Bristede illusioner

Georg Brandes fik engang til opgave at skrive et lille essay om læsning. På få sider fik den gamle litterat sagt uhyre kloge sager om, hvorfor, hvad og hvordan man bør læse, men vigtigst i denne forbindelse er hans slutning: »Og således nåer vi overhovedet ved opmærksom læsning gennem bogen ind i manden bagved den og gennem ham til den store åndelige sammenhæng, hvori han står, og til den indflydelse, han atter øver.« Brandes kunne have tænkt på Charles Dickens, da han skrev disse ord, men han gjorde det næppe. Britisk litteratur som Jane Austen, søstrene Bront og Charles Dickens faldt af forskellige grunde ikke lige for i Brandes' læsning, selvom han sikkert ville have holdt meget af dem alle. man kan ikke undgå at læse Dickens opmærksomt, og man skal være overordentlig hjertekold for ikke at nå ind til manden bag romanen og den store åndelige sammenhæng, hvori han står. Denne lange indledning tjener blot som optakt til denne kronik om en nyoversættelse af Dickens' roman »Great Expectations« (1860-61). Oversætteren her i 1999 hedder Niels Brunse, tidligere har Ludvig Molkte i slutningen af sidste århundrede og Eva Hemmer Hansen i 1982 taget mere eller mindre vellykket livtag med »Store Forventninger«, som romanen om den forældreløse Pip kom til at hedde på dansk. Niels Brunse oversætter Dickens, så man nyder det danske sprog - og bedre kan det vist ikke blive. Naturligvis kan en oversættelse af et kunstværk aldrig blive identisk med det originale værk - det bliver (som oversætteren og forfatteren Thomas Harder beskrev det i en nylig kronik i et andet dagblad) en repræsentation af det oprindelige, skabt af en anden person. Oversætteren præsterer altid en selvstændig, mere eller mindre kreativ og mere eller mindre kvalificeret fortolkning af udgangsteksten. Sammenholder man nu Dickens' egen, endelige udgave med Eva Hemmer Hansens og Niels Brunses, får man det indtryk, at Brunses oversættelse både er nudansk, frisk, og at Brunse formår at gengive Dickens let knudrede, lidt tørre, humoristiske fortællestil. Brunse har til arbejdet opfundet nye, danske ord som »at støjse« (tidligere hos Hemmer Hansen »blive amok«, og hos Dickens »to Ram-page out«). Ord som »at splide« (i betydningen at straffe udspekuleret), »at gennempomble« (at gennembanke den utålelige figur Pumblechook, hvor Dickens havde »to pummel him all over«) og »at drunte« (bevæge sig klodset) er nyskabelser, som man kun kan hilse velkommen på dansk. Når Niels Brunse gengiver lavsocialt talesprog, blomstrer teksten med »hvis at der« og »han som der«, og det er ægte fordanskning, som Hemmer Hansen ikke rigtig fik fat på. Visse steder gør Brunses tekst Hemmer Hansens mindre tydelig (hvor hun måske har følt sig mere frit bundet af opgaven) ved at være så tekstnær, at Dickens oprindelige rytme og følgelig kommasætning bevares. Teksten kompliceres, men nuancerne bevares. Alt i alt - når pladsen her ikke tilllader en nærmere undersøgelse - må det siges, at danske læsere har fået en Dickens-oversættelse, som man virkelig kan være bekendt. Dickens hører til verdenslitteraturens klassikere med scener, der strutter af højkomik og vidunderlige detaljer. Når der dækkes op til tebord hos Dickens, vil selv grisen i stalden være med, og personerne glinser af fedtet smør. Det er britisk hygge, når det er bedst. Har man ikke tidligere læst »Store Forventninger«, så er tiden inde til at møde den lille forældreløse Pip og hele det galleri af uforglemmelige figurer, Pip møder på sin vej. Charles Dickens (1812-1870) var ikke selv forældreløs, men havde dog haft en opvækst præget af usikkerhed, social utryghed og nød, og nogle hjemløse perioder i barndommen satte uudslettelige spor i hans bevidsthed - spor, der omhyggeligt blev prentet ned i et langt, verdensberømt forfatterskab i bøger som »Oliver Twist«, »Nicolas Nickleby«, »David Copperfield« - og »Store Forventninger«. I bog efter bog og især i de to store jeg-fortællinger, »David Copperfield« og »Store Forventninger«, beretter Dickens om uskyldige børns brutale opvækst i en skyggefuld, ond verden. Børn udnyttes, traumatiseres og behandles oprørende uretfærdigt - desværre så aktuelt som nogensinde. »Min søsters opdragelse havde gjort mig følsom. I den lille verden som børn har deres tilværelse i, ligegyldigt hvem der opdrager dem, er der intet der opleves så skrapt og føles så tydeligt som uretfærdighed. Måske er det kun små uretfærdigheder, et barn kan udsættes for; men barnet er lille, og dets verden er lille, og dets gyngehest er lige så mange håndsbredder høj, efter dets målestok, som en sværlemmet irsk jagthest. Lige fra jeg var spæd havde jeg indvendig ligget i stadig strid med uretfærdigheden. Jeg havde vidst, siden jeg lærte at tale, at min søster var uretfærdig mod mig med sin hidsige og voldsomme tvang. Jeg havde båret på en dyb overbevisning om at hun ikke, bare fordi hun håndopfostrede mig, havde nogen ret til at opfostre mig med håndgribeligheder.