørine Gotfredsens lydighed, men sandelig heller ikke det moderne selvfokus ovre på den modsatte fløj. Der er en filosofisk tilgængelig sandhed, som placerer os mennesker mellem bare at skulle noget (for andre) og bare at ville noget (for os selv).

I det følgende vil jeg skitsere nogle tanker hos den stoiske mesterfilosof Seneca (død 65 e.Kr.) for at vise, at Brinkmann har genaktiveret en gammel forståelse, men også, at der er ét centralt punkt, der mangler hos ham, men som findes hos den antikke filosof: et opgør med hedonismen.

Seneca artikulerer igen og igen i sine ”Breve til Lucilius” karakteren af ”det gode menneske”: det menneske, vi alle stræber efter at blive, fordi det ikke blot er det gode menneske, men også det lykkelige menneske.

Det handler altså om lykken for det enkelte menneske, min lykke. Det kunne jo ligne den moderne selvfoku-sering. Men dér, hvor antikkens etiske tradition så foregriber Brinkmanns ”Vend dig udad”, er i svaret på spørgsmålet om lykkens indhold: Du bliver lykkelig ved at handle godt mod andre. Det gode liv for dig er det liv, der gør godt mod andre.

Hermed bringer den antikke etiske tradition sig meget tæt på indholdet af den kristne tradition, men med en vigtig forskel. I den kristne tradition (i Gotfredsens noget ensidige udgave) er etikkens indhold simpelthen indholdet af Guds bud, som fordrer lydighed. Her spiller det ikke nogen rolle, hvad mennesket selv vil. I den græsk-romerske tradition derimod er etikkens indhold (også) et udtryk for, hvad mennesket selv vil, fordi mennesket kan indse, at det gode og lykkelige liv for en selv er et liv for andre.

Hvordan indser man det? Man må ifølge Seneca forstå, at mennesket er et væsen af kød og blod, som har ét særligt kendetegn, der adskiller det fra alle andre levende væsener og bringer mennesket i øjenhøjde med naturen som helhed (hele verden), som også er den stoiske Gud. Mennesket er rationelt. Mennesket kan med sin fornuft indse, at hele verden udgør én stor sammenhæng, og at det enkelte menneske via denne indsigt er en del af denne store sammenhæng.

Heraf følger så de to stoisk-brinkmannske perspektiver. Først om ”Stå fast”. Fordi du først og fremmest (via din fornuft og rationalitet) er en del af verdens store sammenhæng, vil du ikke lade dig synderligt påvirke af de mange hændelser, der kan ramme dig som enkeltindivid af kød og blod. Tag for eksempel det forhold, at du skal dø. Det kan jo ikke komme bag på dig. Det er en del af naturens store sammenhæng. Indstil dig derfor på det. Foregrib det, og lad det komme, når det kommer. Det samme gælder alle andre begivenheder i livet, som menneskene almindeligvis anser for onder. De er i virkeligheden slet ikke onder, men i sidste ende ”ligegyldige”. Det eneste, der er godt, er indsigten i, hvad du mest grundlæggende er: en del af naturens store sammenhæng.

Så om ”Vend dig udad”. Når du via din rationalitet har indset, hvad der er det gode for dig selv, vil du også indse, at det er en indsigt, du ikke er ene om. Faktisk deler du den med alle andre mennesker, som via deres rationalitet har adgang til den samme indsigt. Deraf følger: Når du står fast over for denne verdens individuelle tilskik- kelser, og når du så immervæk skal handle i denne verden, så vil du automatisk handle ”andre-relateret”. Så vil du handle til gavn for alle, der ligesom du selv er rationale væsener. Kort sagt: Det gode for dig selv (vedrørende handling) består i at handle til gavn for andre.

Så vidt er Seneca og Brinkmann enige. Men så kommer Senecas afgørende tilføjelse. I ”Ståsteder” er et hovedfokus opgøret med instrumentaliseringen af mennesket: at vi har glemt forestillingen om en værdi i sig selv, inklusive at det at handle godt for andre er værdifuldt i sig selv.

Nuvel: Det gælder rigtignok i vores arbejdsliv, hvor vi til stadighed instrumentaliseres. Derimod nævner Brinkmann ikke, at vi jo da sandelig også i allerhøjeste grad opererer med en værdi i sig selv uden for arbejdslivet. Hvilken? Nydelse (af alt mellem himmel og jord)!

Her er det, Seneca sætter ind. Når han skal udrede det tankesæt, der ligger bag maksimen om at ”Stå fast”, kontrasterer han den indre fæstning, som det gode menneske skaber sig, med to modsatrettede fænomener. Der er dels alle skæbnens tilskikkelser af negativ art: De er – som vi så – grundlæggende ligegyldige. Men så er der også det, man kunne kalde alle skæbnens tillokkelser af positiv art. Hos Seneca er det pseudo-goder som rigdom, social status og enhver form for luksus i henseende til bolig, mad og så videre.

Alle disse ting, som vi mennesker hver især uhæmmet jager efter som de allerhøjeste goder, er i virkeligheden – fuldstændig ligegyldige. Ja, når vi kaster os ud i spillet om at skaffe os dem, udsætter vi os lige præcis for alle de tilskikkelser af negativ art, som vi jo skulle distancere os fra, for eksempel angsten for at miste status.

Så er det ikke os, der kommer til at besidde goderne, men dem, der erobrer os, så vi bliver slaver af dem. Seneca kaster sig igen og igen ud i henrykt at skildre, hvordan jagten på de formentlige goder, inklusive den overdådige nydelse af mad og drikke, ender med at blive til skade for os selv. Jagten på nydelse er ikke blevet mindre siden Seneca.

Kort sagt: Svend Brinkmann har genopdaget nogle centrale etiske perspektiver fra antikkens græsk-romerske filosofi. De to maksimer, ”Stå fast” og ”Vend dig udad”, hænger snævert sammen i den stoiske udgave af antik filosofi, som Seneca repræsenterer.

Men Brinkmann mangler det direkte opgør, som man også finder hos Seneca, med den ene altomfattende værdi i sig selv, som gennemsyrer vores moderne samfund: nydelse eller (hvis det skal være fint) hedonismen. Den værdi må vi forholde os direkte til.

Troels Engberg-Pedersen er professor emeritus i teologi.