Prøv avisen

Brudstykker af en dansklektors dagbog so nah und doch so fern

Rote Grütze mit Sahne og alle de andre sjove ting ved Danmark trækker tyskere til. Dansk er et populært sprog, kan dansklektor berette i dagens kronik. -

Er der nogen, der gider at lære dansk i Tyskland? Ja, der er faktisk en hel del både på universitetet, på aftenskolerne og diverse private sprogskoler, og dagens kronikør kan faktisk ikke forestille sig et bedre arbejde end det at formidle sit sprog og sin kultur videre til andre

Jeg bor cirka 700 kilometer syd for grænsen, og alligevel fylder Blicher, Bang og Helle Helle en stor del af min hverdag. Mit arbejde består nemlig i at udbrede kendskabet til dansk sprog, litteratur og kultur på universitetet i Frankfurt am Main.

LÆS OGSÅ: En snob og en skoflikker

Jamen, er der da nogen, der vil lære dansk dernede?, spørges der tit forundret. Ja, der er faktisk en hel del både på universitetet, på aftenskolerne og diverse private sprogskoler. Jamen, hvorfor vil de da det?, plejer næste spørgsmål at lyde. Det kan der være mange grunde til: De, der lærer dansk hos mig, er tit nogle, der har været på sommerferie i Danmark hvert år i deres barndom, men der er også dem, der bare er nysgerrige efter at lære et eksotisk sprog, som alle andre ikke også kan.

Jamen, hvad kan de dog bruge det til?, lyder det så. Danskkundskaberne kan for eksempel føre til et studiejob i en bestemt branche såsom reklame eller marketing, som de studerende efter endt studium så har bedre chancer for at få et rigtigt job i på grund af de erfaringer, de allerede har.

Danskstudiet strækker sig over flere semestre fra den første dags kamp med tungen for at få det bløde d på plads, til de kan læse og forstå stort set alt og tale flydende. Desuden krydrer vi i bogstaveligste forstand grammatik og lærebøger med godt og blandet fra den danske kultur, for det siges jo, at kærlighed går gennem maven.

Før jul holder vi for eksempel en julefrokost. Grundet tidligere erfaringer forklarer jeg først, at pålægget lægges oven på brødet, og at de belagte stykker smørrebrød spises med kniv og gaffel. Det tager de sig dog ikke synderligt af, og de ser heller ikke efter, hvordan jeg gør.

Rrrmmmfff tænker jeg et øjeblik. Forinden har jeg også udførligt forklaret rækkefølgen, og hvad der passer sammen med hvad. Men heller ikke det tager de notits af, i stedet ser jeg dem udfolde en kreativ vifte af nye kombinationer, som får mine tæer til at krumme sig, for det kan man da ikke!

Én spiser karrysalat med rødbeder, en anden sild med asier, og da jeg protesterer lidt over leverpostej med æg, lyder det fra flere sider, at det da smager rigtig godt sammen. Min første indskydelse er, at de da godt nok mangler madkultur, de her tyskere sikke da en liberal, ja, jeg vil næsten sige respektløs roden alting sammen.

Men hvem har egentlig sagt, at man ikke må afprøve nye kombinationer for at finde ud af, hvad man selv bedst kan lide? Det har vendt lidt op og ned på stereotyperne i mit verdensbillede, for før gik jeg og troede, at det var tyskerne, der var autoritetstro, og danskerne, der havde anarkistiske tendenser, og så det her.

Apropos verdensbillede: Jeg beder indimellem de studerende om at se de tyske tv-nyheder en bestemt aften for så næste dag at vise dem en dansk tv-avis fra samme aften, så vi kan sammenligne. Hvad har de valgt at bringe i de to ældste public service-kanaler, ARD og DR 1, som går for at have hvert sit lands mest seriøse tv-nyhedsudsendelse, og hvordan formidler de deres indhold?

Det viser sig, at der er stor forskel. Landenes størrelsesforskelle gør sig naturligvis gældende i tv-nyhedernes indhold for der er selvfølgelig langt færre store koncerner i Danmark end i Tyskland, hvis produktionstal man kan beskæftige sig med, men også på det sproglige plan er der påfaldende forskelle.

Mens TV-Avisen med jævne mellemrum bringer en historie om, hvad der kendetegner eller udmærker os danskere, taler man i Tagesschau bevidst kun om mennesker eller borgere i Tyskland for ikke at ekskludere nogen og holder sig til en meget nøgtern og saglig stil.