« Den hjertensgode, tungnemme og fornøjelige grovsmed Joe Gargery er gift med Pips ældre søster, Mrs. Joe. Hun er en skrækkelig harpe af et hårdtslående kvindemenneske, der uddeler slag til højre og venstre uden hensyn til grad af forseelse eller større skelen til, hvem der modtager slagene. Hun påstår, at hun har håndopfostret den lille forældreløse Pip med flaske, men for ham er begrebet naturligt flydt sammen med hendes voldelige væremåde. Vi befinder os i begyndelsen af romanen i England, i marsklandet omkring floden Medways udløb. Pip besøger sine forældres gravsted en råkold eftermiddag og overraskes her af en barsk udseende straffefange, som skræmmer ham til at skaffe sig »provijant« og en fil. Fuldstændig ude af sig selv af skræk for bogstaveligt at blive ædt af den undvegne straffefange stjæler Pip under store samvittighedskvaler mad og drikke fra søsterens fadebur og slipper godt fra det. Pips glædesløse og angstfyldte tilværelse hos søsteren og den rare Joe ændrer sig dog radikalt, da en ældre dame ved navn Miss Havisham ønsker, at lille Pip skal komme på besøg og lege med en pige på hans egen alder i Miss Havishams hus. Det bliver til mødet med den yndige, men hovne og hånlige Estella, der er opvokset hos Miss Havisham med et ganske bestemt formål. Denne besynderlige Miss Havisham lever et skyggeliv i lutter forkrænkelighed. Engang, da hun var ung og smuk, blev hun grumme svigtet af gommen på selveste sin bryllupsdag. Siden da har hun sat urene i stå, ladet bryllupskagen rådne, brudekjolen, som hun stadig bærer, forfalde. Intet er ændret siden den aflyste højtidsdag. Estella skal knuse mænds hjerter. Pip forelsker sig livslangt i Estella, der lokker og svigter og fortryller den ene bejler efter den anden - inklusive den dorske kammerat til Pip, Bentley Drummle, som hun endog senere i bogen gifter sig med. en ukendt person - og langt hen af vejen tror samtlige, at det ikke kan være andre end Miss Havisham - nærer store forventninger til Pip: han skal rejse til London og uddannes som gentleman. Der er betalt for ham; alle hans udgifter dækkes af denne ukendte velgører. sin gode ven Joe. han begyndte at foragte sin ydmyge baggrund, han blev flov over sin oprindelige herkomst, og han gør, hvad han kan for at begå sig som gentleman i London. Efter nogle år på denne måde, opsøges Pip af ingen ringere end straffefangen, som han i romanens indledning stjal mad til - og det viser sig, at den mystiske pengekilde netop ikke var Miss Havisham. Således må Pip igennem bogen og det lange liv sande, at både kærlighed og social opstigning for ham var lutter bristede illusioner. Hans store forventninger til livet blev ikke opfyldt. Han må ved egen hjælp langt væk fra London skaffe sig et ordentligt udkomme og som moden mand kan han vende tilbage til den gamle smedie - og det hus, hvor han første gang traf sit livs kærlighed, Estella. en lykkelig og en ulykkelig. Skulle han lade Pip møde og forene sig med Estella? Eller skulle illusionerne vedblive med at være bristede? Dickens valgte begge. Først den sidste, dernæst - efter vejledning fra en god ven - den første. Niels Brunse vælger i sin nyoversættelse at følge Dickens' endelige udgave og dermed at antyde de tos forening - en beslutning de fleste læsere vel vil bifalde. Men romanens »lykkelige« slutning er grundigt blevet modarbejdet af alle de 400 foregående sider, hvor man mærker manden bagved og gennem ham den store åndelige sammenhæng, hvori han står - for nu at vende tilbage til Brandes-citatet. De 400 sider er jo både et selvportræt og et kritisk portræt af den viktorianske periode, der på mange punkter ellers er præget af (selvforherligende) pomp og pragt. Men i Dickens' kunst er verden ikke uskyldsren, tværtom er tilværelsen en kamp med forfærdelige omkostninger. Charles Dickens: Store Forventninger. Oversat af Niels Brunse. 480 sider. 395 kr. Gyldendal. forfatter og anmelder