TV-Avisen derimod fortæller historier om at være dansk, den har en identitetsbevarende mission med fokus på det nationale fællesskab. Nyhedshistorierne sluttes næsten altid af med en hyggespredende en af slagsen, og når meteorologen når til sin replik om vejret herhjemme, signaleres der familiær tryghed. Tagesschau koncentrerer sig om tal og grafer. Her handler det ikke om, hvem vi er, men hvad vi kan. Tyskland er så tæt på og alligevel så anderledes.

LÆS OGSÅ: Tonen er den sammeHvis jeg ikke var blevet præget af den meget forsigtige omgang med det nationale her i Tyskland, ville jeg nok heller ikke have studset over, at dansklærebogen Sider af dansk kultur fra 1998 lægger så stor vægt på Danmarks historiske og mytologiske fortid og viser kort over vikingernes erobringer og Ejder-grænsen. Kunne man have forestillet sig en lærebog om tysk kultur med kort over tidligere territorier? Nej, det går vist kun, når man i egen selvforståelse er et lille fredeligt land. Så må man godt vise sin stolthed over fordums storhed.

Må vi ikke se noget sjovt?, spørger de studerende, og jeg viser dem et afsnit af Klovn. Jeg forsøger at finde et af de knap så frække afsnit, fordi jeg tit har oplevet, at de studerende bliver forlegne i mødet med nyere dansk litteratur, hvor det vrimler med bandeord, sex, vold og incest og andre skrækkelige ting. I Tyskland er tabuer ikke nødvendigvis til for at blive brudt, er det min fornemmelse.

Og humor og tyskere ... var der ikke en vits med, at verdens tyndeste bog er den om tysk humor? Haha, vi danskere har da i hvert fald en god og veludviklet sans for humor. De studerende kan godt se det sjove ved Klovn, selvom humoren næsten udelukkende udspiller sig under bæltestedet. Alligevel sidder jeg tilbage med en lidt pinlig fornemmelse af, at vi er ret platte.

At præsentere sådanne danske fænomener for udenforstående er som at kigge sig selv over skulderen. Krysters kartel gør det ikke bedre, for her griner vi jo lige så politisk ukorrekt ad dem, der ikke kan gøre for det nemlig taberne.

Men det teoretiserer jeg så selvfølgelig lidt over, altså udviklingen af dansk humor, væk fra politisk og samfundskritisk satire og hen mod selvreferentiel mediekomik og taber-tv og nævner også, at doku-soapen De unge mødre ligefrem kan fås på dvd.

Alt, hvad jeg udsætter de studerende for, bliver føjet ind i deres danmarksbillede, så det er vigtigt at få så mange nuancer som muligt med. Hvis de kommer med lyserøde udvandrerdrømme og forjættet land-forestillinger, læser jeg artikler om den truede velfærd med dem.

Men det er en balancegang, for jeg vil jo også gerne gøre god reklame for Danmark, som jeg ikke holder mindre af i dag efter 15 år i udlandet, selvom det skal siges, at jeg ikke er så stolt over at være dansker, som jeg var engang. Men der er også sket meget siden: Masser af tiltag i retning af at holde danskerne inde i Danmark og andre udenfor og ændringer i skolesystemet hen imod, at eleverne ikke lærer så mange sprog mere som før. Nej, så min stolthed er ikke så stor, som den var engang men den var måske også unødvendigt stor. Tyskerne lever i hvert fald fint uden at være stolte af deres land, og det betyder jo ikke, at de ikke holder af det.

Jeg kunne ikke forestille mig et bedre arbejde end at formidle mit sprog og min kultur videre til andre. Det er spændende, når de studerende stiller spørgsmål til ting, jeg altid selv har taget for givet. Det er sjovt, når selve lyden af ord som gulerødder og aflevere får dem til at grine. Det er overraskende, når en Morten Korch-film om bondens ret til pløjemarken gør dem forargede.

I det hele taget er jeg dybt imponeret over, hvor stor en interesse mine tyske studerende viser for at lære dansk og vide så meget som muligt om Danmark. De er nysgerrige og åbne og har blik for fordelene ved pluralitet og forskellige sproglige kompetencer. Kunne det måske inspirere os?